En provokatør finder sig til rette

Jóanes Nielsen oplevede i sin ungdom, at Færøerne var præget af kulturelt og religiøst snæversyn. Men i dag har øsamfundet fået forbindelse til omverdenen og er kommet ud af den isolerende spændetrøje, mener den færøske forfatter

Janes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland, Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Her ses han nær sit hjem i Trshavn. -
Janes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland, Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Her ses han nær sit hjem i Trshavn. - . Foto: Paw Gissel.

I 1986 hang Jóanes Nielsen på et to meter højt kors på torvet i Tórshavn. Kun iført et lille lændeklæde havde den færøske forfatter iscenesat sin egen korsfæstelse. En provokation møntet på de religiøse bevægelser, som i mange år prægede den lille hovedstad på Færøerne. Jóanes Nielsen var med i en modbevægelse, der skabte en kamp om Tórshavns natteliv - og ikke mindst det kulturelle liv.

”I min ungdom var Tórshavn en meget død by styret af sekterismen. Vi, der spillede teater, ville også have vores del af den gamle by, men der var slet ikke plads til det nye og det anderledes,” fortæller den færøske forfatter.

Det religionskritiske optrin, der satte Nielsen i Jesu sted, skabte stor forargelse i det lille øsamfund, og Janes Nielsen fik efterfølgende øgenavnet ”Jones på korset”. Det var imidlertid ikke noget, der generede den nu 61-årige forfatter, som håber og tror på, at han har været med til at ændre mentaliteten på Færøerne.

”Når man gør sådan noget på Færøerne i 1986, er ens person ret udsat. Det var vigtigt for mig at ignorere de mange fordømmende øjne, for ellers ville jeg gå rabundus. Men der var også mange positive tilkendegivelser, fordi jeg risikerede noget af min person - og det gav respekt. Det var helt klart en provokation, men det blev lidt sjovere i Tórshavn efter det,” siger Jóanes Nielsen og trækker på smilebåndet.

En stor del af Jóanes Nielsens forfatterskab er domineret af skildringer af det, han opfatter som snæversynet på Færøerne. Selv har han aldrig følt sig som provokatør, men han konstaterer, at det som kritisk menneske ikke er så svært at finde områder, hvor man kan provokere.

Allerede som teenager fattede Jóanes Nielsen interesse for kommunismen og var med i en politisk organisation på Færøerne. Forfatterens politiske engagement er da også svært at overse i villaen beliggende i den nordlige del af Tórshavn med udsigt til det nordatlantiske hav.

I entreen har en rød fane og et DKP-segl fået en fremtrædende plads på de mørkerøde vægge, mens arbejdsværelset på førstesalen er plastret til med plakater og gamle avisudklip. På værelsets skråvæg har forfatteren lavet en politisk dekoration, hvor en udtjent støvsuger æder sig hen over et verdensatlas - ligesom kapitalismen gør det i den virkelige verden, siger Nielsen og tænder en cigaret.

”Som kommunist på Færøerne tilhører man periferien. Og når man tilhører periferien, bliver synet på samfundet anderledes end de flestes. Derfor kan man se tingene i et andet lys - ligesom hvis man er homoseksuel i Tórshavn, så oplever man tingene på en anden måde, end hvis man er heteroseksuel,” pointerer Nielsen.

Jóanes Nielsen harskrevet både noveller, teaterstykker, romaner og lyrik. I 2012 modtog han Færøernes litteraturpris for den historiske roman ”Brahmadellerne”, som han i 2013 også var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for.

”Brahmadellerne” er en antinationalistisk historie om arbejdere og arbejdsgivere, kristne og overtro, vold og kærlighed, mænd og kvinder, Danmark og Færøerne og ikke mindst længslen efter at gøre sig fri af fortid og slægtskab. Nu er Jóanes Nielsen så i gang med opfølgeren, fordi der ifølge ham selv er potentiale tilbage fra første bind.

Jóanes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland, Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Men selvom han har begrædt det snæversyn, som på mange områder har kendetegnet det lille øsamfunds mentalitet, så har han oplevet en markant kulturel udvikling i de senere år.

”Mange af de kunstnere, vi har på Færøerne i dag, er paradoksalt nok børn af de samme mennesker, som var en del af bibelbæltet. De unge mennesker har fået nok af at være låst fast i en spændetrøje. Og det, synes jeg, er meget bekræftende, at det er netop de her mennesker, som nu markerer sig i det kulturelle liv på Færøerne,” siger Jóanes Nielsen. Der er mange forklaringer på fremdriften på Færøerne, mener den færøske forfatter, der oplever grundlæggende ændringer af det færøske samfund. Blandt andet er tabuer omkring homoseksualitet og psykisk syge blevet brudt, og i dag er der en større åbenhed over for andre måder at leve sit liv på, mener han.

”Inden for de seneste syv-otte år er der virkelig sket noget med snæversynet på Færøerne. Det handler formentlig om den forbindelse, der er ud til resten af verden i dag. Det, der sker i New York, ved vi, på samme tidspunkt som man ved det i København,” siger Jóanes Nielsen.

Den ændrede mentalitet på Færøerne er faktisk kommet lidt bag på den færøske forfatter. Han havde ikke forventet at se 6000 mennesker til LGBT-demonstrationer i Tórshavn i sin levetid, men det foregår nu med jævne mellemrum. For Jóanes Nielsen er udviklingen samfundsmæssigt, kulturelt og kunstnerisk indbyrdes afhængige faktorer, som påvirker hinanden, og som er meget afgørende for fremtiden på Færøerne.

”Hvis unge mennesker skal have lyst til at vende tilbage hertil, så er det vigtigt, at tilværelsen ikke bliver for uinteressant og kedelig. Derfor må man kontakte den kreative side af sig selv, og det er lykkeligt at opleve, hvordan flere og flere gør det,” siger han.