Ved første øjekast var kombinationen af de to kantater, Concerto Copenhagen i søndags havde valgt til sin adventskoncert i Garnisons Kirke i København, ikke lige sådan at greje. Den tre kvarter lange verdslige kantate BWV 213 - ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” - var nemlig koblet med den mere kendte og nok så inderlige adventskantate, BWV 61 - ”Nun komm, der Heiden Heiland” - med en varighed på blot 18 minutter. Men der var en dybereliggende mening med ”galskaben”, hvad også den valgte overskrift i programbladet spillede på: ”Genbrug er guld.”
Komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen, der netop har udgivet en vægtig bog om Johann Sebastian Bach, uddybede i samme program tankegangen og forklarede, hvad enkelte måske vidste i forvejen, og hvad mange af de tilstedeværende i kirken kunne høre, efterhånden som værket skred frem, nemlig at Bach, efter at have komponeret kantaten i 1733, få år senere genbrugte den i Juleoratoriet. Men naturligvis med en ganske anden tekst, end den hans trofaste leverandør Christian Friedrich Henrici (bedre kendt som Picander) oprindeligt havde leveret.
Og ens forhåndskendskab til denne musik bevirker, at man som tilhører lettere bærer over med den ellers noget opstyltede tekst om Herkules (sunget af en alt) ved skillevejen mellem vellysten (sunget af en sopran) og dyden (sunget af en tenor).
Dyden i dette opus vinder en klar sejr - meget passende, i betragtning af at kantaten blev komponeret i anledning af en kurfystelig kronprins' 11-årsfødselsdag. Bach og Picander havde hævet den løftede pegefinger i denne lange forløber til Juleoratoriet.
Næsten uden pause gik Concerto Copenhagen og ensemblets kunstneriske leder, Lars Ulrik Mortensen, over til den ægte vare, ”Nun komm, der Heiden Heiland”, der stammer helt tilbage fra 1714. Efter den indledende korsats, der har givet værket sin titel (og i minimalistisk CoCo-stil blev sunget udelukkende af de fire sangsolister) følger den vidunderlige og meningsgivende tenorarie ”Komm, Jesu, komm zu deiner Kirche und gib ein selig neues Jahr!”.
Et kort recitativ, som bassen Jakob Bloch Jespersen tog sig af, er også et højdepunkt i den korte kantate. De ”knipsede” akkorder i strygerne illustrerer nemlig på enkel vis tekstens ord, hvor man skal forestille sig, at det er Jesus, der taler til os kristne: “Se blot, jeg står for jeres dør og banker på...”
Der opstod således, trods den markante forskel mellem de to Bach-værker, en fin sammenhæng i denne koncert, og man kunne som sædvanlig glæde sig over CoCos sprøde kammermusikalske spil og fire sangere, der med deres ikke ligefrem voldsomme stemmer skabte en nærmest nænsom adventsstemning i den gamle kirke.