Det er ikke helt utænkeligt, at Knud Sørensen engang i midten af 1960'erne modtog en åbenbaring. Han er nemlig modtagelig for pludselige og uventede indsigter. Men det kan også sagtens tænkes, at han gennem flere år har travet sig frem over markerne til en anderledes forståelse af sig selv og sin opgave som digter, mens han i øvrigt passede sit arbejde som landinspektør. For han er tilbøjelig til sådan ganske langsomt, omhyggeligt og efterprøvende at orientere sig om sin position og sine muligheder. Under alle omstændigheder fulgte nu snart en frigørelse og en ny begyndelse.
Knud Sørensen kunne allerførst som ganske ung, i efterkrigstiden, istemme dens forsagelse af alle ideologier til fordel for poesien og myterne. Nogle år senere, omkring 1960, tog han også sine mere jævnaldrendes digtning til sig med dens fastholdelse af personlig og samfundsmæssig fremmedgørelse som modernitetens vilkår.
Men en afvigende manøvre kom det altså til. Den indebar ikke noget opgør med hverken forløsningslængsel eller accentuering af ubodelig splittelse - både det ene og det andet kunne han fortsat have med i sin oppakning. Uden at blænde eller afkorte noget filosofisk eller dybdepsykologisk perspektiv ville han nu blot og i enhver forstand se nærmere på det sted, hvorfra disse overblik måske, eller måske ikke, kan og må åbne sig; et sted, hvor livet konkret, faktisk og praktisk går for sig, og skrive om det i et sprog, som han i sit eget faktiske og praktiske liv i øvrigt benyttede sig af.
Sådan et anslag kunne muligvis støtte sig til næsten samtidige vendinger, især i den svenske ny-enkle poesi, og i 1965 udkom den da 37-årige Knud Sørensens egentlige debutbog, ”Den røde kaffekande”, med genrebetegnelsen ”Småborgerlige digte”. Med denne tilsyneladende meget troskyldige indrømmelse har han sikkert villet lokke læseren til at spørge sig, om de her digte er så småborgerlige igen, og frem for alt: Hvad betyder det at være det?
For nok drejer digtene sig om små verdener og udspiller sig i aldeles dagligdags scenerier, ret ofte med ligesom naturligt forekommende glimt af ren og skær lykke; men mere småt og glimtvis er det alt sammen ikke, end at et digt her og der i det flygtige og tilfældige kan øjne en væren i evighed, og et andet i en livsalighed dens grumme modsætning. Som nu titeldigtet: ”Den røde kaffekande. En sommermorgen”:
Kun det
denne kaffekande er rød
kun det
på en blå dug
- kølig mod gult smør
krummer
bløde knive
og orangemarmelade
et smil
og tænder som mælkehvide bensplinter
i en anonym nakke
avisen over en stoleryg
kun det
at skrive ord uden feber
kun det
at denne kaffekande er rød
slut.
”Forsvar for robotterne” blev den næste samling digte, og allerede på side 4 foreligger der et svar på det spørgsmål, der allermest måtte trænge sig på:
HVAD ER EN ROBOT?
En robot er et menneske, f. eks.
et menneske der siger farvel til sin kone
om morgenen
eller et menneske der siger farvel til sin mand
om morgenenog går hjemmefra eller kører hjemmefra
og smiler eller er sur eller er ligeglad.
Eller blir hjemme.
En robot er et menneske, f. eks.
et menneske der sidder i en vigtig forhandling
eller et menneske der ikke sidder
i en vigtig forhandling
men skriver på maskine eller ikke skriver på maskine
men passer en anden slags maskine
eller en forretning eller en skovl.
Eller et projekt.
En robot er et menneske, f. eks.
og måske et menneske der siger:
Jeg er et menneske.
Bogen udkom for 45 år siden, og det var endnu tidligt i robotternes historie. Siden har de som bekendt mangfoldiggjort sig, og det må nok snart være på tide at genoptrykke den, for alle de litterære robotter hungrer uden tvivl efter noget lyrik, der kan komme dem ved.
