Prøv avisen
Mit kulturliv

Kunst og kultur holder os i bevægelse

"Vi lever i en tidsånd, hvor det er ilde set at argumentere for flere penge til kunst og kultur, når sundhedsvæsen, plejesektor og klima også trænger. Men det synspunkt vil jeg altså godt påtage mig,” siger livsstilseksperten Anne Glad. - Foto: DR

”Kongens fald” er den bog, som har gjort størst indtryk på Anne Glad, vært på det ny DR-program ”Vanens magt”

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er Alice Munros ”Fjendskab, venskab, ægteskab”. Det er små fortættede hverdagshistorier med kolossale dramaer mellem linjerne, og de føles, som om de slutter midt i et sitrende komma. Novellens form passer i øvrigt rigtig godt ind i mit hverdagsliv - det er svært at holde momentum med en stor roman. Det er kun om sommeren, jeg når det.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er så banalt, men jeg tror, der var mange ting, der faldt på plads for mig i forhold til mit studie på Nordisk på Syddansk Universitet, da jeg læste ”Kongens fald”. Det, der gjorde så stort indtryk på mig med ”Kongens fald”, var - ud over fortællingens nærmeste skabelonagtige stringens og personudvikling - sprogets saftige billeder og voldsomhed, der ramte mig lige i synet, selvom det var skrevet seks årtier tidligere. Det er så potent og nærværende og råt - som mange andre af den tids romaner i øvrigt. Sådan har jeg det også med Karen Blixens forfatterskab og ”Syv fantastiske for-tællinger” i særdeleshed.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Det er flere ting, jeg gerne vil anbefale: Skuespillet ”Doppler” i Det Røde Rum på Skuespilhuset, der er baseret på Erlend Loes roman af samme navn. Udstillingen ”Biography” med kunstnerduoen ”Dragset & Elmgren” på Statens Museum for Kunst og udstillingen i Kunstforeningen i København af filmskaberen Wim Wenders, der har lavet en serie af storformatfotografier skudt rundt omkring i hele verden; fra Italien, Japan og Tyskland til Armenien og USA.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Som barn forsvandt jeg ind i metervis af bøger, og de oplevelser og fordybelsen var helt klart med til at bygge mig som menneske. Det var alt fra ”Grimms eventyr” til Tove Ditlevsen og Michael Endes ”Den uendelige historie”. Men jeg må også sige, at Pink Floyds ”The Wall” på kassettebånd, Mozarts ”Requiem” og nogle andre klassiske slammers, som jeg hørte igen og igen i tweenårene, var med til at give mig en sans for dramatik og store følelser, som jeg kunne mærke helt fysisk i kroppen. Det gør musik stadig ved mig.

Hvem har du senest været til koncert med?

Jeg var rigtig god til at komme af sted til koncerter tidligere, men faktisk har jeg ikke været af sted siden sommerens festivaler. Skal jeg fremhæve noget her, må det blive Jenny Wilson på Roskilde. Den koncert hyggede jeg mig bravt til.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg synes generelt, at kultur fortjener mere opmærksomhed. Det er, som om kulturen er ved at blive offeret i vores debat om, hvad der skal være råd til i fremtiden. Vi lever i en tidsånd, hvor det er ilde set at argumentere for flere penge til kunst og kultur, når sundhedsvæsen, plejesektor og klima også trænger. Men det synspunkt vil jeg altså godt påtage mig. Kunst og kultur holder os i bevægelse som mennesker, rusker os, giver os nye perspektiver.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Jeg er ikke så meget til musicals, men synes, det er en genial genre, fordi den får så mange danskere, som normalt ikke ville komme af sted til kulturoplevelser, ud af sofaen.