Prøv avisen
Interview

Melankoliens mesterforfatter

”For mig at se er det igen blevet legitimt at frembringe hadefulde og racistiske udsagn om andre mennesker, og det, der bekymrer mig, er, at det er helt unge mennesker, der bliver grebet af eksempelvis den højreradikale retorik, der genlyder over meget af Europa,” siger Kjell Westö, som netop har besøgt Danmark. -

Den finlandssvenske forfatter Kjell Westö er årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Luftspejling 38”, der undersøger mekanismerne i den finske borgerkrig for næsten 100 år siden. Den spirende racisme, der fører til krig, kan ramme selv de bedste mennesker, siger han

Der er noget nordisk tristesse over denne eftermiddag. Vi er langt ude på Vestamager ved København, hvor alting summer af trafik. Gæster til den underligt hældende klods kaldet Hotel Bella Sky kommer spankulerende i hold med deres sorte rullekufferter. Indenfor på hotellet opløses den ensfarvede masse af en atmosfære af nordisk natur. Med beplantede vægge, farvede sofamøbler i 1950'er-stil og bøger om ny nordisk madlavning i glasmontre.

Forfatteren Kjell Westö er almindelig at se på, som han kommer ned ad trappen med T-shirt i bukserne, løsthængende skjorte og hår, der ikke er strømlinet i nogen retning. Efteråret er fyldt op med rejser for den 53-årige vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, som var meget længe om at tage forfatteridentiteten på sig.

”Da jeg havde skrevet tre romaner, indskrev jeg mig stadig som 'studerende', når jeg kom til et hotel som dette,” fortæller Westö.

Der var ingen kunstnerisk eller akademisk tradition i hans slægt, og Kjell Westö slog sig derfor på journalistikken, hvor hans første offentliggjorte artikel var en anmeldelse af den irske rockgruppe U2's andet album ”October” fra 1981.

”Musik har altid været en del af mit liv, og havde jeg haft talent, havde jeg valgt musikken,” fortæller Kjell Westö, hvis far arbejdede i et pladeselskab.

Og hvorfor skal læseren så trættes med den anekdote? Jo, fordi musikken er en af de tematikker, der dukker op igen og igen i Kjell Westös forfatterskab, og som finder sin plads i denne hans mest fortættede bog til dato: ”Luftspejling 38”, der i øvrigt er titlen på en finsk slager fra 1940.

Westö har således endnu ikke udgivet en roman, hvori der ikke findes et band, blandt andet fordi et band på samme måde som en klub eller en loge er en oplagt form at studere magtforskydninger og mandligt venskab i. Denne gang sætter han fokus på den velstillede advokat Thune og hans svensksprogede venner, der mødes i ”Onsdagsklubben” i et Helsingfors, der i 1938 stadig ikke helt har forstået betydningen af Hitlers ekspansionspolitik.

Tværtimod vækker den nazistiske tankegang beundring hos i hvert fald et af klubbens medlemmer, den konservative Zorro Aurelius, mens den jødiske Jogi Jary bliver mere og mere ”optaget af sin jødiskhed” til irritation for de andre.

”De små irritationer mellem venner har jeg indført helt bevidst, fordi det er et klassisk majoritetsmønster at begynde at synes, at minoriteterne er for optaget af deres religion, seksualitet, sygdom, eller hvad det nu kan være. Jeg kender det fra mig selv, og med Thune, som faktisk er en liberal, tolerant mand, kan jeg vise, at den slags spirende racisme kan ramme selv de bedste mennesker.”

Da Thune en sen aften kører sin jødiske ven på hospitalet, hvor han er indlagt for tiltagende depressive tanker, er vi på tidslinjen kun en uge fra det, der senere skulle blive kendt som Krystalnatten. Alligevel falder det ikke Thune ind, at Jarys ”selvmedlidenhed” har noget med storpolitik at gøre. Den er blot opslidende, synes han.

Det er Thunes sekretær, Matilda Wiik, der bringer to andre af forfatterskabets bærende tematikker i spil. Hun kommer fra arbejderklassen og træder med den te og andre stærke sager, hun serverer for ”Onsdagsklubben”, ind i det privilegerede svensksprogede selskab i Helsingfors. Et møde mellem klasserne, der altid vil være til stede i Westös skrift, siger han.

”Min far kom fra virkelig fattige kår, og min mor fra borgerskabet, så for mig har det været en tidlig og helt afgørende erkendelse, at mennesker gives vidt forskelige vilkår.”

Nok så vigtigt er det, at Matilda Wiik bærer på en grum fortid, som er Finlands. Hun blev som 16-årig sat i en af de interneringslejre, som var resultatet af den finske borgerkrig i de fire måneder, den varede, fra den 27. januar til den 16. maj 1918. Krigen, der opstod få måneder efter Finlands selvstændighed fra Sverige, brød ud mellem borgelige ”hvide” og socialistiske ”røde”, og Matilda bringer som ”rød” Finlands mørkeste øjeblik ind i et borgerligt billede af verden.

