Den franske økonom Thomas Pikettys kæmpeværk ”Kapitalen i det 21. århundrede” er, siden udgivelsen sidste år, gået igennem ikke blot Europa, men det meste af verden, omtrent som det spøgelse, kollegaen Marx mente at observere i 1848. Værket er hastigt blevet trykt, oversat og udsolgt i talrige udgaver og på talrige sprog, og nu er turen også kommet til Danmark.
Man kan godt tage omstændighederne omkring den danske udgave som et symptom på, at der er tale om en helt ekstraordinær begivenhed. Det er Gyldendal, der ellers ikke har nogen særlig tradition inden for denne genre, der har lugtet, at her er tale om et værk, der ligner en født klassiker. Til oversættelsen af den mere end 600 sider tunge bog har de indforskrevet ikke færre end fire forskellige oversættere. Normalt er det kun forfattere i Marcel Proust-klassen, der bliver betjent med en service på dette niveau.
Der plejer genremæssigt at være meget langt imellem skønlitterære klassikere og økonomisk teoridannelse, men én af de store attraktioner ved Pikettys værk er faktisk, at det ganske ubesværet bygger bro over denne kløft.
I modsætning til hovedparten af sine kolleger er Piketty ikke rasende optaget af matematiske modeller. Til gengæld vidner hans værk om en usædvanlig bred dannelse, der ikke kun gør bogen til en nydelse at læse, men også har afgørende betydning for kvaliteten af de økonomiske analyser.
Det vat Goethe, der bemærkede, at den, der ikke kan føre regnskab over 3000 år, kun lever fra dag til dag. Det usædvanlige ved Pikettys værk er, at det konsekvent fører sit regnskab tilbage gennem de seneste 300 år. Måske ikke helt nok til at tilfredsstille Goethe, men rigeligt til at få øje på ting og sager, som må virke chokerende inden for et fag, hvis perspektiv sædvanligvis kun rækker fra hånden til munden.
Thomas Pikettys værk er en overdådighed af statistisk dokumentation, men i sagens natur er det ikke altid helt let at finde valide data angående økonomiske forhold fra fjerne århundreder. Piketty holder sig derfor ikke tilbage fra at bruge romankunsten som økonomisk kilde. Han trækker smukt på forfatterskaber som Balzac, Jane Austen og - lidt senere - Henry James, der alle beskrev en verden, hvor muligheden for at sikre sig en arv var altafgørende for et ungt menneskes fremtidsmuligheder.
Sådan er verden heldigvis ikke mere. I vores verden går vejen til lykken gennem egen flid og dygtighed, har vi lært. Piketty demonstrerer overbevisende, at dette er en illusion. Vi har for længst bevæget os ind i en verden, hvor den nedarvede formue igen er ved at blive afgørende for, hvem man er.
Det er det lange historiske spænd, der gør det muligt for Piketty at vise, at en række økonomiske vaneforestillinger er uholdbare. Hvad der i en snæver optik forekommer at være en normaltilstand, kan i et større perspektiv vise sig at være en undtagelse.
Det har længe - inspireret af økonomen Kuznets' arbejder fra 1950'erne - været en udbredt forestilling, at kapitalismen har en indbygget tendens til med tiden at skabe større økonomisk lighed. I en bestemt fase i midten af det 20. århundrede var det faktisk også tilfældet.
Piketty mener, at det er de helt ekstraordinære politiske omstændigheder i perioden 1914-1945, der efterfølgende har muliggjort en exceptionel økonomisk vækst og en gradvis udligning af økonomiske uligheder. Siden 1980 er tendensen dog gået i en helt anden retning, og vi er nu ved at nærme os en økonomiske ulighed, der svarer til normaltilstanden før 1914.
Piketty formulerer den økonomiske lov, at kapitalen under almindelige omstændigheder giver et større afkast end den generelle vækst. Dette betyder, at formuer vokser hurtigere end produktionen og lønningerne, og det er denne mekanisme, der er drivkraften i den voldsomme stigning i uligheden, man overalt i verden har kunnet iagttage i de seneste 30 år.
Resultatet er, at den rigeste tiendedel af befolkningen i dag ejer 60 procent af den samlede formue i Europa. I USA sidder de rigeste 10 procent på 72 procent af formuen, mens den nederste halvdel kun ejer 2 procent. Dette er voldsomme tal, men det virkeligt foruroligende er, at denne udvikling ser ud til at fortsætte.
Pikettys bog er ikke en bog imod kapitalismen, men det er en bog, der tager udgangspunkt i den kapitalismens bersærkergang, vi alle har kunnet observere i de senere år.
Som motto for sin bog har Piketty sat den franske menneskerettighedserklærings ord fra 1789: ”Sociale forskelle kan kun begrundes med almenvellet.” De absurde bonusordninger, som topchefer og andre i de senere år har tildelt sig selv, kan på ingen måde begrundes med almenvellet. I virkeligheden er disse ordninger en trussel imod hele samfundsøkonomien. Enhver, der i modsætning til de hæmningsløse selvberigere føler en vis solidaritet med samfundet som sådan, må derfor være dybt bekymret over mange af de træk, kapitalismen aktuelt udviser.
Det er vigtigt at gøre klart, at Pikettys værk ikke har nogen rødder i marxismen. Som han selv formulerer det, tilhører han en generation (han er født i 1971), der endnu knap var voksen, da Berlinmuren faldt. Han har derfor ingen andel i svundne tiders ideologiske stridigheder. ”De polariserede kampe fra perioden 1917-1989 hører fortiden til,” bemærker han.
Det er let at forstå, hvorfor ”Kapitalen i det 21. århundrede” har skabt så megen virak. Den er simpelthen én af de mest savnede bøger i årtier. Den er det, der netop nu synes at være mere brug for end noget som helst andet: en gennemdokumenteret kapitalismekritik - helt fri af fortidens ideologiske spøgelser.