Prøv avisen
Kunst

Vandet set fra landet

4 stjerner
Vand er hovedmotivet i udstillingen på Brandts. Arkivfoto.

Lettere søsyg omgang med havet på Brandts i Odense. Man er glimrende underholdt, men der er lidt for mange landkrabber i havstokken

Danmark er en søfartsnation. Det har landet altid været, og det er ikke så underligt. Med over 7300 kilometer kystlinje har mennesker i dette land altid boet med havet som nærmeste nabo og store fristelse. Danskere har altid søgt ud over synsranden mod fjerne horisonter, og søvejen har potentielt rummet mulighederne for handel, fiskeri og en både eventyrlig og farefuld personlig forvandling.

At Danmark i de seneste par århundreder er blevet defineret som en landbrugsnation, er en tilsnigelse, fostret af nationalromantiske grundtvigianere med hang til folkelighed. På havet kan man ikke samle et folk under Guds forsyn, det kan man kun på landjorden. På havet er sømænd overladt til deres egen skæbne, og søfolk kan nok sætte deres lid til Vorherre, men de må frem for alt sætte lid til deres eget sømandskab for at komme frelst frem og få landkending.

Den nationalromantiske tilgang til Danmark som et landskab defineret af jorden, slægten og det stedlige som faste holdepunkter har også sat sit præg på dansk kunst.

Det nationalromantiske maleri i kølvandet på dansk malerkunst faderskikkelse C.W. Eckersberg er et landskabsmaleri, hvor naturen, bakkerne, klinterne og markerne har førsteprioritet. Er vandet der, er det set fra land som et indbrud i landskabet, der ikke gør meget væsen af sig selv, men snarere fungerer som et spejl af himlen.

Derfor har den primære genre i dansk kunst været landskabsmaleriet, og de kunstnere, som begav sig ud på havet og malede på søen, var som oftest selv rundet af sømandsfamilier. De var tillige selvlærte, akademiet havde ingen uddannelse at tilbyde dem, og den genre, de ytrede sig inden for, blev betragtet som andenrangs.

Marinemalere blev de betitlet, og det var ikke altid ment som en ros. Som sømænd savnede marinemalerne status, ikke mindst når de bevægede sig ind på land.

Denne kranke skæbne har også ramt C.W. Eckersberg selv. Den første og den største.

Han var intenst optaget af søen og skibene og malede havet med lidenskabelig akkuratesse og en udpræget sans for vind, atmosfære, lys og bølger. Men ser man på den aktuelle ophængning på Statens Museum for Kunst, er det ikke Eckersbergs originale søstykker, der hænger fremme og får prioritet. Det er hans prospekter fra land og by. Det kan være, at Johannes V. Jensen i sin sømandssang lader søen gurgle i den druknendes mund, men kunsthistorikerne har sørget for at spytte vandet ud i tide.

Det er dette misforhold mellem landet og vandet, som Brandts forsøger at rette op på med udstillingen ”Havet. Det andet landskab” og den tilhørende katalogbog med en række glimrende bidrag af blandt andre Troels Kløvedal, Carsten Jensen, Lisbeth Bonde, Mathias Herup Nielsen og Peter Michael Hornung.

Museet vil gerne have bølgerne ind i billedet igen. Storfusionen mellem det tidligere Fyns Kunstmuseum, Fotomuseet og udstillingshallen Brandts Klædefabrik - nu samlet under ét stort B - har sendt en flaskepost ud til alle landkrabber med et brev fra de forliste kunstnere med et budskab om at finde vejen tilbage til havet og det store frie rum derude under himlens stjerner med delfiner i spring foran boven.

Den store rorgænger på udstillingen er inspektør Lene Burkard, der igennem snart mange år har skabt nogle af de bedste tematiske udstillinger i dansk museumsliv. Hun sætter da også fint fra land på udstillingen, der åbner med dragende søstykker og spektakulært bataljemaleri fra 1800-tallets voldsomme søslag på Reden og ved Helgoland.

Man føler sig prisgivet, ja opslugt, mellem kanonernes torden fra de fæstningshøje linjeskibe - ikke mindst i den helt nutidige opdatering af søstykket hos den tyske kunstner Gerhard Mantz. Hans digitale fotorealistiske lærreder af havet som intet andet end hav, bølger og sugende malstrømme rummer sublime kvaliteter.

