Luftbombardementet af Shellhuset var et af de mest komplekse flyangreb under Anden Verdenskrig. Den store funkisejendom i hjertet af København fungerede som Gestapos hovedkvarter i Danmark. Så det var her, den tyske besættelsesmagt anbragte fangerne fra den danske modstandsbevægelse og torturerede dem.
I krigens terminale fase i foråret 1945 havde Gestapo opbygget en viden i huset om modstandsbevægelsen, der var så omfattende, at den udgjorde en alvorlig trussel. Ikke alene mod de danske modstandsfolk, men også mod de allierede styrker, der havde brug for en væbnet organisation i Danmark, den dag tyskerne kapitulerede. Shellhuset og dets arkiv var derfor et oplagt bombemål. Det vidste tyskerne selvfølgelig godt, så de havde anbragt de danske fanger i bygningens tagetage som bombeskjold.
Skulle britiske bombefly tilintetgøre Shellhuset, krævede det følgelig en minutiøs planlægning. For at undgå tysk radar og antiluftskyts skulle briterne flyve ind over byen i meget lav højde, og piloterne skulle have indgående kendskab til den københavnske topografi og arkitektur. Det krævede tillige dagslys og godt vejr. Når målet var i sigte, skulle bomberne kastes lavt ind i bygningen, hvis modstandsfolkene på den øverste etage skulle have en minimal chance for at overleve. Selvom operationen skulle lykkes, regnede englænderne med tab af mandskab, men også med betydelige civile tab. Man flyver ikke med 500 kilometer i timen ind over en storby med en tung regn af bomber, uden at noget går galt.
Derfor krævede englænderne en direkte og utvetydig opfordring fra den danske modstandsbevægelse for at iværksætte ”Operation Karthago”. Det fik de. Den 21. marts 1945 bomber en eskadrille af små manøvredygtige engelske bombefly, ledsaget af jagerfly, Shellhuset. I tre angrebsbølger sætter flyene ind over byen. Den første angrebsbølge rammer målet perfekt i bunden af bygningen. Shellhuset går i brand, og taget blæses af, og det betyder - mirakuløst - at hovedparten af de danske fanger på øverste etage slipper fra stedet i live.
Men ved anden angrebsbølge sker det frygtede. Et bombefly i lav højde rammer en lysmast på banegårdsterrænet og må nødlande på taget af et garageanlæg på Frederiksberg Allé, hvor den bryder i brand. Røgsøjlen forleder en række af de efterfølgende fly til at kaste deres dødbringende last over Den Franske Skole, hvorved 86 børn omkommer, og kvarteret omkring skolen lægges i ruiner. I alt omkommer næsten 200 mennesker ved aktionen, det største tab af menneskeliv på en enkelt dag under den tyske besættelse af Danmark.
Det er den historie, som instruktørerne Simon Bang og Martin Sundstrøm fortæller i dokumentaren ”Angrebet på Shellhuset” med undertitlen ”triumf eller tragedie”. For hvordan vil eftertiden vægte historien? Som en militærstrategisk succes eller som en menneskelig tragedie? Med en bred vifte af vidneudsagn og historisk dokumentation besvarer instruktørerne ikke spørgsmålet, men lader det stå åbent i al sin kompleksitet.
Det er der kommet en fortræffelig dokumentarfilm ud af, som på klassisk vis bæres og løftes af vidnesbyrd med en gennemgribende autenticitet. Instruktørerne er begunstiget af, at emnet jo er velbeskrevet i forskningen, og af, at der eksisterer et omfattende kildemateriale, også rent visuelt. Royal Air Force filmede hele aktionen - kornet og højdramatisk - fra luftrummet over København. Og på jorden har både englændere og danskere - militære, modstandsfolk, historikere og civile - udtalt sig om aktionen i tidligere film og interviews.
De to instruktører supplerer med nye optagelser og interviews, så beskueren dels får indblik i torturmetoderne i Shellhuset og nødvendigheden af at bringe forbrydelserne til ophør, dels får indblik i det uoverkommelige sorg-arbejde, som de overlevende fra Den Franske Skole har måttet bruge deres liv på, og endelig i det britiske luftvåbens planlægning. En hovedkilde er Royal Air Forces tidligere chefnavigatør Edward Sismore, der med stemt toneleje fortæller om, hvad han kalder ”en af de vanskeligste opgaver under hele krigen”.
Dokumentarens styrke er ikke alene dens troværdighed og dramaturgisk lavmælte fortællestruktur med en nuanceret brug af kilder, men også den eksistentielle eftertanke, som afstanden til begivenheden har afstedkommet. Det siger sig selv, at nonnerne fra Den Franske Skole er dybt berørte over tabet af deres medsøstre og de børn, de havde ansvaret for. Og det siger sig selv, at modstandsfolkene er taknemmelige over at være sluppet fra deres bødler med livet i behold. Men det siger ikke nødvendigvis sig selv, at en højt rangeret i det britiske luftvåben som Edward Sismore med alderen ser tragedien frem for triumfen i den militære aktion, og helt øjensynligt har vanskeligt ved at rumme de civile tab og bære dem med sin samvittighed. Der er stærke øjeblikke af menneskelig erkendelse i ”Angrebet på Shellhuset”. Den har været vist på DR, nu er den ude på DVD og har biografpremiere. Den fortjener det hele.