Man skal være en sten for ikke at blive berørt af Charlotte Strandgaards bog

Det er en gribende og dybt ærlig personlig historie, Charlotte Strandgaard har skrevet om sin psykisk syge søn. Alligevel er der døre, der aldrig lukkes op

Man skal lede længe efter en mere ydmyg fortællerstemme end Charlotte Strandgaards. -
Man skal lede længe efter en mere ydmyg fortællerstemme end Charlotte Strandgaards. - . Foto: Paw Gissel.

I ”Historien om en moder” lader H.C. Andersen den fortvivlede mor se to børns fremtidige liv i brøndens dyb. Den ene får lykke og glæde, den anden smerte og elendighed. Hvilken af de to livsbaner, der bliver hendes eget barns, ved hun ikke. Men af frygt for den store smerte lader hun Døden gå med sit barn ”ind i det ubekjendte land”.

Jeg har altid været rystet over det valg. Jeg har altid tænkt, at her må Andersen have lyttet mere til den rationelle fornuft end til det grænsesløse hjerte.

Og jeg er overbevist om, at forfatteren Charlotte Strandgaard ikke på noget tidspunkt ville lade sin psykisk syge søn føre bort, selvom hans liv i mange år var tungt at bære. Men det var et liv. Og det var hendes søns.

I bogen ”Hans”, der netop er udkommet, fortæller Charlotte Strandgaard sønnens historien. Som blade om efteråret falder de enkelte afsnit ned over siden, vemodigt og fyldt med ømhed og danner til sidst et livsforløb.

Vi hører, hvordan han blev født i 1963 af den kun 19-årige mor, der fra første blik så ham som en uventet gave.

Vi hører, hvordan han gennemlever forældrenes skilsmisse, og hvordan symbiosen mellem mor og søn bliver brudt, da en ny mand og tvillinger kommer til. Og vi hører, hvordan han som attenårig får diagnosen skizofreni og året efter forsøger at begå selvmord ved at springe ud fra fjerde sal, efter at have råbt ”jeg hader dig, mor!” i telefonen. Hvordan hun ikke kan huske den ene linje ”Ske din vilje”, da hun bagefter beder Fadervor ved hans seng.

Hvordan han siden ryger ind og ud af psykiatriske afdelinger, i perioder lever som narkoman, mirakuløst slipper ud af sit misbrug, da selveste ærkeenglen Gabriel åbenbarer sig for ham, men til sidst alligevel dør i 2012, knap halvtreds år gammel, af alle de sår, livet og medicinen har påført ham.

Det er to år siden nu. Inden da havde mor og søn aftalt at samle journalerne og skrive hans historie. Nu må hun gøre det alene. Og resultatet bliver på en gang en erindringsbog, en mindesten, en moderne helgenbiografi (som Strandgaard selv kalder det) og ikke mindst et rørende portræt af en mors kærlighed og altid dårlige samvittighed. For gjorde hun nu nok? Og hvad nu, hvis hun havde tacklet det helt anderledes?

Teksten er præget af denne evige kredsen. Og ofte slutter afsnittet med et spørgsmålstegn, for der er så meget, hun gerne vil vide.

”Kunne du ikke svare bare én gang?”, trygler hun.

Størstedelen af bogen er direkte henvendt til Hans. Han er bogens ”du”. Men tid og sted og genre skifter. Der er således optrykte udsnit af lægejournaler gennem årene, lidt for mange, synes jeg. Og i den blødere ende er der Hans' egne digte, i glimt ret gribende. Som disse enkle linjer fra Afdeling P45: ”For enden af gangen er der en ny gang./ Intet under at de låser døren.”

Man skal i det hele taget være en sten for ikke at blive berørt af Charlotte Strand-gaards yderst personlige bog. Ikke en eneste gang beklager hun sig - bliver tilmed ude af sig selv, da en bekendt antyder, at Hans' død måske er en befrielse. Ikke en eneste gang forsvarer hun sig. Hun bøjer nakken, når hun møder systemets hårdhed. Hun bærer deres antydninger af, at der står en mor for enden af en skizofren diagnose. Hun tager svigt og stemplinger og skam på sig, hvis det på nogen måde kan lette livet for sønnen. Man er aldrig i tvivl om, at her er et helt hjerte. Og at et helt hjerte kan slås itu mange, mange gange.

Derfor er det næsten umuligt at forholde sig ”professionelt” til bogen. Men Charlotte Strandgaard er en erfaren forfatter og bogen om Hans skal også kunne betragtes som et litterært værk. Og når rørelsen er væk, savner jeg en dybere og dermed mere almen indsigt i sønnens egne følelser og tanker. Ikke mindst i de åndelige oplevelser, der kunne forsvare, at Strandgaard kalder det en helgenbiografi.

I bund og grund lærer vi aldrig Hans at kende. Og det er ikke, fordi Charlotte Strandgaard stiller sig selv i forreste række. Tværtimod. En mere ydmyg fortællerstemme skal man lede længe efter. Men måske står blufærdigheden i vejen. Måske er det sygdommens pris, denne urørlighedszone, dette mørklægningsgardin. Eller måske er det simpelthen umuligt især for de nærmeste at fortælle om det ”ubekjendte land”, der også findes på denne side af døden. På den måde samler bogen sig aldrig til egentlig litteratur. Men tilbage står historien om en moder, der kigger ned i brønden og vælger sit barn. Og det er smukt!