Det sublime ved havet er afgørende. Altså dette, at havet i vor forestillingsverden og kunstneriske fremstilling rummer både ophøjede og afgrundsdybe kvaliteter, som på en gang er dragende og frydefuldt forløsende, men også farefulde med fortabelsen, ensomheden og ødelæggelsen inden for rækkevidde. Dette store forfærdende romantiske udtræk af havets voldsomhed og ustyrlige kræfter.

På udstillingen kan de sublime kvaliteter findes i malerier af Eckersberg, Carl Rasmussen og Ernst Zeuten, hvoraf sidstnævnte har skabt nogle af de mest intense mariner i dansk kunst. Men det sublime kan også findes i den video- og fotokunst, som er udstillingens force. Man kan opleve schweizeren Pipilotti Rists dristige, vægtløst flydende undervandsoptagelser i ”Sip my Ocean”, amerikaneren Paul Pfeiffers mættede solopgangsvision ”Morning After the Deluge”, og amerikaneren Bill Violas synd-flodskaskade ”The Raft”, hvor menneskene på tømmerflåden døbes og nærmest dræbes af det våde element.

Men som Peter Michael Hornung bemærker i katalogets hovedtekst, så er vandet i Danmark som oftest set fra landet. Vi - og kunstnerne - står og kikker ud på havet. I tryg forvisning om, at det er på passende afstand. Det er ikke det farefulde hav, der afbildes, men kysten, pittoresk og nysseligt indrammet som genrescener med fiskere i sydvest og vaders. Således også på udstillingen her, hvor der går fortærskede kunstnerkolonier i sagen.

Og sagen, det er Skagen. Med alle de gamle kendinge af Ancher, Krøyer, Locher og konsorter, og selvfølgelig - vi er jo på Fyn, og den er fin: Fynbomalere med Johannes Larsen og Fritz Syberg i spidsen. Kunstnere, som omkring århundredeskiftet ikke uden grund blev kaldt for ”bondemalere”.

For dem var havet ikke det egentlige, men bare et påskud for at male fugle, badende børn og den dejligste natur langs kysten ved Kerteminde og Fyns Hoved. Ikke et ondt ord om dem eller deres kolleger på sommerophold i Skagen, men meget med havet har det altså ikke at gøre. Slet ikke det hav, som rejser sig i brådsøer, pisker skum og sår angst så asiatisk i vælde, at skibskatastrofen bliver længslens endemål.

Der går ikke katastrofe, men legestue i udstillingen, hvor nysselige små modelskibe vipper op og ned i den japansk-amerikanske kunstner Jacob Hashimos ruminstallation. Et mekanisk knirkeværk så langt fra havets strømmende og altopslugende kraft som tænkes kan. Som publikum er vi hele tiden på land, på museum med en veltilrettelagt rundgang, der sjældent bliver til egentlig søgang. Søsygen synes i stedet at have indfundet sig hos arrangørerne, som tydeligvis har haft svært ved at overskue alle kunstneriske, kulturhistoriske og marinbiologiske aspekter af havet, emnet er jo så omfattende, at det rækker kloden rundt og rummer kimen til alt liv i sig.

Havet er ikke til at overskue, endsige navigere sikkert rundt på. Det befinder sig, som Mathias Herup Nielsen formulerer det i kataloget, på ”samfundets yderside imellem det frygtelige og fantastiske” og er derfor vanskeligt at have med at gøre. Men der strømmer jo også i menneskets indre i en fuldkommen naturgiven og instinktiv bevægelse med hjertets dunkle drøn som en motor dybt nede i lasten. Vi er havet, så at sige, vor identitet strømmer som havet. Og sejler vi selv på det en nat med kosmisk klarhed, vil vi, som Troels Kløvedal skriver i katalogets mest følte tekst, føle os svævende i rummet, som blev skibet løftet ud af vandet.

Man savner, uanset hvor underholdende udstillingen er, et lavt fribord, hvor havet skyller ind over dækket og forbinder sig med blodets strøm i vore egne kroppe. Udstillingen virker konciperet ud fra den traditionelle kunsthistoriske optik, den selv ønsker at gøre op med. Kunsthistorisk er og forbliver vi landkrabber, uanset at Danmark er en søfartsnation.