På det lilla programblad, publikum fik udleveret ved indgangen til DR Koncerthuset fredag aften, kunne man på forsiden se, at aftenens koncert var blevet døbt Fischers 9. Det siger noget om, hvor ikonagtig en status den ungarske dirigent Adam Fischer har opnået i løbet af de 15 år, han har arbejdet med DR UnderholdningsOrkestret, men antyder vel også, at man kunne forvente en meget personlig, for ikke at sige egensindig fortolkning af Beethovens sidste symfoni, måske det vældigste værk, man kunne forestille sig til denne helt særlige aften, hvor salen var stuvende fuld og luften nærmest tyk af sympati for et ensemble, der ikke vidste, om det var købt eller solgt.
Og det blev da også en fremførelse med Fischers særlige touch, ikke mindst i de første tre satser. Man kunne atter konstatere, at der var en tydelig overensstemmelse mellem maestroens engageret-spjættende udfoldelser på podiet og de klange og lyde, orkestret responderede med. Førstesatsen, der i mere klassisk orienterede tolkninger nærmest synes at vokse organisk frem - som om vi får muligheden for at se Beethoven over skulderen og få et betagende indblik i hans arbejdsproces - blev hos Fischer drevet ubønhørligt frem og afviklet på cirka 13 minutter, knap fire minutter hurtigere, end hvad eksempelvis Daniel Barenboim, der tempomæssigt ligger i ”midtersporet”, gør det i sin nye Decca-indspilning. De tre første satser var “overstået” på cirka 40 minutter, og selvom der i skyndingen var røget en finke eller to af panden, og ikke alle intonationer havde siddet lige i skabet, var de godt overstået. Atmosfæren i salen var stadig spændt, og da Fischer satte sine musikere i gang med ”Freude, Schöner Götterfunken”-melodien, næsten hviskende fremført af celloerne, var der knappenålsstille alle andre steder end i deres gruppe. Det må have været stort dengang ved førsteopførelsen i Wien anno 1824, hvor den døve Beethoven ikke var i stand til at selv at dirigere, og det blev stort 190 år senere på Amager, for i løbet af slutsatsen udkrystalliserede Fischers niende sig faktisk til at blive Beethovens niende. En happy end, der i den nærmeste fremtid forhåbentlig vil vise sig mere ”happy” end ”end”.
De fire solosangere - sopranen Inger Dam-Jensen, alten Ann Hallenberg, tenoren Sebastian Kohlhepp og bassen Thomas Bauer Iversen - var diskret trådt ind på scenen mellem anden og tredje sats, og de gav nu Friedrich Schillers ord i ”Ode til glæden” mæle, fint suppleret af DR KoncertKoret og DR PigeKoret. Med en nettospilletid på lige omkring en time blev det en “nier” i den hurtige ende, men det lå jo i kortene. Og det var helt i sin orden, at bifaldet efter de sidste hæsblæsende takter var demonstrativt, næsten som en kulturpolitisk hilsen, for det var også varmt. Adam Fischer virkede både lettet og lykkelig, for han og hans musikere havde ydet mere end bare at levere varen. Heldigvis lod han sig trods de langvarige ovationer ikke friste til at give et ekstranummer. Beethovens ultimative symfoni kan sagtens tåle at stå alene - og har for så vidt heller ikke brug for den introduktion, den altid finurlige “præsentator” Claus Johansen sammen med skuespilleren Henrik Koefoed gav os inden musikken: smalltalk til et storværk.
Det var planen, at Beethovens første otte symfonier skulle fremføres til foråret af Fischer og DRUO, nærmere betegnet under en Beethoven-maraton fra den 26. til 29. marts. Det skind bliver der måske ingen bukser af. Men med en lettere omskrivning af en af min barndoms mest sejlivede ”Giro 413”-slagere: Måske der er et lille håb endnu, for det, der var, er alt for smukt at slå itu ...