Og da ”Forsvar for robotterne” i næsten lige så høj handler om mennesker som om robotter, vil den kunne udfordre deres vante begreber om, hvad det vil sige at være en robot, og hvordan, eller om, man som sådan adskiller sig fra mennesker, og hvad et menneske eventuelt ellers kan tænkes at være. Og med dens sidste, let henkastede og parentetiske linjer vil de blive hjulpet godt på vej til et svar:
(FORRESTEN, HVAD ER ET MENNESKE?
et menneske
er en robot der siger til sig selv:
Jeg er en robot.)
Det kan tilføjes, at det for eksempel også er en landinspektør ved navn Knud Sørensen, og at det er ved at gå op for ham, at han medvirker i noget stort, der netop nu er ved at ske. Noget meget stort, og han er ikke glad for det, men han kan ikke afvise nødvendigheden af det, og han kan lige så lidt som nogen anden for alvor stille noget op over for det.
Det drejer sig jo om den største forandring her i landet i det seneste par hundrede år, i det mindste, og den omfatter en grundlæggende ændring af erhvervsliv og økonomi og en folkevandring i al hast fra land til by og en forvandling til ukendelighed af hele det danske agerland.
Der er politikere og teknokrater med i spillet, og de gør, hvad der skal gøres: fjerner de gamle skel og nedlægger landbrug, eksproprierer til vejanlæg og udstykker til parcelhuse og industrianlæg. De deltager i en revolution, og den raser så godt som lydløst, og dens ofre er i al apatisk fredsommelighed også blot tilskuere. Sådan som det skildres i titeldigtet i samlingen ”Revolutionen i Tøving” fra 1972. Og ja, robotten, teknikeren, landinspektøren er virkelig et menneske - ligesom de andre:
Midt på eftermiddagen
går vi ind til kaffebordet og jeg
der er den mest fremmede sætter mig
ved den ene langside og de to naboer
der i dag er køber og sælger sætter sig
for hver sin bordende og konengår til og fra med køkkenkoppen i
hånden men sidder også nu og da
på kanten af en stol. Jeg lader
sukkeret gå forbi men siger
at jeg gerne vil ha fløde og konen siger
at det desværre kun er mælk og manden siger
at deres ko er lidt langsom. Jeg siger
at det er i orden for jeg bruger da
mælk hjemme og bruger det kun
for at køle. Så
spiser vi boller og skærekage og småkager
og taler om forskelligt og om landbrugets
vanskeligheder og konen siger
at det ikke er sært at der ikke er
nogen der blir på landet og
de to bordendemænd siger ikke noget
for det er jo afgjort det hele.
Jeg siger: Tiderne har ændret sig.
Så skynder vi os at snakke om tiderne
om de andre tider. Om dengang
kommunevejen blev asfalteret. Om det første
elektriske hegn. Den første traktor. Alt det
taler vi om i foråret 71.
Det er en hyggelig eftermiddag på landet.
Med de tre nævnte digtsamlinger var stilen anlagt og engagementets art og omfang mere end skitseret. I den fjerde, ”Drømmen om græskar” fra 1974, tages den ikke særlig kompakte småborgerlighed op til yderligere, men fortsat temmelig nænsom destabilisering. Revolutionen omtales dog også. Og en utopi lanceres - om igen at gøre det af udviklingen skånselsløst forandrede land beboeligt. Man må så nok bide nederlaget i sig og uden at bære nag tage fat på ny, på en måde lidt som der står om Don Quixote, at han vistnok gør: ”Don Quixote har sluttet fred/ med vindmøllerne./ Han reparerer dem/ og bygger nye.”
Nye vindmøller ville Knud Sørensen netop også meget gerne være med til at bygge. De blev en del af det, han sammen med ikke så få andre kunne se som en vej mod et fremtidigt liv i landområderne og for landet som helhed mod en ny ansvarlighed i forbruget af naturressourcerne.
Og han ikke alene skrev om det, han arbejdede også i foreninger og organisationer for denne og andre vitale sager, blandt dem også en genopvækkelse og styrkelse af andelsbevægelserne. En væsentlig del af dette arbejde fandt sted i snesevis af forsamlingshuse, og hvad Knud Sørensen dér har sagt, er der spor af i de i øvrigt litterære og selvbiografiske essaysamlinger ”Danmark mellem land og by” og ”Hvor bor kulturen?”
