En sejr for teatret som medie

Elisa Kragerups iscenesættelse af ”Romeo og Julie” er en genistreg ibåde form og indhold, og unge Danica Curcic stjerne-stråler som Julie

 Især Danica Curcic skiller sig ud blandt de ellers stærke skuespillere, der over hele linjen leverer nogle indlevende karakteristikker af de velkendte karakterer. -
Især Danica Curcic skiller sig ud blandt de ellers stærke skuespillere, der over hele linjen leverer nogle indlevende karakteristikker af de velkendte karakterer. - . Foto: Natascha Thiara Rydvald/Det Kongelige Teater.

Magisk.

Det er svært at finde et bedre superlativ, der beskriver teater, når det er allerbedst. Når man får en oplevelse, som ingen andre medier kan hamle op med. Når man modvilligt må løsrive sig fra teatermørket, høj på indtryk, berørt helt ind i det inderste af levende mennesker med levende følelser.

Med sin iscenesættelse af ”Romeo og Julie” fortæller Elisa Kragerup en historie, vi alle kender, men på fuldstændig fremragende fornyende vis. Nyt og gammelt går hånd i hånd, og resultatet er en inderlig menneskehistorie, der udforsker den fine linje mellem had og kærlighed, ungdommens irrationalitet og begær i en strømli-net og symbolsk højspændt scenografi.

To stridende familier sidder bænket side om side på scenen omsluttet af en konveks klatrevæg - en knappolstret legeplads, jomfruhvid elskovsseng og ligkiste. Der er højt til loftet, men spillerne er tæt på publikum, og det skaber et intimt lydrum i Skuespilhusets store sal.

I den på én gang legesyge og ildevarslende scenografi forekommer karaktererne både stående og liggende, og de har vidtrækkende manøvrerum. Men ingen, hverken døde eller levende, kan slippe ud, for de er alle omsluttede af fortællingen, der kun har ét muligt endepunkt.

Fra allerøverst oppe våger og hvæser fyrsten af Verona (Signe Egholm Olsen) klædt i dronning Elizabeth I's gevandter. I pudedyndet nedenfor får en fumlende og fjoget Tybalt (Troels Thorsen) flyvende tæsk af den hvislende væsel Mercutio (Peter Christoffersen), mens familierne aggressivt stemmer i, stampende og hujende.

Denne første scene er hamrende effektiv og understreger scenografiens omfang og originalitet. Den sætter også niveauet for resten af forestillingen.

Med klassiske opsætninger af Shakespeares stykker møder man som publikum ofte en sprogbarriere i de bedagede og ekvilibristiske replikker og monologer. Men her bringes Niels Brunses mægtige oversættelse ind i samspil med det dansk, som vi faktisk taler i dag. Den forbilledlige og floromvundne retorik afløses på må og få af mere korte, kontante og tidssvarende udtryk, og de to sprogmodsætninger væver sig efterhånden smidigt ind i hinanden og skaber en forynget og mærkbart mere afkodelig tekst.

Dualismen mellem gammelt og nyt går igen i hele forestillingen, og tidsmodsætningerne får lov at blomstre og smitte af på hinanden. Det udmønter sig i en fabelagtigt realistisk repræsentation af kærligheden mellem de to ulyksalige teenagere, der ikke blot er dyster, men også fuld af humor og livsglæde.

Det Kongelige Teater har trukket nogle store og stærke kort op af skuespillerkartoteket, og over hele linjen leverer spillerne nogle indlevende karakteristikker af de velkendte karakterer. Men de tilføres også nye træk, fortolkninger og funktioner.

Lillebitte Helle Fagralid har bukserne på i sin mandhaftige skildring af kusine Benvolio. Hun og Peter Christoffersens uhyggeligt utilregnelige Mercutio er som vilde hunde i en evig kokainrus, og det er en på én gang lækker og skummel karakterudvidelse.

Den komiske lindring ydes af en veloplagt Tammi Øst som Julies amme, der får værdi som karakter, ikke bare som budbringer - en sød, dum, grå musling uden situationssans og agt for andres intimsfærer.

Dertil det lange, dinglende rær Peter Plaugborg, som spiller Paris - en indbildsk påfugl blottet for førsteelskerpotentiale.Midt imellem de fjollede og de hadefulde har vi så den befriende almindelige Romeo, ikke spor almindeligt spillet af Thomas Hwan. Med sit animerede ansigt kan han få selv publikum allerbagerst til at føle sin glæde og hjertesmerte, og han bringer en umiddelbar og legesyg friskhed til scenen ledsaget af en exceptionel diktion.

Og endelig - for man skal gemme det bedste til sidst - skal vi rundt om Julie i skikkelse af Danica Curcic, der ud over at være klavervirtuos, der spiller både Mozart og moderne pop, også leverer en fantastisk moderne Julie: en stærk, egenrådig, begærlig teenager med utålmodig og sprælsk iver, charme og desperation, der ikke er til fals for forførerisk retorik. Hun løber løbsk som en vild hundehvalp, men splittelsen, begæret, hadet og kærligheden blotlægges i hendes ansigt og kropssprog.

Denne ”Romeo og Julie” er på mange måder mest Julies, og Danica Curcics skønhed og stjernespil gnaver sig uimodståeligt ind i marv og ben og gør den uundgåelige tragedie aldeles ubærlig.

”Romeo og Julie” er både i form og indhold en sublim sejr for teatret som medie. Det er en total gentænkning af teatrets traditionelle virkemidler, båret frem af storslåede skuespilpræstationer - og den sidste scene, de elskendes afgang fra verden, er et unikt og intenst syn, som ikke kan matches i nogen tre-d-biografsal. Romeo og Julie udsætter os for subtil intensitet i et fortættet rum, og vi efterlades i en form for granatchok.

Noget er imploderet. Og der går nogen tid, før man er i stand til at rejse sig i den stående applaus, som denne chokerende gode forestilling fortjener.

Se en trailer for teaterstykket her