Fine erindringsbilleder fra Paris

French author Patrick Modiano gives a press conference at his Editor Gallimard headquarter in Paris, France, ...

Modiano skriver godt, men også med en vis hang til det patetiske. Foto: / Scanpix Denmark

Fin genudgivelse af nobelpristager Patrick Modianos eneste roman på dansk. Han skriver godt, men også med en vis hang til det patetiske

En ikke helt dækkende kliché om Nobelprisen i litteratur er, at den gives til ukendte forfattere fra lande, hvis litteratur generelt ikke er særlig meget læst af andre. I år skulle det være anderledes, i al fald med hensyn til forfatterens hjemland.

Valget af franske Patrick Modiano som modtager af prisen for 2014 kom som noget af en overraskelse, og selv ganske frankofile akademikere erkendte, at de ikke havde læst noget af Modiano uden i øvrigt at føle sig udpræget brødebetynget af dette.

Der er formentlig langt flere velsignelser end forbandelser ved at få Det Svenske Akademis fornemste udmærkelse, men det kan være akavet og urimeligt over for en forfatter, at man ledes til overveje, om hans værk er værdigt til prisen.

Det eneste værk af Modiano, der er oversat til dansk, ”Askeblomster” fra 1991 og på dansk året efter, er nu genudgivet. Det er en ganske fin og meget kort roman, der balancerer mellem erindringsbilleder af Paris hos fortælleren, hvis biografi matcher Modianos, og forsøg på at finde frem til, hvad der skete for generationen inden, hvis liv blev så voldsomt præget af besættelsen.

Der åbnes med gåden om et dobbelt selvmord i 1933, som dog ikke er styrende for romanens handling. Paris binder det hele sammen, og Modiano er god til at skabe en mildt forundret stemning over, hvordan alting virkelig er sket her, men nu er så svært at gribe.

I et slående billede reflekterer han over, at billederne fra ungdomsoprøret i 1968 er ligeså sparsomme og fjerne i deres sort-hvide fremtoning, som billederne af befrielsen i 1944, og der skabes i det hele taget en inciterende stemning af begær efter fortiden set fra flere perioder af fortællerens liv.

Modiano skriver godt, men også med en vis hang til det patetiske:

”Jeg satte mig med ham på en fortovscafé. Det var i juni. Man havde endnu ikke foretaget udgravningen til ringvejen, som giver én indtrykket af at være omringet. Dengang lå Paris' porte alle som retningslinjer, byen slap lidt efter lidt sit greb og forsvandt i tomterne. Og det var stadig tilladt at tro, at eventyret lå lige om hjørnet.”

Afsnittet ville have været meget bedre uden den sidste sætning. Det gælder også, når man i en ellers kølig stil får beskrevet scenerier fra en gade, som så bliver udlagt noget håndfast: ”Hvad var meningen med at prøve at opklare uløselige mysterier og forfølge spøgelser, når livet lå lige foran en i solskinnet, i al sin enkelthed?”

På grund af erindringens store betydning i Modianos værk er han af flere blevet sammenlignet med Marcel Proust, men det udstiller også de ting, som Modiano ikke kan. Hans evne til - i al fald i ”Askeblomster” - at reflektere og skabe et rum, hvor grænsen mellem det konkrete og det almene bliver utydelig, er milevidt fra, hvad man finder hos Proust. Hans fortæller skaber ikke et overbevisende nærvær, men fremstår som erindringsbillederne selv måske sympatisk, men også lidt kedelig.

Akademiets begrundelse for tildelingen af prisen til Modiano er ganske interessant set i forhold til de senere års modtagere. Modiano får prisen for sin erindringskunst, og for sin skildring af Anden Verdenskrig, som han dog ikke selv har oplevet, men levet i skyggen af.

Derimod var eksempelvis Günter Grass, Gao Xingjian, Imre Kertész, Herta Müller og Mo Yan selv vidner til det meste af den historie, som deres værkers hovedstol knytter sig til. Litteraturen skal have lov til alt, men det kræver måske noget ekstra at trække på stof af den karakter, som Anden Verdenskrig frembyder.

Det vidste og demonstrerede eksempelvis W.G. Sebald og Georges Perec, som begge på grund af deres tidlige død ikke nåede at komme i betragtning til Nobelprisen.

kultur@k.dk