En kæmpemæssig kulturel og kulturpolitisk indsats har han gennem fem årtier leveret - og slet ikke alene, men heller ikke mindst, for os, der er så heldige at bo på samme ø som han. Og for al denne nyttige og nødvendige flid og møje er han i andre sammenhænge blevet behørigt prist, men den bør derfor ikke helt glemmes i dag, hvor vi først og fremmest hædrer ham for, hvad han har præsteret af unyttige og overflødige ting og sager. Herunder især digte, noveller og romaner - skønt vi også véd, at han er ret skrap til at slå smut.
Hvad novellerne angår, er det blevet til seks samlinger. Deres titler - ”Slutsedlen”, ”Historie om Martin”, ”Marginaljord”, ”Naboskab”, ”Rundt omkring” og ”Historier fra engang” - siger selvfølgelig allerede en hel del om dem, ligesom også et udvalg af dem: ”Som man ser det”.
De bygger oftest på dialoger, men en særlig knudsørensensk dialog, hvor det, folk går og siger, især peger på, hvad de ikke går og siger, og som så alligevel bliver sagt og undertiden så meget desto stærkere. Både når det er ondt og godt, men jo altid uden at nogen kan siges at have sagt for meget.
Og hvad der således kommer til at stå fuldstændig klart om personerne og deres situation kan være nok så højspændt og sindsoprivende, men selv agerer de for det meste på grænsen til det umærkelige og det upersonlige, og de nok så livsomvæltende dramaer går næsten lydløst deres gang - sådan som jo også revolutionen her på egnen nu engang gør.
Der ligger i forfatterholdningen noget, man godt kunne kalde en tendens. Der er en tendens til, at livet er omgærdet af bufferzoner. Noget, der værner og beskytter det. Når endelig nogen i vrede og fortvivlelse ikke alene råber op, men også lader sit gevær og tager sigte på en fjende - og det hænder virkelig - så er der ikke helt tilfældigt en anden til stede, der kan afværge skuddet.
Det gale menneske undgår at pådrage sig uoverkommelig skyld, forbitrelsen afvæbnes og afmattes helt stilfærdigt, og øjeblikkets ydmygelse bliver for alle parter til inden så længe at glemme. Man kan som læser tænke, at sådan går det langtfra altid til i verden uden for Knud Sørensens bøger. Og man kan dernæst tænke, at hvis det slet ikke kunne gå sådan til, så ville hele denne her verden for længst ligge øde.
I 1997 udkom hovedværket i prosadelen af forfatterskabet, en roman - ”En tid” hedder den, og den strækker sig over godt og vel det første år af besættelsestiden og så sommeren 1944. Et sted i Vendsyssel ikke langt fra Jammerbugtskysten. Fortælleren er et ”vi”, iagttagende og kommenterende, men også de agerende er med i kollektivet, for ingen stikker i al åbenhed næsen ret langt ud eller op over de fælles vedtagne, traditionsbårne normer.
Sker det alligevel, at en enkelt ligesom arbejder lidt for meget for tyskerne, eller en anden er så uforsigtig at gå med i modstandsbevægelsen, så prøver ”vi” så vidt muligt at lade som ingenting. Det gælder også, når ”vi” vender blikket mod et yngre søskendepar ude i klitten og i snakken lige strejfer, hvad der vist foregår imellem dem.
Men her forlades vi-synsvinklen så, umarkeret og næsten umærkeligt, og læseren kan uden om dette filter smyge sig helt ind i Thomas' og Olines liv. Deres kærlighedsforhold fremtræder da så fint, og det udfolder sig i en så hjertelig uskyld, at et ord som blodskam i sin atavistiske brutalitet må falde til jorden. Alligevel hænger det oppe over deres hoveder som et ondt energifelt, der transformerer uskylden til skyld og permanent aktiverer frygten for sognets dom. At sidde med avisen og blive bange for krigen er da en lettelse.
