Vikingeskib skal beskyttes af akvarieglas

Museumsskib skal beskyttes af det samme glas, man bruger i de store akvarier rundt om i verden

Dele af vikingeskibsmuseet i Roskilde skal fremover beskyttes af akvarieglas. Her er det vikingeskibet Havhingsten af Glendalough, verdens største rekonstruktion af et vikingekrigsskib, som stævner ud i Roskilde Fjord i 2007.
Dele af vikingeskibsmuseet i Roskilde skal fremover beskyttes af akvarieglas. Her er det vikingeskibet Havhingsten af Glendalough, verdens største rekonstruktion af et vikingekrigsskib, som stævner ud i Roskilde Fjord i 2007.

Da stormfloden rasede i december 2013, gjorde den store skader på Vikingeskibsmuseet.

11,6 millioner kroner løb skaderne op i, og ikke mindst den fredede Vikingeskibshal har det givet store udfordringer at få lappet sammen. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

"Vi har været igennem mange samtaler med Kulturstyrelsen for at finde løsninger på, hvad vi må gøre for at sikre os mod nye storme," siger chef for økonomi, administration og bygningsdrift på Vikingeskibsmuseet Claus Christiansen.
 
Hele det store glasparti ud mod Roskilde Fjord er der nu fundet en løsning på, efter at stormen slog revner i glas og beton og flåede beslagene ud af betonen.
 
"Vi kommer til at skifte hele glasfacaden til den form for glas, man bruger i de store akvarier rundt om i verden. Det er en form for plastisk glas, som bliver smeltet sammen på stedet," siger Claus Christiansen.

Udskiftningen af hele glasfacaden kommer dog først, når hele museet skal igennem en gennemgribende renovering om tre til fem år.

"Indtil da bruger vi foråret på at lave nogle midlertidige reparationer, så vi kan føle os sikre indtil den store renovering," siger Claus Christiansen.