Videre hedder det, at når præsterne ikke er værd at høre på, ”hænger det vel sammen med, at de altid tænker på, at vi skal være rigtig mange” - og for lidt på det ord, der skal forkyndes. Præsterne synes at mene, at deres kald er at underholde.
Hvas kritik af tidens kirkelige praksis - herunder af ”vore dages utallige specialgudstjenester” - er noget af det samlende i den ellers løst komponerede bog, der med årets gang i Nordsjælland som ramme består af naturiagttagelser og refleksioner. Ud over at være præst har Lisbet Foss - der fyldte 70 år inden for det beskrevne forløb - taget en ph.d. Og i øvrigt er hun af samme slægt som komponisten Rued Langgaard og malerprofessoren Wilhelm Melbye.
Hun skriver veloplagt og nærværende. Med et særligt talent for skarpe, aforismeagtige formuleringer - for eksempel i udsagnet om ”en livslov”: ”Hvor er det nogle skønne børn vi har! Vrøvl, børn er ikke noget man har. Børn har forældre”. Mere præcist kan det ikke siges.
I en af de første tekster skal en skovfyr hos Lisbet Foss og hendes mand fældes. Hendes tanker er hos de myrer, der har en tue op ad træet. Hvilken konsekvens får fældningen for myrelivet? Bekymringen antyder noget om hendes forhold til naturen.
I en meget relevant tekst forholder hun sig til begrebet ”en værdig død”. Hvad vil, som hun spørger, ”værdig” overhovedet sige i den sammenhæng? ”Er mennesker, der ikke kan klare sig selv, u-værdige?” Nej, svarer hun og fastslår, at det ”tværimod er menneskeligt indskrænket kun at ville tillægge den selvhjulpne værdighed”. Hun tilføjer: ”Forresten, det er et godt kristent synspunk at vor værdighed ikke står til diskussion. At den er en skabt og skænket værdighed”.
Bogen er illustreret med tegninger af forfatterens nu afdøde bror, lyrikeren Willum Peder Trellund, som hun først sent fik kontakt med. Hans udtryksfulde, mangetydige tegninger spiller mere end en birolle.
”Alle mine vinduer” virker umiddelbart temmelig rodet. Men sindet bag mangfoldigheden skaber alligevel en slags helhed.
grymer@k.dk