Med deres dreng i fokus bliver romanen frem for alt en levende og musikalsk barndomsskildring, og endelig er den også en hyldest til en nu uhyre dybt forældet livsform; en kultur, hvori det kunne anses for dyder at være sagtmodig, redelig og pligttro, og så nøjsom, at ingen tale om forbrug rigtig kunne give mening.
Skulle flere end nogle få af os nu finde på at genoplive den, ville der naturligvis straks udbryde panik på børser og i finansministerier over hele kloden. Så det gør vi ikke - selvom vi måske godt kan forestille os, at vi en skønne dag kunne nok få af tilværelsen som sindrigt individualiserede robotter i oplevelsesøkonomien.
Historien og alle historierne i ”En tid” fortsattes i ”En befrielse” fra 1999. Holdningen til besættelsesmagten og til modstandsbevægelsen glider fra en meget lidt til en noget mere udtrykkelig uvilje mod den ene og anerkendelse af den anden, og det sker så diskret og med så små skridt, at ingen rigtig kan beskyldes for at have skiftet mening om noget som helst. Hvad man egentlig forstår ved det virkelige liv, kringler sig videre, som det nu kan og må; kun krigen kan afgøres, kun den store historie når frem til noget, der kan ligne en ende på noget.
Efter disse to romaner, der næppe afskar sig fra brug af minder fra forfatterens barndom, var tiden ved at være inde til at skrive regulære erindringer. I 2006 kom det første bind, ”Et stykke af min tid”, og i 2008 det andet, ”Kun slutningen mangler”. Det gør den som bekendt fortsat, og ingen af os ser på mindste måde frem til at få den. Vi vil så meget hellere endnu en gang glæde os over begyndelsen, og sådan her lyder den:
”Jeg greb fat i det stykke af tiden, der skulle blive mit, lørdag den 10. marts 1928, en vinterdag uden sne, men med en temperatur, der svingede mellem nul og fem graders frost. Det var vistnok klokken nitten, det skete, for min far fortalte mig engang, at jeg lige netop nåede at overdøve Pressens Radioavis, noget som jeg senere lærte at afholde mig fra.”
Selvbiografien kan læses uafhængigt, som det hedder, men den er ikke uden al sammenhæng med forfatterens biografier om andre. En hel række er det blevet til. Allerede i 1984 udkom ”Steen Steensen Blicher”, og så i 1990 ”Op over det lave land. En bog om Johan Skjoldborg og hans tid”. De to digtere hører selvsagt til blandt de forgængere, Knud Sørensen sætter højest, men han lægger så stor vægt på deres virksomhed ved siden af digtningen - som folkeligt-kulturelle forkæmpere for politisk frihed og for økonomiske fællesskaber med fuld medbestemmelse for hvert medlem - at ingen kan være i tvivl om, at hans egne meget lignende bestræbelser må figurere som betydelige poster, når han gør sit regnebræt op. Her vil afgjort også hans tre bøger om henholdsvis Anders Svendsen Houmøller, Severin Weirsøe og Poul Henrichsen tælle. Hvem var de? Det véd vi nu - de var med i 1800-tals-eventyret om den danske almues vækkelse og opstigning til selvbevidst medborgerskab.
I 2002 gav Knud Sørensen så digtningen i sig selv, hvad der må kunne tilkomme den, i essaysamlingen ”Digterne omkring Limfjorden”. Både den og fjorden fortjener, at vi lige mindes i al fald de største af de ældste blandt dem: Thøger Larsen, Johannes Buchholtz, Marie Bregendahl, Jens August Schade, Jeppe Aakjær, Aksel Sandemose, I.P. Jacobsen, Jacob Paludan, Johan Skjoldborg, Jakob Knudsen, Hans Kirk, Morten Nielsen, Knuth Becker, Johs. V. og Thit Jensen.
