Prøv avisen
Bog

Referatet af et forudsigeligt mord

Arkivfoto. Foto: Asger Ladefoged

Lars Handestens tunge mursten om 35 års bestsellere burde have været en skarp, referatbefriet tagsten, for systematikken er lige i øjet

Ret mange gange under læsningen af Lars Handestens bindstærke afhandling ”Bestsellere”, med undertitlen ”En litteratur- og kulturhistorie om de mest solgte bøger i Danmark”, fik jeg akut medlidenhed med forfatteren:

Alle de forfærdeligt mange bestsellere, du har læst, lektor Lars, og som du aldrig ville have givet dig i kast med, hvis det ikke var, fordi opgaven tvang dig til det, og som i gennemsnit er så monstrøst tykke - det er en af bestsellerbetingelserne - og som i hverken nævneværdig eller mærkbar grad beriger dig æstetisk.

Jeg har været der selv; i flere år følte jeg mig forpligtet til at læse de danske bestsellere, jeg ikke fik til anmeldelse, så jeg med vægt kunne udtale mig om dem, men igen og igen fik jeg mine juledage ødelagt til gengæld for at få mine fordomme bekræftet. En dårlig bog er og bliver et kriminelt tidstyveri, jo tykkere bogen, jo mere graverende forbrydelsen, og som sagt: Bestsellere skal være tykke. Til sidst synes jeg bare ikke, mit liv var nær langt nok til at inkludere endnu en roman af Hanne-Vibeke Holst.

Det er er helt uendeligt meget tid, denne bog må have ribbet den gode læser Lars Handesten for.

Og jeg vil så nødigt, ved at give ham en dårlig anmeldelse i hans egen avis, gøre ham til en bitter mand, der livslangt begræder sit umådelige tidsspilde.

Heldigvis synes jeg ikke, han har skrevet en dårlig bog - en unødigt kedsommelig og sørgeligt tandløs bog måske, men ikke en dårlig bog.

Grundlaget for bogens undersøgelse er bestsellerlisterne (og oplagstallene, hvis tilgængelige, for mistænkte bestsellere) siden 1980 - og bestsellere defineres lidt flydende som bøger, der optræder flere uger i træk på listerne (der er mange uge-fluer) og har solgt betydeligt, det vil sige mere end 10.000-15.000 eksemplarer.

Fokus er på skønlitterære bestsellere, med sideblik til fagbøger af mere personligt tilsnit; især er det jo, fra forfatterside helt bevidst, blevet sværere at skelne mellem romaner og selvbiografier. Fordi digtsamlinger kun undtagelsesvist er bestsellere, skriver Handesten meget lidt om poesi, nærmeste bestemt 18 ud af 570 sider.

Bogens første afsnit, der bare hedder ”Bestselleren”, er et fint, nøgternt essay på 50 sider om, hvad bestsellere (og bestsellerlister) er for nogle størrelser, og hvad studiet af dem kan sige om samfund (meget) og litteratur (lidt).

Og så kan systematiseringen gå i gang; Handesten har behændigt og fornuftigt delt bestsellerne op i 15 undergrupper:

1. De tidlige 1980'eres samtidskvinderomaner, fra Marilyn French til Suzanne Brøgger.

2. Historiske romaner med stærke kvindelige (og svage mandlige) protagonister, fra Helle til Henrik Stangerup.

3. Skrøner og krigsromaner, fra Jørn Riel til Sven Hazel.

4. Bøger med/om humor, fra Møllehave til Erling Jepsen.

5. Spirituelt prædikende bøger, fra James Redfield til Peter Høeg.

6. Historiske romaner, fra Jean M. Auel til Jette A. Kaarsbøl.

7. Slægtsromaner, fra Isabel Allende til Jens Smærup Sørensen.

8. Bøger fra/om eksotiske steder, fra Khaled Hosseini til Jacob Ejersbo.

9. Kærlighedsromaner, fra Jens Christian Grøndahl til ”50 Shades of Grey”.

10. Poesi, Benny Andersen, Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Yahya Hassan.

11. Samtidsromaner, fra Hanne-Vibeke Holst til Helle Helle.

12. Autofiktion, fra Jørgen Thorgaard til Karl Ove Knausgaard.

13. Fantasy, fra Michael Ende til Lene Kaaberbøl.

14. Krimier, fra Umberto Eco til Jussi Adler Olsen. Og - pyyh!

15. Thrillers, fra John le Carré til Christian Jungersen.

Selve denne opdeling plus de små, overflyvende genre-portrætter i hvert afsnit er bogens væsentligste og ikke ubetydelige indsats. Handesten får afleveret mange gode, små og store pointer om både tematik og form og dynamikken mellem de to størrelser:

Patriarkatets fald forbliver supertemaet.

De traditionelle, trivielle/folkelige genreformater, den historiske roman, slægtsromanen, kærlighedsromanen, krimien/thrilleren, bevarer deres stærke dominans frem til det voldsomme kriminalistiske boom i 2010'erne.

Bestsellerne sælger både eskapisme fra hverdagen og indsigt i det fremmede og det nære og gør det gennem løftet om - denne mærkelige gummiagtige størrelse, som Handesten hjælper alt for lidt med at gennemlyse - underholdning. Vi ved ingenting om, hvorvidt folk faktisk læser bestsellerne, når de har købt dem eller fået dem foræret, og om de, hvis de læser dem, underholdes.

Men det gør så ondt på mig - og forhåbentlig også på ham - at litteraten og kritikeren Handesten helt har fravalgt kritisk, litterær stillingtagen til sit stof. Igen og igen tvinger han sin sædvanligvis skarpe pen blød og udflydende i beskrivelsen og frem for alt referatet af alle disse rent kvantitativt kvalificerede bøger.

Et referat behøver ikke være det modsatte af en smagsdom, men når smagsdommen som her bevidst undgås, er skriften forsvarsløs over for tsetsefluen og falder uhjælpeligt i søvn. Jeg tror, rene referater udgør to tredjedele af bogens samlede tekstmængde, og jeg kan virkelig ikke se, hvad de skal gøre godt for, ud over fyldestgørende flidsdokumentation.

Det er jo heller ikke, som om referater af underholdende bøger er mere underholdende end referater af ”kunstneriske” bøger - tværtimod faktisk: Når der er kvalitet på færde, gløder referatet lige den ekstra grad op i forhold til den gennemsnitlige lunkenhed. En vis komik undgås ikke, når Handesten med et straight fjæs rapporterer om ”spektakulære dværge” og ”legerum med alle muligheder for bondage”, men den komik er, så vidt jeg kan læse, absolut ufrivillig.

Det er slet ikke svært at få øje på den skrappere, kortere og frivilligt sjovere bog, ”Bestsellere” kunne og burde have været, hvor forfatteren i stedet for at agere bestsellerismens nedtyngede bogholder kunne have undersøgt fænomenet som en hårdkogt detektiv, kynisk, desillusioneret og med stil, som en kvalificeret bestseller af Dan Turll.