Prøv avisen

Genudgivelse kaster nyt lys over Kaj Munks skæbne

Digteren og præsten Kaj Munk. Foto: A.E. Andersen

Arne Munks roman ”Etatsråden”, der nu genudgives, udspiller sig på og ved Kaj Munks jagtejendom. Bogen kan læses som en forudgriben af sønnens uforløste liv i skyggen af faderens skæbne

“Etatsråden” går nu igen, som han gør det i Arne Munks roman fra 1983. Det er Arne Munks enke, cand.theol. Hanne Munk, der har taget initiativ til genudgivelsen af den 30 år gamle roman, der i sin tid blev lanceret som en gotisk eller psykologisk gyser.

Arne Munk, universitetslektor med speciale i Det Gamle Testamente, forfatter og samfundsdebattør - og søn af digterpræsten Kaj Munk - døde i april 2011. “Etatsråden” udgives nu på forlaget Heebro i forbindelse med 80-årsdagen for hans fødsel.

”Jeg synes, at Arnes roman burde få en chance til,” forklarer Hanne Munk.

”Den fik dengang ikke den modtagelse, den fortjente, fordi den ikke passede ind i mønstret af de socialrealistiske og politiske romaner, som dominerede 1980'erne. Det metafysiske aspekt og erkendelsen af en anden virkelighed dukkede først for alvor op i bøger og film 10-15 år senere. Arne var med andre ord forud for sin tid, og set i det lys udkom Etatsråden' på et forkert tidspunkt.”

Anmelderen Virtus Schade, som i forbindelse med udgivelsen i 1983 var på besøg hos Hanne og Arne Munk i Vedersø, rubricerede den som en ”gotisk gyser”. Den gotiske litteratur er optaget af menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable og befolket med uhyggelige væsener: Dobbeltgængere, spøgelser og vampyrer huserer i et dystert skyggeunivers, som etatsråden og hans hunde gør det i Arne Munks roman, der fører læseren ind i en helt anden virkelighed end socialrealismens.

Etatsråd Alfred Sørensen (1857-1927) var i levende live en af tidens rige, driftige og foretagsomme mænd, men er i Arne Munks roman blevet til etatsråd Magnus Andersen, der går igen på og ved jagt-ejendommen Lokkelykke ved Hoverdal Plantage ved Ringkøbing i Vestjylland.

Alfred Sørensen ejede Lokkelykke, som ejendommen blev navngivet, da Kaj Munk købte den i 1940, og hans urne er her stedt til hvile i en gravhøj, hvor man kan se den gennem et gitter i døren ind til gravkammeret.

Ifølge overleveringerne tabte man ved ankomsten til den nu nedlagte jernbanestation i nærheden af Lokkelykke etatsrådens urne, så en smule af hans aske blev spildt på jorden.

Derfor går han nu - i Arne Munks roman - igen i en søgen efter det tabte, ligesom Arne Munk også søgte det mistede.

Af de fem Kaj Munk-børn følte især Arne Munk sig bundet til Lokkelykke og faderens skæbne.

I det forord, Hanne Munk har forsynet nyudgivelsen af ”Etatsråden” med, fortæller hun, hvordan skyggen fra Kaj Munks død i stadig højere grad kom til at påvirke Arne Munks liv.

”Mordet på Kaj Munk i januar 1944 prentede sig ind i Arnes bevidsthed og efterlod en smerte og et sår, der aldrig blev helet, og som i hans sidste leveår fik et sådant omfang, at såret sprang op og blev blødende.”

I et desperat forsøg på at holde fast på fortiden og den mistede far brugte han år på at renovere Lokkelykke, som det var ham magtpåliggende forblev i familiens eje.

For Kaj Munk skulle engang have sagt til hustruen Lise, at ”Når jeg er død, skal du gå herude med Arne”. Ord, som sønnen tog til sig og følte sig forpligtet på, ligesom han kastede sig ud i en - tilsidst nærmest desperat - kamp for bevarelse af Kaj Munks præstegård og anerkendelse af faderens indsats under krigen.

Arne Munks bog føjer sig - med det nye forord, hvor Hanne Munk citerer fra Arne Munks uudgivne erindringer om barndommens paradis på Lokkelykke - til rækken af nyudgivelser, der i 70-året for mordet på Kaj Munk føjer nye aspekter til billedet af digterpræstens liv og død.

Hanne Munk siger: ”Bøgerne understreger jo den store interesse, der fortsat er for Kaj Munk. Samtidig er jeg sikker på, at han selv ikke ønskede al denne opmærksomhed, men ville, med alt hvad han skrev, kun pege på Kristus. For Kaj Munk var det at gå i døden for Kristus ikke en heltegerning, men efterfølgelse af 'mesteren med den tunge tornekrone', som han skrev om i et digt allerede i 1921.”

Samtidig kastede korset på Hørbylunde Bakke - hvor Kaj Munk blev skudt af Gestapo og efterladt i en grøft - lange skygger.

”De efterladte betalte en høj pris,” konstaterer Hanne Munk.

Selv forklarede Arne Munk i et interview i Kristeligt Dagblad i 1999, hvordan han følte sig forpligtet af faderens skæbne til at ”begrave mig dybt i hans produktion og livsholdning”, hvad han gjorde i stadig større omfang.

I ”Etatsråden” opsluges romanens fortæller, ingeniøren Jørgen, til sidst helt af etatsrådens identitet, og bogen bliver dermed næsten profetisk, påpeger Hanne Munk.

Den kan læses som en forudgriben af Arne Munks uforløste og med årene sværere og sværere liv i skyggen af faderens død, ikke mindst sammenholdt med hans seneste år, hvor fortidens dæmoner til sidst slap ud, og han mere og mere blev besat af fortidenog faderens skæbne.”Men romanen handler også om at have ret til at være anderledes. Det er også en bog om retten til at være den, man er, også selvom man falder uden for normen. Den kan læses som en hyldest til det anderledes, og som Arnes vilde protest imod 1970'ernes og 1980'ernes påtvungne idéer om, at vi alle skulle være ens,” påpeger Hanne Munk.

Hanne Munk, med Lokkelykke i baggrunden. Kaj Munks jagtejendom danner rammerne for Arne Munks roman. Som fortælleren i ”Etatsråden” til sidst opsluges af etatsrådens identitet, levede Arne Munk i sine seneste år mere og mere i fortiden og mindet om den far, han mistede som niårig i 1944. - Arkivfoto Foto: Jens Bach