Og i 2003 udgav Knud Sørensen den mærkværdigste historie, jeg har læst i nyere litteratur. Forfatteren indleder den med en forhåbning om, at vi, der kender ham, ”har fået indtryk af en person, hvis verdensopfattelse bygger på det, der kan iagttages, vejes og ikke mindst måles”, og han indvier os i sine betænkeligheder ved at bringe det følgende til offentlighedens kendskab. Han har tøvet med det i mange, mange år, men altså:
For - nu i 2003 - 41 år siden kom han med sin familie kørende ad den vej, der fører forbi Børglum Kloster. Det er en kølig, måneklar oktoberaften med vidt udsyn, og Børglum Kloster er jo ikke til at tage fejl af, stort og mægtigt som det ligger på sin bakketop. Dér ligger det, har ligget der i århundreder, og de skal tæt på, før de kan og må erkende, hvad de allerede nogen tid har set - det ligger der ikke. Ikke den aften. De kører helt op på bakketoppen, og de kan se ud over et stort landskab og langt ud over havet, de kan se Rubjerg Knude. Men klostret, som skulle spærre for noget af den udsigt, det kan de ikke se, det er der ikke.
De prøver at køre videre og noterer sig alle de gammelkendte kendetegn - og hele teksten er naturligvis proppet med trivielle oplysninger, og de gør den alle sammen mere og mere mærkværdige - og familien er altså på den rette og virkelige vej, og de fortsætter. Men må så vende om og køre tilbage til Børglum Kloster. Det er der ikke. Forfatteren finder sit kort fra Geodætisk Institut i 1:200.000 frem og forsikrer sig om, at dér hvor de holder, dér ligger klostret med kirken foran dem, og alle fire i bilen kan fortsat se, at det ligger der ikke.
Kun en af dem, forfatteren, tænker nu på at stige ud og gå lidt nærmere, og han får da øje på en landsby eller snarere en stor gård længere fremme, lave træbygninger med tunge tage, og der løfter sig et rødligt skær over det hele, og han kan se en masse mennesker. En af dem kommer pludselig gående og så løbende op mod ham, og han kan se, at det er ham selv. Og han vender sig mod bilen bagved, og han ser sig sidde derinde og kigge i kortet sammen med sin familie. Men Børglum kloster er der ikke.
Og der er heller ikke nu efter alle de års overvejelser og forklaringsforsøg nogen mulighed for at ryste denne anfægtelse af troen på en målelig og begribelig verdensindretning af sig. Den har da hele tiden og i hele forfatterskabet ligget der et sted bag den nøgterne registrering af konkrete detaljer, og det er måske nok derfor, det kunne blive så vigtigt for Knud Sørensen at anbringe en rød kaffekande på et bord og se den blive stående dér, at denne meget enkle observation af dette meget elementære kunne få en aura af noget hemmelighedsfuldt over sig.
Man mærker den i langt flere af Knud Sørensen bøger end dem, jeg her har kunnet nå at komme ind på. Ikke så meget som nævnt er hele syv lige så højst nævneværdige digtsamlinger som de dog nævnte blevet. Den lyriske side af værket er i de seneste år blomstret op og lad mig nu blot fra samlingen med den næsten stædige titel ”Dagligdagen” citere det digt, der, for at det ikke skal være løgn, hedder ”Dagligdag”:
Jeg tror
når jeg f.eks. på onsdag
kører ud til planteskolen
og køber det æbletræ, der skal vokse et solrigt sted
dér syd for vores hus,
så vil verden
endnu en gang blive ny,
og jeg håber at et vindpust en efterårsdag
lister omkring hushjørnet og løsner
det store røde æble
der hænger alene på den kvist
der rækker helt op i himlen.
Så vil jeg gribe det
med to af mine ivrige hænder
og jeg vil række dig æblet
sammen med min svejtsiske
lommekniv.
Æblet vil dufte af evighed
og vokse sig ind i dine øjne.
Så vil du dele det
og give hver af os
den andens halvdel.
”At skrive ord uden feber”. Det var, hvad Knud Sørensen satte sig for i 1965. Men det må nu fastslås, at man i vældig mange af alle de ord, han siden har skrevet, jo altså fornemmer en ganske let sitren. Og hvor utilsigtet den end måtte være, så er det ikke mindst i taknemmelighed og respekt for denne ganske lette sitren, at Det Danske Akademi har villet tildele ham Den Store Pris, og at jeg nu, på dets vegne, giver ham den i hånden.
