Teologisk kæmpe rehabiliteret - og forsøgt overhalet indenom

Det er en akademisk retfærdighedsgerning, at Peter Kemps disputats fra 1973 nu diskuteres i en aktuel antologi. Man savner dog, at skribenterne er på niveau med mesteren selv i konsekvens, konkretiseringer og polemisk præcision

Bogen er en gave til akademikeren og forskeren Peter Kemp, som må gøre ham glad. -
Bogen er en gave til akademikeren og forskeren Peter Kemp, som må gøre ham glad. - . Foto: Klaus Holsting/Scanpix.

Peter Kemps doktorafhandling fra 1973, ”Engagementets poetik”, fik aldrig nogen virkningshistorie i dansk teologi. Det er en stor gåde eller en stor skandale, alt efter hvilken vinkel man anlægger. Til gengæld er det opløftende, at der i de senere år er kommet noget opmærksomhed omkring det gamle arbejde, der var så provokerende forud for sin tid og så skævt på sit hjemlige miljø.

Sidste år genudgav Kemp den danske udgave af disputatsen, der blev skrevet på fransk, med et nyskrevet forord; der blev holdt et seminar i den anledning, og nu er der så kommet en antologi, hvor universitetsteologer og præster i generationerne efter Kemp diskuterer værket med samme seriøsitet, som var det en ny og aktuel udgivelse.

Det er i hvert fald den sympatiske ambition. Og projektet lykkes i den forstand, at indlæggene generelt er på et højt niveau og er fortrolige med deres emne. Som sådan er bogen en gave til akademikeren og forskeren Peter Kemp, som må gøre ham glad.

Nu er Kemp imidlertid også en særdeles engageret intellektuel, og spørgsmålet er, om bogen er en lige så stor gave til ham i denne egenskab. Man kan savne, at skribenterne er på niveau med mesteren selv i konsekvens, konkretiseringer og polemisk præcision.

Den ene redaktør, Mads Peter Karlsen, sammenligner i sin artikel Kemp med den jævnaldrende franske filosof Alain Badiou. Ham har Kemp aldrig forholdt sig noget videre til, og det kan være svært at se pointen med den ”teorihistoriske parallellæsning”.

Karlsen burde nok have givet sig selv fri og i stedet fundet en ”løgstrupianer” - enten Ole Jensen eller en yngre repræsentant, fri af fortidens konflikter - til at skrive om Kemp. Nu er Løgstrup-skolen helt fraværende i bogen, hvilket er uheldigt, eftersom den dannede en væsentlig del af det teologiske establishment, der i sin tid ignorerede Kemps disputats.

De to næste artikler af henholdsvis Niels Mattsson Johansen og Pia Søltoft omhandler Kemps (anstrengte) forhold til henholdsvis Hegel og Kierkegaard. Johansen mener, at Kemp med fordel kunne have lidt mere sans for Hegel, både hvad angår troens frihed som beroende på den sociale helhed og det positive syn på samfundets institutioner. Men det er svært at se, hvad dette mere konkret skulle indebære. Er Kemp for eksempel en individualistisk og anarkistisk sværmer, når han kritiserer Bjarne Corydon og konkurrencestaten? Kunne en dosis Hegel have dæmpet hans hidsige gemyt?

Søltoft får til gengæld meget overbevisende antydet, at Kierkegaard måske ligger tættere på den mytisk-poetiske teologi hos Kemp, end denne vil anerkende, og at Kierkegaard i det hele taget ikke er det gnostiske skræmsel i forhold til det humane liv, som han ofte karikeres som.

Dele af bogen ligger på et meget højt abstraktionsniveau, og det er på den baggrund velgørende at skifte fokus til dels eksegesen i Anders Eyvind Nielsens bidrag om Filipperbrevshymnen, der indtager en central plads hos Kemp, dels det konkrete arbejde med prædikener i Anders Kjærsigs udmærkede artikel om, hvordan man i forkyndelsen kan lade sig inspirere af Kemp.

Det tunge teologiske opgør med ”Engagementets poetik” rulles ud i de to artikler af Carsten Pallesen og Lars Sandbeck. Pallesen er særdeles indlæst i den franske filosof Paul Ricoeur, der har været en livslang mentor for Kemp, og det ville være oplagt at undersøge, om Kemp dengang i ”Engagementets poetik” fortegnede og forkortede inspirationen fra Ricoeurs symbolhermeneutiske tilgang, eller om han omvendt på tiltrængt vis vovede et øje med teologiske konkretiseringer, som hans mentor veg tilbage for af angst for sit filosofiske omdømme.

