Det sker ikke hver dag, at man som anmelder for alvor bliver fascineret og udfordret af én af de bøger, man er blevet sat til at bedømme, endsige direkte grebet af den.
Men en af disse bøger, der for alvor har hængt sig fast, påvirket, og ikke igen har villet slippe, er for mit vedkommende David Wagners roman ”Lever” om en ung mand, der efter lang sygdom modtager en ny lever. Det er en bog som overrumpler én, holder én fast i sit greb og ikke vil slippe igen selv længe efter endt læsning.
Romanens styrke ligger ikke i et sofistikeret plot eller i en klassisk spændende udviklingshistorie af dem, man er vant til fra kriminallitteraturen og tilsvarende genrer. Romanen består snarere udelukkende af bittesmå prosastykker, der indeholder korte refleksioner og tanker om tiden før og efter den livsreddende levertransplantation, som fortælleren modtager. Der er tale om en langsom, eftertænksom historie.
Læs et interview med forfatteren her
Romanens fortæller har siden sine unge år lidt af en alvorlig, uhelbredelig leversygdom, der har gjort det klart for ham, at han før eller siden vil få brug for en levertransplantation. Og rigtigt nok oprinder i romanen da også dagen, hvor fortællerens lever pludselig kollapser; han begynder at kaste store mængder af blod op og véd, at hans eneste udvej og mulighed for overlevelse er med det samme at ringe til en ambulance, der kan bringe ham til hospitalet.
Fortælleren bliver i første omgang reddet og får nogle måneder senere transplanteret en ny lever, hvilket naturligt nok udløser en del tanker hos ham omkring livets begrænsning, og om ikke mindst dét andet menneske, der døde, men efterlod dette livsgivende organ til ham.
Samtidig kombineres fortællingen med overvejelser omkring den mærkelige kendsgerning at dele af fortællerens krop efter transplantationen nu er sammensat af en andens kropsdele, således at han ikke længere helt er den, han før var; rent medicinsk har der nu dannet sig ”en kimærisme i organmodtagerens knoglemarv”, og der produceres nu stoffer og proteiner i hans krop, han end ikke kendte før. Og som påvirker ham konkret: den ”biokemi, der skaber min bevidsthed, er blevet en anden”, som det med fortællerens ord hedder et sted i romanen. Han kan nu have følelser, han aldrig før har erfaret, han er blevet til et nyt og sammensat menneske ”med tilføjelser og forbedringer, en kimære, en hybrid, en slags replikant”.
Wagner er langt fra at overtage en biologisk reduktionisme, hvor alt forklares ud fra kroppens og cellernes fysiologi. Snarere omvendt: med afsæt i den særlige erfaring, som transplantationen af et nyt organ er for fortælleren, stilles overordnede og eksistentielle spørgsmål om vores bevidsthed, om erindringen, om livet og - ja - om livets værdi. Er erindringer blot produkt af biofysiske aktiviteter? Kan man stole på sin bevidsthed, sine minder? Hvem er vi egentlig som mennesker?
Hans bog er præget af den slags eksistentielle spørgsmål, der går som en grundstrøm igennem hele teksten, selvom de sjældent stilles direkte. Alt sammen fortalt i en melankolsk, men samtidig også let og underholdende tone.
Fortælleren pendler mellem livstræthed og livsforventning, mellem opgivenhed og ny livslyst. At forlade livet ved egen hånd fremstår som en reel mulighed, men romanen er ikke opgivende, den kammer ikke over til det mørke eller depressive, men er livsbekræftende uden at fornægte døden. Flot oversat af Maj Westerfeld.