Hver dag, klokken lidt i ni, stiller en mand med en rød hue sig hen på en plads og begynder at svinge vildt frem og tilbage med huen.
Fem minutter efter forsvinder han igen. En dag kommer en politibetjent hen til ham:
”Hvad laver du egentlig der?”
”Jeg jager girafferne væk.”
”Der er ingen giraffer her.”
”Nej, jeg er nemlig god til mit job.”
En ven med et brækket ben, lænket til sengen, bad mig om at købe en lottokupon til ham i kiosken. Jeg krydsede seks tal af, skrev hans navn på og betalte. Da jeg gav ham kopien af lottokuponen, sagde han surt:
”Hvorfor har du udfyldt kuponen? Jeg ville udfylde den. Jeg vinder garanteret ikke noget med dine tal!”
”Tror du virkelig, at du på nogen måde kan påvirke kuglerne, fordi du selv krydser af?” svarede jeg. Han så uforstående på mig.
I et kasino kaster de fleste mennesker terningerne med så stor kraft som muligt, når de skal bruge et højt tal, og så forsigtigt som muligt, når de håber på et lavt. Hvilket selvfølgelig er lige så meningsløst som de bevægelser, fodboldfans laver med hænder og fødder, som om de selv kunne gribe ind i spillet. Denne illusion deler de med mange mennesker: De ønsker at påvirke verden ved at udsende gode tanker (svingninger, energi, karma).
Kontrolillusionen er tendensen til at tro, at vi kan kontrollere eller påvirke noget, som vi objektivt set ikke har nogen magt over. Den blev opdaget i 1965 af de to forskere Jenkins og Ward.
Forsøgsopstillingen var enkel: to afbrydere og en lampe, som enten var tændt eller slukket. Jenkins og Ward kunne indstille, i hvor grad afbrydere og lampe afhang af hinanden.
Selv i tilfælde, hvor lampen blev tændt og slukket helt tilfældigt, var deltagerne i forsøget overbeviste om, at de kunne påvirke lampen ved at trykke på afbryderen.
En amerikansk forsker har undersøgt den akustiske smertefølsomhed ved at lukke mennesker inde i et lydtæt rum og øge lydstyrkeniveauet kontinuerligt, indtil forsøgspersonerne gav tegn. Der var to identiske lydtætte rum til rådighed, A og B – med én forskel: Rum B havde en rød panikknap på væggen.
Resultatet? Folk i rum B kunne klare betydeligt mere larm. Det morsomme var, at panikknappen ikke engang virkede. Illusionen var i sig selv nok til at hæve smertegrænsen.
Hvis du har læst Aleksandr Solsjenitsyn, Victor Frankl eller Primo Levi, vil dette resultat sikkert ikke overraske dig. Illusionen om, at man alligevel kan påvirke sin egen skæbne en lille smule, fik disse fanger til at overleve hver dag på ny.
Hvis man vil over gaden på Manhattan som fodgænger og trykker på knappen ved lyssignalet, trykker man på en knap uden funktion. Hvorfor er den der så overhovedet? For at få fodgængerne til at tro, at de har indflydelse på signalstyringen.
På den måde har de faktisk nemmere ved at acceptere ventetiden foran lyssignalet.
Det samme med ”dør-åbner-dør-lukker”-knapper i mange elevatorer, som ikke har forbindelse med elevatorstyringen. Forskningen kalder det ”placeboknapper”. Eller temperaturreguleringen i storrumskontorer: Nogle har det for varmt, andre synes, der er for koldt. Dygtige teknikere udnytter kontrolillusionen og anbringer en falsk temperaturreguleringsknap på hver etage. Antallet af klager aftager dermed betydeligt.
Nationalbankdirektører og økonomiministre spiller på et helt klaviatur af placeboknapper. At knapperne ikke virker, har man set i tyve år i Japan og nogle år i USA. Og alligevel lader vi dem, der styrer økonomien, beholde illusionen – og vice versa.
Det ville være uudholdeligt for alle implicerede parter at indrømme, at verdensøkonomien fundamentalt set er et system, som ikke kan styres.
Og du? Har du styr på dit liv? Sandsynligvis mindre, end du tror.
Tro ikke, at du er en stoisk-kontrolleret Marcus Aurelius.
Du er snarere manden med den røde hue.
Derfor: Koncentrer dig om de få ting, du virkelig kan påvirke – og helt konsekvent kun om de vigtigste af dem.
Alt andet skal du blot lade ske.
