Prøv avisen
Kunst

Mænd uden egenskaber

4 stjerner
Udstillingen vidner om konsistensen i Peter Martensens virke igennem tre årtier, hvor han vedholdende har malet mænd i hvide skjorter i forskellige situationer. Her ses værket ”Wet Place” fra 2008. - Foto: Galerie MøllerWitt/fra udstillingen

Peter Martensens maleriske univers er på en gang klassisk, realistisk og absurd. Kunstneren kan året ud opleves på Brandts i Odense

Peter Martensen (født 1953) er en klassisk maler i traditionen fra den europæiske barok og frem. Han er en udpræget valørmaler, som stemmer farverne ind i en skala af gråtoner, så de som efterbilleder på nethinden tager sig ud som grisailler. Altså enstonede grå billeder med hang til mørke.

Men det er kun tilsyneladende. Som den dygtige kunstner, Peter Martensen er, afslører han et væld af nuancer i sine malerier, hvis man går tæt på og tager tiden til at se dem an. Han dyrker de mørkebrune og grønne farver og isprænger sin sorthed illuminerende glimt af hvidt.

Selv udtaler han, at penselstrøg og farve er lige så vigtige for ham som motiverne. Han er maler først, og motivisk så. Det er vigtigt at huske på. Det handler hos ham om den elementære glæde ved det at male og med penslens sprog indskrive sig i en tradition. Det viser sig også i den kongerække af kunstnere, han - uden sammenligning i øvrigt - forbinder sig med: Rembrandt, Goya, Whistler, Hammershøi, Hopper, Lucien Freud og Ola Billgren for blot at nævne nogle. Man kunne lægge Kurt Trampedach til, selv om Martensen ikke nævner ham.

Kunstnere for hvem det klassiske maleris stoflighed altid er nærværende, og for hvem det figurative er fremherskende. Således også for Peter Martensen. Han maler mænd i landskaber og interiører. Masser af mænd. Men ensomme mænd. Mænd i mængden. En unison skare af mænd i hvide skjorter og mørke bukser, selve prototypen på det anonyme embedsværk, der fortaber sig i modernitetens endeløse kontorlandskaber, hvis det - og de - da ikke synker ned i landskabet som en slags fremmedlegemer. Peter Martensens malerier vækker erindringer om eksistentialismens forfattere som Kafka og Musil, der skrev i slagskyggerne af de totalitære regimer, som martrede det 20. århundrede.

På Brandts i Odense kan man nu opleve Peter Martensens malerier og et par videoinstallationer. Værkerne udstilles i den gamle museumsbygning, hvor de passer godt ind i det monumentale byggeris lidt dystre ophøjethed. Udstillingen vidner om konsistensen i Peter Martensens virke igennem tre årtier. Han vedbliver at male alle disse mænd, der i en eller anden form for venten, rådvildhed eller panik befolker hans lærreder.

De er, som kunstkritikeren Torben Sangild præcist påpeger i kataloget, alt andet end heroiske. Det er ikke helte, som Martensen maler. Maskuliniteten hos Martensens mand er ”formel og udvisket. Han er upersonlig, upassioneret, en mand uden egenskaber, en brik i et større apparat uden individuelle fordringer”. Hvide ark af papir flagrer omkring ham i et virvar, der vidner om manglende koordinater og et reelt mål.

I kataloget skriver Peter Martensen, at magten og afmagten er de centrale motiviske begreber i hans arbejde. De ses. Eller rettere: magtens ses ikke, den er usynlig, en overindividuel molok, som alle disse mærkelige mænd dagligt ofrer til og bliver ofre for. Der er en grusomhed på færde i Peter Martensens billeder, men den syner ikke direkte og lemlæstende, men alene indirekte og stedvis komisk, ja sarkastisk, men i sidste ende fortvivlende. Tilværelsen kan være absurd, vilkårlig og præget af et kollektivt vanvid, et tyranni, der æder sjæle op.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl skriver i et essay om Peter Martensens gådefulde billeder: ”Noget er sket her, noget skal ske, man ved ikke hvad, og de selv ved det formentlig heller ikke, fordi viden og overblik i et kontrolsamfund monopoliseres”. De centrale temaer om magt og afmagt i Martensens billeder kunne således let udarte. Men det gør de alligevel ikke. For når man ser på hans malerier, ser man jo, hvad han kan, og hvilken glæde han - midt i det dystopiske mørke - har ved at male. Og gentage det allerede en gang malede med små forskydninger i mønstret af meningsløshed.

Det vidner om en form for identifikation med alle disse herrer i hvide skjorter og kitler fra kunstnerens side. Han er med dem og i dem. Alle sammen.

Peter Martensens maleri er i sidste ende en form for identifikation. Kunstnerens jeg er multipliceret i disse mænd og deres vaklende, famlende og virrende eksistens.

”Helvede er de andre,” skrev Sartre; det gælder ikke for Martensen. Alle de andre er også ham selv, ikke bare i en slags motivisk solidaritet med de fortabte, men også som en vedvarende malerisk praksis, hvori de genkaldes og genskabes og tildeles en form for liv. Måske ligefrem autentisk liv. De kan i hvert fald ses. Som nu på Brandts.