Desværre kommer Pallesen, trods mange og interessante referencer, til at lande i en lidt triviel polemisk rille, der giver alt for meget ekko af 1980'ernes dekonstruktion og postmodernisme. Kemp præsenteres som det, der dengang hed en ”nærværsmetafysiker”. Han dyrker metaforer og symboler, der lukker forskellenes spil, og han prøver at frilægge en mundtlig essens bag om skriftens formidling og uendelige fordoblinger. Pallesen og hans teoretiske valgslægtskaber optræder selv i rollen som Derrida.

Kritikken er ikke helt uden belæg, når man læser Kemp gennem Ricoeurs bibelhermeneutik, som ikke var publiceret i 1973, men den fremføres på en meget bastant måde. På mig virker det som en polemisk fortegning og frontforkortning af Kemps position, og det er ikke let at se, hvilke teologiske konsekvenser Pallesens egen ”dekonstruktive” teologi har til gengæld.

Lars Sandbecks artikel er dog bogens polemiske hovedstykke. Sandbeck er en af dem, der mest insisterende har genaktualiseret Kemp gennem de seneste 10 år, men det virker nu, som om han er ude i et ”faderopgør”, fordi han selv har bevæget sig i en anden retning. Artiklen er påfaldende skarp og skånselsløs, fordi Sandbeck bevæger sig ind i livsnerven af den udeblevne Kemp-reception.

Kemp skrev selv i 2005, at meget forvirret sludder om Thorkild Grosbøll og hans gudsbegreb kunne have været undgået, hvis ”Engagementets poetik” blot havde haft indflydelse fra 1973 og frem.

Det er en slående kontrafaktisk tanke, og Sandbeck går frontalt til angreb på den: Poetikken har slet ingen relevans for teologiens problemer i forbindelse med Grosbøll-sagen. Faktisk er den mere en del af problemet end en del af løsningen, for den gør kristendommen til en æstetisk meningsfylde, der kan tjene de menneskelige behov for mening i livet.

På en måde har vi slet ikke med teologi at gøre, ikke en-gang poetisk teologi som alternativ til en negativ teologi, men snarere en pragmatisk agnosticisme. Siger Sandbeck. Det er ikke så lidt frækt.

Sandbeck lyder så arrogant, at han lige så godt kunne være en logisk positivist fra dengang, da de troede at have løst alle filosofiens problemer én gang for alle. Sandbeck har bare løst alle teologiens problemer, og jeg må være gået glip af noget, nu da jeg ikke har læst hans seneste bog, ”Afsked med almagten”. Om Kemp hedder det i artiklen: ”I det hele taget har Kemp kun skrevet meget lidt, der direkte handler om Gud.” Godaw, do.

Taget isoleret er sætningen komisk, fordi Sandbeck forudsætter, at man (han) kan skrive direkte om Gud, og at teologien, nærmere bestemt dogmatikken, er en ”strenge Wissenschaft”. Men det var jo netop denne naivitet, Kemp ville ud over med sin mytisk-poetiske teologi.

Sandbeck må da også senere i artiklen medgive, at teologiens ”konceptualiseringer” altid har deres ophav i den poetiske formidling, men det er, som om han ikke forstår, at han dermed ikke har noget tøj på i sin kritik af Kemp. Som teologisk spekulation ligger dogmatikken altid efter bibelhermeneutikken og eksisterer i en vis forstand på dennes nåde. Det er i hvert fald Kemps og Ricoeurs position. Ricoeur brød sig regulært ikke om dogmatik forstået som en slags teologisk filosofi. Det betragtede han som et misfoster.

Det behøver man ikke være enig i, men ligefrem at føre sig frem over for Kemp med dogmatikken er at slå huller i luften med fare for at få overbalance.

Antologien formår ikke med sin polemiske del at erstatte de 40 års forsvundne reception. Og den skuffer lidt med sine fortegninger, men den skuffer på et højt niveau. Til gengæld kan Kemp glæde sig ved ikke at se sig fuldstændig gendrevet eller historisk overhalet af de midaldrende løver.