Sladder er alle vegne. Det vidste H.C. Andersen, næsten 200 år før Se&Hør og Billed-Bladet blev vor tids billeder på moralforladthed. For sladder er en mørk side af den menneskelige natur, når vi frydes over andres forfald eller skandaler, som måske viser sig slet ikke at have noget på sig. En lille hvid fjer bliver lynhurtigt til fem høns, når snakken går. Og det gør den hurtigt.
Se&Hør behøver slet ikke en hvid fjer, for deres ”journalister” digter bare selv en skandale, hvis de ikke har en. Og de spørger ikke engang folk først, om historien nu kunne være sand. Det er i hvert fald min egen erfaring.
Det er ganske forfærdeligt at være offer for offentlig sladder, og det har jeg prøvet ofte. Når man træder frem i offentligheden som skuespiller, som jeg har gjort, bliver man jo hurtigt genstand for folks snak på godt og ondt. Og sladderen kunne jeg godt undvære. Men allerede for 40 år siden sagde min daværende mentor på Det Kongelige Teater, John Price, til mig, at jeg skulle til at læse H.C. Andersens ”Det er ganske vist”.
John Price var en herlig mand, som jo også er far til to skønne sønner. Og jeg lyttede til ham og læste eventyret. Det viste sig at være et godt råd. For siden dengang har jeg læst historien et utal af gange, og den beriger mig hver gang, ligesom den blev min hemmelige adgang til aldrig at kede mig. Om jeg sidder i et tog eller venter på et fly, er jeg altid i godt selskab, hvis jeg blot har en lille paperback med Andersens eventyr med mig. For man morer sig meget, når man læser H.C. Andersen, og samtidig er han så livsklog, at han altid er værd at bruge tid på.
Andersens indsigt i den menneskelige natur er faktisk så dyb, at jeg ikke synes, at der findes nogen eventyrfortæller, der hverken overgår ham eller kommer op på siden af ham. Ellers vil jeg i hvert fald gerne høre om ham eller hende. For Andersen er simpelthen genial. Derfor har jeg i årenes løb læst mange af hans eventyr op, ligesom jeg har udgivet en både lyd- og tekstbog på Lindhardt og Ringhof med over 100 af hans eventyr, der har sagt mig mest.
Jeg har altid brugt hans egne originale udgaver af teksterne i stedet for alle mulige underlige såkaldt moderne udgaver. Med så lille et sprog som dansk er man som skuespiller vant til at arbejde med tekster, der er oversat. Derfor har jeg altid betragtet det som en luksus at kunne bruge Andersens danske mesterværker i deres originale form. Og han har jo skrevet en svimlende mængde vidunderlige eventyr og digte. Men ”Det er ganske vist” har fulgt mig på en særlig måde.
I ”Det er ganske vist” beskriver H.C. Andersen fristelsen til at sladre så præcist, men samtidig med så mange lag, at eventyret bliver ved med at virke nyt for mig. Selvfølgelig ikke fordi Andersen ændrer sig, men fordi man jo tager sine egne erfaringer med ind i alt, hvad man læser. Og på den måde åbner der sig hele tiden nye indsigter i Andersens eventyr.
Jeg vil netop ikke gøre mig selv til en helgen og sige mig fri for nogensinde at have sladret om andre. Det har alle nok desværre gjort, og det vidste Andersen. Sladder er som en smitsom sygdom, der breder sig hurtigere, end man selv kan følge med til. Det er også derfor, at hønen, der begyndte med at tabe en lille hvid fjer, som alle helt naturligt kan tabe et hår, selv ikke kan genkende historien, da den når tilbage til hønen. Og det mest forfærdelige er, at den så selv siger: ”Det var dog forfærdeligt, jeg vil sørge for, at den historie kommer i avisen.”
Sådan beskrev Andersen altså sladderjournalistik, næsten 200 år inden jeg selv gang på gang var blevet offer for Se&Hør og Billed-Bladets ondskabsfulde sladderhistorier om mig selv og andre. Og jeg vil derfor kun håbe, at flere vil læse hans livskloge fortælling. For man kan kun stoppe sladder ét sted - ved sig selv.