Hvem den smukke og uopnåelige kvinde Wenerid er, ved vi ikke. Hendes nordiske navn er tydeligvis afledt af den romerske kærlighedsgudinde Venus. Men hvor hun hører hjemme, ved vi, nemlig i Stockholm, hvis fortryllelse skyldes, at hun bor der. Og hvis forføreriske kraft skyldes, at hun dypper sit nøgne legeme i Mälaren, mens forfatteren ser til i det skjulte.
Hvem forfatteren bag pseudonymet Skogekär Bergbo er, ved vi heller ikke. Hans 101 sonetter til Wenerids ære blev trykt i 1680 og skulle angiveligt være skrevet 30 år forinden, altså i midten af 1600-tallet, hvor den verdslige barok havde sin storhedstid. Men at forfatteren har været en lærd mand, ved vi. Han er godt hjemme i den klassiske litteratur og henviser til dens mestre og mytologi i sit forord til sonetterne, ligesom han henviser til epokens høviske digtere, Petrarca og Pierre de Ronsard. Det er en (eller flere) lærde aristokrater, der gemmer sig bag den af kærlighed og begær så opfyldte og overstrømmende skovkære bjergbo.
Alle Skogekär Bergbos sonetter beskriver den tilsyneladende ubesvarede og derfor både ulykkelige og smertefulde kærlighed til den underskønne Wenerid, der hyller sig i slør og tavshed, koket kostbarhed og flirtende distance. Digtenes primære tilskyndelse er således Wenerids uopnåelighed, dette at erobringen aldrig vil lykkes, men hele tiden udsættes og omformes til en slags længselsfuld og frugtesløs følelsesfylde, der strømmer ud og strømmer over i sonetterne.
I al sin kvide må forfatteren jo betro sig til papiret, ja, skriften bliver hans eneste forløsning af kærlighedens smerte. Her formes hans hemmelige lidenskab i ord, når han skriver om den ild, som fortærer ham. Han er vidende om, at når han selv er brændt ud og ned, vil hans digte have pant i evigheden, netop fordi den uopnåelige kærlighed og det erotiske sværmeri ingen tid og alder har, men vedvarende vil være en sødmefuld plage for mennesket. Som litteraten Horace Engdahl skriver i sit elegante forord til sonetkransen, så er digtenes ”nøgne billede af kærlighedens fatalisme” fuldt ud genkendeligt i dag og er en slags svensk 1600-talssvar på ”Kærlighedens forrykte tale”.
Af samme grund har sonetterne til Wenerid klassikerstatus i svensk litteraturhistorie. Nu har de også fundet vej til danske læsere i kraft af oversætteren Anne Marie Bjerg, der har givet sig i kast med den store udfordring, det er at indskrive digtene i nutidens sprog. Forlaget og oversætteren har klogelig valgt at bringe hver sonet på et opslag, så den oprindelige svenske digtform står side om side med den danske gendigtning. Og det er faktisk muligt at sammenligne. 1600-talssvensk minder om 1600-talsdansk, og har man eksempelvis læst Thomas Kingo, er man ikke helt fortabt på kærlighedens vildveje.
Generelt er sonetterne i Anne Marie Bjergs gendigtning frydefuld, men også krævende læsning. Sonetformens metrum og rim er ikke de nemmeste, og oversætteren har valgt at reducere Skogekär Bergbos kunstfærdige seksfodsjamber til sonetformens oprindelige versemål, femfodsjamben. Det presser rimene ikke så lidt hist og her, hvor Anne Marie Bjerg må koncentrere indholdet og sine steder helt omskrive det. Men hun kommer også frem til de fineste og underfundigste linjer som i sonet nummer 99: ”Hun elsker også når hun siger nej./ Men kæreste, hvor sjovt er det for mig?” De rammer Wenerid og hendes forsmåede bejler på kornet.
Ingen ved i hvilken rækkefølge de 101 sonetter er skrevet, men undervejs i læsningen kan man spore en vis udvikling, ja måske ligefrem en komposition, en krans. Fra det opflammende begær efter den elskede, over den store, altopofrende tilbedelse til den nattemørke fortvivlelse, og endelig frem mod en form for fortrøstning, ja måske ligefrem formæling mellem de to kære. I sonet nummr 100 lyder opfordringen til Wenerid fra digteren: ”Kom, lad nu frit os kærligheden øve!/ Den er slet ikke farlig, lad os prøve!”.
En af Stockholms mest berømte bygninger, der i dag huser Statsministeriet, hedder Rosenbad. Fordi huset ligger ved Mälaren på et sted, hvor elskende engang i 1700-tallet kunne bade i et duftende flor af roser. Skogekär Bergbos digte til den nordiske Venus kan lignes ved et sådant poetisk rosenflor, som han generøst strør ud over hende og lader hende bade i og gennemlyses af. Ja, hun fremstår i flere sonetter som en rosenrødmende sol for digteren. I sonet nummer 75 lyder det: ”For hun er sol for mig, er Wenerid!/ Gi'r liv og varme, gør vor sommer blid.”
Ja, sådan kan det være, når den elskede endelig kaster blikket tilbage, og man blændes.