På Thunes advokatkontor møder hun tilmed en mand, hun er overbevist om, er den mand, der gentagne gange voldtog hende i fangelejren, og med hjælp fra sin indre stemme, kaldet Miljapigen, planlægger hun sin hævn. En gengældelsesaktion, hvis egentlige og overraskende sammenhæng først røbes for læseren på allersidste side. Romanen fungerer på én gang som en stramt komponeret thriller og som klassisk realisme. Kjell Westö har således nærstuderet gamle fotografier af Helsingfors for at fange de detaljer, der bærer fortællingen.

”For mig er det sådan, at har jeg set bare en film fra Holocaust eller set et fotografi af, hvordan London eller Helsingfors så ud i 1945, så glemmer man ikke, hvor forfærdelig destruktiv krig er. Det bliver tydeligt, at vi herefter bygger op igen og gør gode gerninger, indtil en ny frustreret ungdom står på gaden, og vi må anstrenge os for ikke at gentage historien.”

Vores kollektive hukommelse er med andre ord kort. Eller som der står i romanen:

”Et af menneskes stærkeste incitamenter til at ville gøre det gode er den dårlige samvittighed over det onde, det har gjort tidligere i livet.”

Kjell Westö har tidligere skrevet indgående om den finske borgerkrig, hvor op mod 35.000 mistede livet, men er som forfatter ved at være færdig med emnet, siger han.

”Som forfatter har jeg skrevet emnet ud, men som menneske bliver jeg aldrig færdig med det, som er et kulsort kapitel i ikke bare Finlands, men i Nordens historie,” siger Westö og ryster på hovedet i resignation.

”Det har længe været et tabu i Finland, og vi får aldrig alle de mord, der skete på begge sider, frem i lyset. Men vi ser på det med et klarere blik nu, end vi gjorde, da jeg var barn, og det er vigtigt på et moralsk plan. Ikke mindst fordi det om tre år vil være 100 år siden, at der udbrød borgerkrig i Finland, og så vil vi mindes,” siger han og spørger:

”Kender du Stefan Zweigs 'En verden af i går'? Der er en scene, hvor en stor flok unge marcherer gennem en italiensk by iført sorte skjorter, og folk siger 'Åh, det er bare ungdommen, lad dem dog'.”

En glidning, der er decideret farlig, mener Westö, og som for længst er blevet synlig i vor tid.

”For mig at se er det igen blevet legitimt at frembringe hadefulde og racistiske udsagn om andre mennesker, og det, der bekymrer mig, er, at det er helt unge mennesker, der bliver grebet af eksempelvis den højreradikale retorik, der genlyder over meget af Europa.”

Hvad frygter du?

”Jeg er bange for, at flere konflikter mellem vestlige landes indbyggere og mennesker med minoritetsbaggrund og konflikter mellem røde og hvide vil spidse til og blive til voldelige konflikter. Selvom jeg ikke er nostalgisk og sagtens kan se, at der til alle tider har været både vold og konflikter og krige, så må man sige, at året 2014 har været ekstremt konfliktfyldt.”

Man tør jo næsten ikke sige det, men frygter du Tredje Verdenskrig?

”Altså, det er en tanke, jeg ikke tør tænke. Derfor vælger jeg nok at tro, at der trods alt må være en grænse for menneskets galskab, men jeg er ikke sikker. Når man som jeg er født i 1961, hvor verden var så tæt på en atomkrig som nogensinde før, er det ikke til at sige, hvad menneskeheden er i stand til.”

Tror du på det, Thune i bogen skriver i en kronik mod den fremherskende nationalisme, at ”racisme og stammetænkning er sygdomme, og den eneste kur mod dem er læsning og rejser.”

”Det er lidt tragikomisk, fordi det citat faktisk stammer fra en spansk forfatter, der var liberal, men endte med at være hardcore spansk nationalist. Men jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg er paneuropæer. Jeg er kosmopolit, og jeg tror på læsning og rejser og på, at det eneste fornuftige, vi kan gøre, er at prøve at forstå andre mennesker.”

Han sidder lidt.

”Det er derfor, jeg forsvarer den psykologiske realisme,” udbryder han så.

”Fortællingen og menneskeskildringen kan, når den går i dybden, vise alle de nuancer og de farer, der kan lure i tavsheden.”

Findes der en finlandssvensk litteratur? En særlig tone måske?

”Ja, jeg tror det. Og skulle man beskrive den med et ord, tror jeg, man må kalde det for en melankolsk klang. Det er en identitetssag for mig at være tosproget, og jeg tror, at finlandssvenske forfattere og kunstnere indtager denne ”midtimellem-position”, som giver en melankolsk klang i sproget. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, mange finlandssvenskere har det på samme måde som mig: Enten føler jeg mig hjemløs spændt ud mellem to sprog, to kulturer og to måder at tænke og skrive på, som jeg er. Eller også - og sådan er det for det meste - føler jeg mig helt utrolig rig.”