Prøv avisen
Bog

I skovriderens lange skygge

Efter dagbøgerne fra Første og Anden Verdenskrig er det nok allermest berømte fiktive værk fra Ernst Jüngers hånd, den lille roman ”På marmorklipperne” fra 1939, genudgivet. - Foto: Ursula Litzmann

At læse Ernst Jüngers lille roman ”På marmorklipperne” fra 1939 er en mærkelig oplevelse, som ikke ligner noget andet. Den bør man unde sig

De senere år har forlaget Gyldendal yderst prisværdigt udgivet og nyudgivet forskellige bøger af den tyske digter og livsfilosof Ernst Jünger (1895-1998), blandt andet hans dagbøger fra Første og Anden Verdenskrig. Nu er turen kommet til det nok allermest berømte fiktive værk fra Jüngers hånd, den lille roman ”På marmorklipperne” fra 1939. Den har tidligere foreligget oversat i uddrag i tidsskriftet Heretica ved Thorkild Bjørnvig og i sin helhed ved den allestedsnærværende Mogens Boisen. Nu er den nyoversat fra grunden af germanist og Jünger-kender Adam Paulsen, der også har skrevet et informationstæt efterord om den lille bogs receptionshistorie.

På det historiske plan var bogen sensationel ved sin udgivelse. Den er svær at læse som andet end en tilintetgørende kritik af Hitler og det nazistiske diktatur, og hvordan kunne sådan en bog overhovedet passere den tyske censur lige før krigsudbruddet? Og hvorfor blev Jünger ikke arresteret og henrettet? Han var lige til at hente ind fra sin plads som officer i det besatte Paris. En mulig forklaring er, at ”På marmorklipperne” foregår i et allegorisk og stiliseret univers, umådeligt fjernt fra litterær realisme. Rædslen og uhyggen er nu ikke til at tage fejl af, og en mere sandsynlig forklaring er, at Jünger, højt dekoreret krigshelt fra Første Verdenskrig, var et af Hitlers ungdomsidoler og derfor fik en meget lang line.

Jünger ville aldrig selv vedkende sig, at han havde begået en ”modstandsroman”. Som åndsaristokrat og anarkistisk enegænger (da han var kommet ud over sin radikalkonservative ungdom), poserede han gerne som højt hævet over den slags aktuelle politiske konjunkturer. Det er dog svært at se som andet end koketteri og modvilje mod omklamring.

Denne anmelder har læst en del Jünger gennem årene, primært dagbøger og essays. Jeg er dog altid gået i en stor bue uden om ”På marmorklipperne”, som på beskrivelserne lød som en gang allegorisk opgejlet kitsch. Nu har jeg så fået den læst, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg kender i sagens natur ikke Boisens oversættelse, men Adam Paulsen rammer Jüngers stil og tone helt uforligneligt. Den ligner ikke noget andet og er svær at beskrive med andet end modsætningspar: en kølig svulmen, en nøgtern sanse- og farveeksplosion. Det er helt utroligt at læse. Her påkaldes slanger med en skål mælk: ”I solens sidste stråler så vi da overalt i haven de gyldne snoninger lyne, over liljebedenes sorte jord og de sølvgrønne rudepuder og højt oppe i hassel- og hyldebuskene. Så lagde dyrene sig omkring kedlen i den flammende ildkrans' tegn og tog imod gaven.”

Romanen foregår i et landskab, der er historisk og geografisk ubestemmeligt, men nok mest ligner en stiliseret middelalder. To midaldrende brødre og gamle krigere, fortælleren og Broder Otho, har trukket sig tilbage og lever nu i lærd isolation og åndelig kontemplation på marmorklipperne, hvor de læser bøger og samler planter. De er omgivet af et frodigt bondeland med vinmarker, men inden for horisonten er også havet med Marinaen, mørke skove og dystre sumpområder. Det er et fortættet Europa, hvor Middelhavet støder lige op til Germaniens vilde skove. Og en trussel vokser fra skovene, den frygtede Skovrider udbreder lidt efter lidt et rædselsregime, der truer med at undergrave enhver naturlig og historisk orden og overlade alt til død og undergang. Det bliver mere og mere klart for brødrene, at hele deres tilværelse og alle de stille sysler i naturen og i biblioteket, som de holder så meget af, er på lånt tid.

Det ligger lige for at se skildringen som et portræt af Jünger selv og hans bror Friedrich Georg, begge digtere og åndsmennesker og veteraner fra Første Verdenskrig, som nu må se deres overlevelse og overgang til et fredeligt liv tilbagekaldt af truslen fra Hitler og nazi-diktaturet.

Jeg frygtede kitsch, konstruktion og livløshed i denne bog. Men den er noget helt andet og svær at karakterisere. Som en dansende slange hypnotiserer næsten hver sætning i ”På marmorklipperne” læseren med sin mærkelige skønhed og særhed. Og samtidig vokser ubønhørligt den knugende stemning af rædsel for mod slutningen at kulminere i den scene, hvor fortælleren sammen med den frie hyrdehøvding Belovar, hans mænd og kobler af hunde drager ud i de tågefyldte sumpe for nu endeligt at se bæstet i øjnene og konfrontere Skovrideren og hans hird.