Torsdag aften på Svalegangen i Aarhus er teatersalen fuld af flæskesværsgnaskende danskere, der skal overvære en forestilling ”pumpet med ammoniakdampe, vold, døde grise, macheter og magtfulde bakteriekolonier.”
Det lyder lækkert. Et umælende kræ slæber sig selv, vrængende og pludrende, igennem salen og kravler besværet op på scenen. Han repræsenterer os alle sammen: Mennesker, der lever i et velfærdssamfund og som helt bevidst vælger at se igennem fingre med en masse ting for at kunne opretholde den levestandard, vi er begyndt at tage for givet og betragte som livsnødvendig.
Halvanden time senere smager flæskesværen knap så godt, og man overvejer - måske - lige en ekstra gang, om man burde køre forbi en svinebedrift på vej hjem og slippe grisene ud i det fri.
Teaterkompagniet Von Baden er kommet til byen, og de puster godt og grundigt til vores evindelige dårlige velfærdssamvittighed. Men de rammer ikke plet.
”Umælende kræ” er en dramatisering en af Kaspar Colling Nielsens dystopiske fremtidsfabler fra romanen ”Den Danske Borgerkrig 2018-23”. Storbonden Thorkild er død, og tilbage står hans børn og skal beslutte, hvad der skal ske med kæmpebedriften.
Thorkild var en usympatisk mand, der levede og åndede for at indlemme familiegårde i sin egen bedrift. Stor, større, størst - han skyede ingen midler. Derfor beslutter parret John og Lone at skabe glæde på gården igen ved at omdanne den til et økologisk landbrug med en terapihave. Men det går fuldstændig galt, da John bliver bidt af en gal gris.
Von Baden har for vane at undergrave teatrets konventioner og almindelig pli og god takt og tone på anarkistisk vis. Det er fantastisk med teater, der tør gå planken ud, tage vanvittige dramaturgiske chancer og forsøge at rykke nogle grænser. Den tilgang er der igen kommet en rygende fornyende forestilling ud af, som søger at sparke til en lang række samfundsdebatter, der er oppe i tiden: Ikke bare den om dansk landbrug, dyrevelfærd og MRSA-bakterier, men også den om vores traditionelle kønsroller, diskussionen om arv og miljø og velfærdsforkælelse.
De tre spillere, Anders Brink Madsen, Henrik Vestergaard og Frederik Meldahl Nørgaard, har en befriende brutal tilgang til skuespillet. Med deres bevidst uskolede stil leger de, at de leger, at de spiller teater, og de nægter at føje sig ind under traditionelt teatersprog.
Det kommer der både noget godt og noget skidt ud af, for deres konstant ironiske tilgang til indholdet og til deres virke som skuespillere skaber en distance, som er svær at overkomme
De formaninger, der ligger neden under ironien, bider sig ikke helt fast, lige meget hvor hårdt John tæsker på grisen, for der er noget ved Von Badens satiriske angreb, der synes forceret og uægte. Måske er det, fordi de faktisk forsøger at dreje ironien 180 grader og grinagtiggøre tendensen i moderne kulturprodukter til netop hyklerisk at belære os uden virkelig at gøre noget? Det er en langhåret teori, men den er værd at overveje.
Alt til trods er ”Umælende kræ” dog en anbefalelsesværdig forestilling. Vi har brug for denne form for teateranarkisme til at skabe lidt røre i vandene over hele linjen og give konventionerne en rusketur.
kultur@k.dk