At læse Horace Engdahls essays er næsten at blive bedøvet af klogskab. Enhver humanistisk og æstetisk indstillet person kan finde noget i disse essays, der tiltaler. Den enorme viden om kunst og tænkning i historien, helt tilbage til antikken så vel som i den umiddelbare fortid, er blot baggrund for pointer, der slår ind i nutiden og oplyser den med lysglimt af forståelse.
Emneområderne i denne samling essays med titlen ”Arret efter drømmen” er blandt andre: Hvorfor lokker undergangen? Hvad sker der, når kunsten skal tjene samfundsmaskineriet? Kan døde og glemte mesterværker genoplives? Hvad er det dæmoniske? Romantiske drømme og deres landskaber. Dansen som tegn. Vidnelitteraturen (for eksempel fra holocaust) som nutidens egentlige litteratur.
Essayene er oftest korte, kun cirka 10 sider, nærmest som kronikker. Skønt de behandler svære sager, er de lette at læse med prægnante formuleringer på hver side, som holder læseren fast i stum beundring. Retorisk komponerede er de også, således at de vender tilbage til deres ledetema med jævne mellemrum.
Men er der et overordnet tema i dem alle, er det: det ubegribelige, uudsigelige og alligevel sagte - alt det, som for eksempel ikke sprogligt mærkes, men findes i det som stemme og tone. Engdahl opsøger gerne de områder, som ingen teorier kan gribe: erkendelsernes glemte periferier, følelsernes virke i deres modsætninger, genstandenes skygger mere end genstandene.
Engdahl er en skandinavisk mestertænker. Følsom og selvovervejende, og værkerne står formelig hoppende i kø for at blive læst af ham. Men også forfatterskaberne gør det, for det meste litteraturen, som han går ud fra og her især den romantiske litteratur, hvor han får liv i de gamle og tilsyneladende svævende formuleringer.
Denne samling rummer desuden læsninger af nogle, for os mindre kendte, svenske forfatterskaber, som får voldsom prægnans af at blive løftet i betydning af Engdahl.
Men hvordan gør han det? Hvad er metoden?
Han genfortæller de forskellige perioders forestillingsverden og fører dem op til nutiden, så vi kan se, hvordan de stadigvæk virker i os. I en gennemgang af fascinationen ved undergangen i Wagners operaer skriver han:
”Læg mærke til, at det ikke er den svage, der drømmer om undergang! Det er den stærke, der mærker sin styrke forsvinde. Min historiske erfaring får mig til at konkludere, at dette i det mindste i vores kultur er udtryk for en udpræget mandlig krisetilstand. Det har været nederlagsramte nationers tvivlsomme ære at anskueliggøre det i større skala”.
Hans forstående indsigt finder tillige vej til grafomanerne (de endeløst skrivende) i modernismen, og som også findes i vores egen tids grasserende skrivekløe (for eksempel Knausgård): manien med at skrive bøger, fordi ingen i ens omgivelser vil lytte. Almindelige forfattere finder det nyttigt at skrive, men grafomanerne indser meningsløsheden i det skrevne, men skriver videre på vej til det absolut fjerne, hvor skriften åbner mod en helt anden dimension af en ukendt betydning.
Og Freud gør han til essayforfatter og påpeger Freuds egen tvivl, den tilbageholdte utilfredshed med resultatet som det egentlig essayistiske (prøvende) i Freuds tænkning, som en dogmatisk eftertid har overset for at bygge en institution: psykoanalysen.
Denne essayets tvivl lader Engdahl også ramme sig selv i en gennemgang af den svenske kunstkritiker Ulf Linde, der om Horace Engdahl kritisk har udtalt, at Engdahls ”tekster har for meget skæg” i betydningen for meget uldent, samt at han bedre kan lide Engdahls bisætninger end hans hovedsætninger.
Men begge er de ude efter at fæstne det ubegribelige, som samfundet negligerer, men som kunsten kan fastholde: ”Hvad JEG unikt er, kan du kun se i mit ansigt, når du ser bort fra mit udseende. Det ubegribelige hos individet forsvares af kunsten og måske også af en bestemt form for etik, som er kunstens forbundsfælle vendt imod den udjævnende moral”.
Det ubegribelige, som alligevel søges fortalt, eksemplificeres til slut i gennemgangen af vidnelitteraturen om holocaust, der ligefrem stammer af vidnets manglende evne til at skabe sammenhæng i sine oplevelser af gru og undergravelse af alt menneskeligt. Men her kan litteraturen og kunsten skabe rum for den nødvendige indre tiltale, når den ydre sociale henvendelse bliver umulig.
Engdahls tiltro til kunst i bred forstand er en tiltrængt opmuntring i en nutid hærget af blogs med hurtige meninger. I hvert fald tænker Engdahl stærkt over undergangen af den kritiske, forstående tænkning.
kultur@k.dk