Prøv avisen
Interview

Krimiforfatter: Sådan skriver du en bestseller

Forfatter Sara Blædel isolerer sig fuldstændigt, når hun skriver sine bøger. Foto: Scanpix Foto: Scanpix Berlingske

Sara Blædel lever sig så meget ind i sine historier, at hun isolerer sig helt fra den virkelige verden, når hun skriver. Kom med pårundtur i processen bag hendes kommende bestseller

Hun er blevet sig selv igen.

Eller egentlig er hun bare dykket ned i en anden side af sig selv: den imødekommende, smilende Sara Blædel, der drøner rundt til bogmesser, interview og foredrag, og som lige om lidt tager til USA for at promovere sit forfatterskab.

Hendes familie og venner kan bedst lide den side, men de har lært at respektere den anden: den distræte, blege og isolerede Sara Blædel, som i cirka tre måneder ad gangen melder sig ud af sit normale liv, når hun har indsamlet alle ingredienserne til en ny historie om kriminalassistent Louise Rick og går i gang med at skrive.

Det er nødt til at være sådan, forklarer hun. I hvert fald for hende. Der er nødt til at være fuldkommen ro i hovedet, ellers vil historien ikke folde sig ordentligt ud, og derfor lukker hun alt ned i skrivefasen: alle aftaler, alle besøg, selv familien holder hun på afstand.

”Jeg ser det egentlig ikke som et offer, for jeg er indadvendt af natur. Jeg elsker skrivefasen. Det er der, jeg har det allerbedst, selvom det er en meget egoistisk og måske endda usympatisk side af mig, der kommer frem der i den periode. Jeg siger nej til det hele, selv bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage, og nogle gange gør det ondt, men det går bare ikke. Når jeg skriver, lever jeg mig så meget ind i historien, at jeg næsten føler, jeg er en del af den. Når jeg lader en figur dø, så dør der et virkeligt menneske, sådan føles det, og så kan jeg ikke samtidig sidde til et middagsselskab, som om intet var hændt. Jeg er ekstremt sårbar i de måneder, så bare at købe ind er en kraftanstrengelse, og jeg undgår det helst. Det lyder helt vanvittigt, når jeg fortæller det, men sådan er det. Sådan er jeg.”

Sara Blædels nye roman ”Kvinden de meldte savnet” er lige udkommet og er selvsagt ikke en bestseller endnu, men det bliver den. Det er lige så sikkert, som at Jussi Adler-Olsens næste bog også bliver det. De to gode venner er den danske krimis konge og dronning, de bliver læst i hele verden og sælger flere millioner eksemplarer.

Hun har indvilget i at give et kig ind i værkstedet bag succesen, ind i en bestsellers anatomi. Hvad er det, hun gør? Hvor kommer inspirationen fra? Hvordan ved hun, når det er godt nok?

”Kvinden de meldte savnet” har egentlig været længe undervejs, forklarer hun. Den tog allerede sine første åndedrag for to bøger siden, hvor hun gav sin hovedpersons makker, Eik Nordstrøm, en forhistorie. Han havde 17 år tidligere mødt en kvinde, da han var ude at rejse, de havde forelsket sig, men pludselig var hun væk, forsvundet sporløst.

Hun gav ham den historie, fordi hun vidste, hun ville vende tilbage til den og gøre den til omdrejningspunkt i en fremtidig bog, og det blev altså i hendes niende. I løbet af 2013 blev det også klart, at hovedtemaet i den bog skulle være spørgsmålet om, hvad en værdig død er. Det år mistede hun begge sine forældre og sin faster, og hendes liv fyldtes med sorg og store spørgsmål.

”Det er afgørende for mig, at jeg har noget på hjerte i hver bog,” forklarer hun. ”Det er ikke konkrete holdninger, jeg har bruge for at dele, det er mere emner, der optager mig, og som jeg gerne vil undersøge nærmere. Jeg har tidligere skrevet om blandt andet æresdrab, netdating og psykisk handicappede - det kan i princippet være hvad som helst - men det skal være et emne, der presser sig på. At skrive en bog er en lang og på mange måder opslidende proces for mig, så den grundlæggende drivkraft skal være stærk. Lysten er klart det vigtigste for mig, men der skal også være en følelse af nødvendighed. At jeg har en historie, der bare må ud.”

Den tredje, afgørende idé til bogen var nøglepersonernes personlige udvikling. For hver bog kommer der flere lag på, og derfor havde hun også den dimension at arbejde videre med.

Med de tre hovedingredienser til bogen på plads kunne hun begynde sin research. Hen over efteråret 2013 indsamlede hun artikler om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Hun spurgte sine 27.000 følgere på Facebook til råds om navne og andre detaljer, og så ringede hun til sin gode ven, den britiske krimiforfatter Mark Billingham. Hun vidste, at noget af handlingen ville foregå i England, og bad ham finde en egnet by. Den skulle bare være stor nok til at have en politistation, en pub og en lufthavn i nærheden. Og så tog hun derover.

