Den unge novice Anna står foran et afgørende valg i sit liv. Hun skal til at afgive troskabsløftet i det katolske kloster. Herefter vil hun være nonne resten af livet. Men klostrets abbedisse kalder hende ind til en samtale, hvori hun påpeger, at skal man vie sit liv til Gud, må man vide, hvem man er, og hvor man kommer fra.
Med disse ord sender abbedissen Anna ud på den anden side af klostrets beskyttende mure, så hun på egen krop og sjæl kan erfare, hvor langt Guds forsyn rækker. For Anna oplyses om, at hun har en tante ude på den anden side, som kan fortælle hende, hvor hun kommer fra, og hvorfor hun som barn havnede i klostret. På jagt efter sin fortid rejser novicen ud i livet med korset på brystet og håret bundet op under det kyske hovedklæde. Det bliver en rejse ind i et trøstesløst kommunistisk Polen i 1960'erne, stigmatiseret af Anden Verdenskrig og de nazistiske forbrydelser.
I den store by besøger den 18-årige Anna sin tante Wanda, der skånselsløst fortæller hende, at hun er eneste overlevende i en jødisk familie, som blev udryddet under krigen, og at hendes rigtige navn er Ida. Hele grundlaget for hendes identitet rives på et øjeblik væk under hende, og Wanda viser hende vintervejen. Wanda har gjort sig hård. Hun har fungeret som det kommunistiske regimes statsanklager, og hun regner ikke livet for noget. Hun forbruger mænd, som hun forbruger sprit og cigaretter: hæmningsløst og tydeligvis som en slags kompensation for en stadig stigende selvforagt.
Men et eller andet binder de to fortabte sjæle sammen. Horen og helgenen. Slægtsbåndet får Wanda til at vise barmhjertighed, og sammen drager de to kvinder, den uskyldige og den prøvede, ud til den bygd og det hus, hvorfra de kom og ind til krigens år levede i en jødisk familie med sammenhold. Hvad er der blevet af huset, og hvad er der blevet af familien? Og hvorfor er de to kvinder kastet ud i eksil og meningsløshed?
Den historie, som den polske instruktør Pawel Pawlikowski herefter beretter i ”Ida” er grum, og fortalt gentagne gange i revisionistisk polsk historieskrivning de seneste 10 år. Den handler ikke alene om nazismens og kommunismens forbrydelser, men også om polakkerne som bødlernes håndlangere og de totalitære regimers kun alt for villige hjælpere. Det er en historie, som borer sig ind i fortielser, fortrængninger, skyld og martrende skam. Yderligere accentueret af instruktøren og hans to fotografer, der har slået filmen over i sort-hvid, så de slidte, forsømte lokaliteter fremstår glædesløst, og naturen slår sammen om de to skæbner med tåge, kulde, sne og søle.
Med sit tema om de totalitære regimers umenneskeliggørelse og om det enkelte individs ansvar for at beskytte medmennesket frem for at myrde det og tage dets hus og hjem kunne ”Ida” let have udartet i en mere melodramatisk instruktørs hænder. Men sådan arbejder Pawel Pawlikowski ikke. Filmen er underspillet og dramaet rullet op i korte lavmælte scener med udpræget episodisk knaphed i fortællestil og dramaturgi.
Dialogen mellem Ida,spillet indtagende og uskyldsrent af debutanten Agata Trzebuchowska, og Wanda, spillet ætsende præcist af Agata Kulesza, er reduceret til et minimum. Det handler mellem dem mere om uudsagte følelser, blikke og gestik. De synes begge forladte af Gud. Den ældre illusionsløse har aldrig troet på ham, den unge uskyldsbårne må se ham blive revet bort til fordel for en rå virkelighed, der maser sig ind i hendes trosverden. Med brutalitet, død og traumer, men også med en erotisk sanselighed, der ikke kun kan tolkes som synd, men også som forjættelse.
Hvordan skal ikke røbes. Filmen om Ida gør med sine pludselige ryk og nærmest umærkelige strejf af fortabelsens mørke et stort indtryk, men filmen gør også indtryk ved sin troskab. I ordets egentligste betydning. Ida fremstår ved eksemplets magt. Og hun træffer sit valg, først tøvende, så tvivlende, men i sidste ende determineret. Hun får med abbedissens ord livet med ind bag klostrets beskyttende mure. Med alt, hvad det indebærer. For intet menneskeligt er Gud fremmed.
”Ida” fremstår med et eksistentielt, åndfuldt forløst mesterskab, der i fuld overensstemmelse med filmmediets krav også er et visuelt. Filmens klassiske, næsten kvadratiske sort-hvide billeder og formfuldendte kompositioner formidler ikke blot en stemning af kuldslået, sønderslidt tristesse, men også af en statuarisk, renfærdig skønhed og trosstyrke, der er mestre som Carl Th. Dreyer og Mauritz Stiller værdig. Det er en lille film, men af en stor insisterende kraft og med et stemt følelsesregister.