En guldgrube i Løgstrups forfatterskab

”Etiske begreber og problemer” fra 1971, der genudgives i fin Løgstrup-serie, fortjener at få mere opmærksomhed

K. E. Løgstrup.
K. E. Løgstrup. Foto: Arkivfoto.

I den løbende gen- og nyudgivelse af K.E. Løgstrups værker er forlaget Klim nu nået til ”Etiske begreber og problemer” fra 1971. Denne lille bog er ikke så kendt, og det skyldes, at den i sin tid ikke kom som selvstændig bog, men blot som et bidrag til antologien ”Etik och kristen tro”, redigeret af den svenske teolog Gustaf Wingren.

En gang i 1990'erne udgav Gyldendal den for sig, og jeg husker min overraskelse, da jeg læste den. For lige så inspirerende Løgstrup er at læse, lige så knudret er han ofte at forstå og tilegne sig. Her oplevede jeg pludselig, at han godt kunne skrive systematisk og (relativt) tilgængeligt. Bogen blev mig en god støtte, da jeg selv skrev en introduktion til Løgstrup (”En afgrund af tillid”, 1998), og selv om jeg forstår på en kollega, at nutidens studerende ømmer sig over Løgstrups skrivemåde, selv i ”Etiske begreber og problemer”, er den dog et godt sted at starte - eller tage tråden op igen.

Det skyldes selvfølgelig, at antologien var en slags lærebog, hvor Løgstrup var forpligtet til at gennemgå etiske traditioner som teleologi og deontologi og mere leksikalt udrede væsentlige begreber som pligt, ansvar, valg, vilje, frihed og politik. Men det skyldes også, at Løgstrup samtidig var lige så egensindig, som han plejede at være, og med forfriskende ubeskedenhed også introducerede til sig selv (den etiske fordring og de suveræne livsytringer). Og endelig virker det, som om han på dette tidspunkt havde et lykkeligt overblik over sin egen teoribygning som aldrig før eller siden.

Han afhandler helt ubesværet det forhold mellem den etiske fordring og de suveræne livsytringer, der har kostet hans fortolkere så mange hovedbrud. Han er, som det hedder nu til dags, helt skarp på forholdet mellem fordringen og den faktiske moral og forholdet mellem kristendom, etik og politik. Luther spiller en stor rolle i bogen, og blandt de mest mindeværdige afsnit er hans gennemgang af Luthers begreb om viljen i debatten med Erasmus og den nøgterne indføring i, hvorfor Luther, fordi han levede i stændersamfundet, måtte tænke helt anderledes om politik, end vi gør.

Den lille bog eraltså noget af en guldgrube for de Løgstrup-interesserede, og den bliver så ikke ringere af, at Bjørn Rabjerg, der leder Løgstrup-arkivet ved Aarhus Universitet, har forsynet den med en glimrende efterskrift. Her finpudser han Løgstrups eget pædagogiske og systematiske overblik over værket, blandt andet med en to-konto-lære: menneskets ondskab gør ikke tilværelsen som sådan ond og meningsløs, for der er både en antropologisk konto, som mennesket råder over, og en ontologisk konto (det skabte liv og tilværelsens iboende godhed), som det ikke råder over.

Ofte har man forestillet sig Løgstrups forfatterskab i faser, således at der er en tidlig eksistensteologisk eller ”tidehvervsk” Løgstrup, der så i 1950'erne bliver til den rigtige ”etiske” Løgstrup, der i 1960'erne og 1970'erne indvinder nyt land med først de suveræne livsytringer og siden de kosmiske og metafysiske perspektiver. Jo mere af værket, der bliver tilgængeligt, jo tydeligere fremstår det imidlertid, at Løgstrups ”udvikling” mest ligger i den begrebsmæssige finmekanik og i emnernes vægtning, herunder påvirkningen fra historiens gang.

Der er, pointerer Rabjerg ud fra sit kendskab til arkivet, forbløffende konstanser i motiver og tankemønstre på tværs af årtierne, og argumenter og passager fra ”Etiske begreber og problemer” kan findes allerede i manuskripter fra 1930'erne og 1940'erne.

Løgstrup gik imidlertid også altid analytisk og debatterende ind i sin samtid. Hvad ville han mon have tænkt om reality-tv, sociale medier og de mange andre træk ved vor tid, som han, ved sin død i 1981, af gode grunde ikke kunne forudse? Det kan ofte virke lidt anstrengt at spekulere over det, men Rabjerg giver faktisk enkelte gode bud, måske fordi han endnu er så ung, at han ikke naturligt mistænker sig selv for at være en sur gammel mand, der bare spænder Løgstrup for egne aversioner. Måske er vi flere, der godt kunne være lidt modigere her og tænke over, hvad Løgstrup ville have sagt til Google-briller og ”Vild med dans”?