”Jeg er meget visuelt orienteret. Jeg skal kunne se stederne for mig og mærke menneskene, ellers kan jeg ikke skrive det. Så jeg tager rundt til de fleste steder i bogen for at finde alle de detaljer, jeg umuligt bare kan finde på, og som giver beskrivelserne præcision og troværdighed,” forklarer hun.

I det hele taget trækker hun meget på virkeligheden i sine bøger. Louise Ricks væsen er på mange måder også Sara Blædels, hovedpersonen bor i Saras gamle lejlighed på Frederiksberg og møder folk, der et langt stykke ad vejen er Saras bekendte. Selvfølgelig digter hun løs på virkeligheden, men det er, som om det at have en virkelig ramme frigiver noget kreativitet. Derfor talte hun med politiet for at vide, hvordan de skaffer oplysninger om en forbrydelse begået i et andet land. Hun talte med bankfolk om, hvordan man skjuler penge. Med en retsmediciner om, hvilke skader man kan forvolde på et menneske med en jagtriffel. Og med en jæger om, hvad forskellen mellem en riffel og et gevær egentlig er.

Med sin research kort sammenfattet på en blok tog hun lige efter nytår til sin forfattercoach fra Plotværkstedet i København for at få hjælp til at udvikle en sammenhængende historie. Det har hun gjort siden bog nummer syv for at udfordre sig selv til hele tiden at blive bedre. Og det virker. Med små håndskrevne kort i forskellige farver tog historiens spor, de enkelte scener og karakterer langsomt form og blev sat sammen til en fortælling, Sara Blædel kunne mærke ville fungere.

Og så endelig, den 1. marts i år, kunne hun sprede det tykke bundt af kort ud på det store spisebord i villaen i Virum, lade overblikket sænke sig over hende og blokere kalenderen. Efter et halvt års forarbejde skulle hun endelig til at skrive.

Det er helt klart hendes yndlingstidspunkt i hele processen. Alle plankerne er indsamlet og banket sammen til en hule, hun nu kan gå ind i alene for at lade sig opsluge af historien. Tidligere har hun taget væk i lange perioder for at finde roen, men det er bare hende i huset nu med den 17-årige søn som logerende på indforstået afstand. Dagene begynder med en god tur med hunden for at klare hovedet, og så skriver hun typisk fra 9 til 15, behageligt bulet ned i stuens bløde sofa. Indimellem skriver hun sig helt ud, så hovedet snurrer, og hun føler sig udmattet som efter et maratonløb, men de fleste dage er seks timer hendes grænse. Derefter er hun for træt til at få det til at glide ordentligt og bruger i stedet tiden på at rense hovedet med gåture og god mad.

Til gengæld er det seks intensive timers skrivning. Slavisk går hun frem efter scenerne på kortene og skriver flydende på ryggen af den omhyggelige research.

”Min inspiration ligger i forberedelsen. Jeg kan se og høre personer og steder for mig, og så kommer dialogen ret nemt. Jeg har endnu ikke prøvet at gå i stå eller have en decideret skriveblokering, for jeg har sørget for hele tiden at vide, hvad jeg skal skrive, og jeg har fuldstændig ro i hovedet til ikke at fokusere på andet. Jeg skal være i vater, når jeg skriver, fuldstændig i nul, for selv de mindste ting påvirker mig. Det er derfor, jeg ikke går ud. Jeg tager ikke engang telefonen, jeg mærker bare historien og lader mig føre igennem den via kortene. Og det er lige der, jeg har det allerbedst - selvom jeg nok ikke altid ser sådan ud, haha.”

Tilbage er der kun sommerfuglene, der altid kommer omkring udgivelsen. Ikke på grund af anmeldelserne, for dem har Sara Blædel alligevel ingen indflydelse på, og de påvirker ikke bogsalget nævneværdigt. Men det er vigtigt, at de mange læsere, der trofast følger hende, kan lide historien. Med den forrige bog, ”Dødesporet” var hun ikke sikker. Oven på forældrenes død kunne hun hverken mærke sig selv eller bogens figurer, men lykkeligvis kunne læserne. Denne gang er hun ikke i tvivl:

”Jeg tror, jeg har en stor fordel i, at jeg skriver den type historier, jeg selv bedst kan lide. Jeg føler mig ikke hævet over krimigenren, jeg er krimigenren og føler mig fuldstændig på bølgelængde med mine læsere. Det, der indimellem går galt for nogle forfattere og andre kunstnere, er, at de prøver at give det, de tror andre vil have. Og så bliver det krampagtigt. For mig er det vigtigt, at det er mine egne følelser og præferencer, der strømmer ud gennem fingrene og ned på tastaturet. Så er det også meget nemmere at mærke efter, om historien fungerer.”

Forfatter Sara Blædel isolerer sig fuldstændigt, når hun skriver sine bøger. Den seneste er skrevet her i sofaen med en hund og to katte som eneste selskab. - Arkiv