Prøv avisen
Bog

Aamund ved om nogen, at lyse stunder ikke er en selvfølge

Om nogen ved Aamund, at de lyse stunder ikke er selvfølgelige. Og netop derfor fylder taknemmeligheden over deres underfulde tilstedeværelse så meget. -

Der er fest og glæde, men også erkendelse af livets barske vilkår i ny erindringsbog af Jane Aamund

Dette er en bog med fest og glæde. Underholdende er den, bramfri, lethed med stil.

Men det er også en bog, der rummer megen livsvisdom. Jane Aamund er en realist, der ikke gør sig illusioner, og hvis munterhed udfolder sig på baggrund af denne grundlæggende erfaring: ”Når livet vender vrangen ud, finder man ud af, at begrebet retfærdighed med hensyn til skæbner ikke eksisterer. Vi glemmer, at vi er en del af naturen, og i naturen er der storme, orkaner, ødelæggelser og tsunamier, hvor alting går under. Det er de vilkår, vi har”.

Om nogen ved Aamund, at de lyse stunder ikke er en selvfølgelige. Og netop derfor fylder taknemmeligheden over deres underfulde tilstedeværelse så meget. En taknemmelighed rettet mod onklerne og deres fruer og alt det, de forgyldte hverdagene med - sådan som det smukt kommer til udtryk i en sidste hilsen til onkel Johan og tante Valborg: ”De havde så lidt, men gav så meget”.

Hele 14 onkler havde Jane Aamund, livskraftige personligheder, højst nærværende og repræsenterende forskellige trin på den sociale rangside. De havde et nært fællesskab og hvilede samtidig hver især så meget i sig selv og i deres livsduelighed, at behovet hos dem for bekræftelse var beskedent.

Oplivende er det at træffe disse livselskere fra 1930'ernes og 1940'ernes Danmark: deres glød når os.

Forfatteren lægger ud med en indforstået præsentation af herrerne, en type, som hun med henvisning til sin angivelige evne til at se om hjørner tør spå er på vej tilbage, hvad hun glæder sig over. Hun skriver om dem: ”De arbejdede hårdt, men når det var fyraften, spiste og drak de godt og morede sig med familie og venner. De holdt taler, sang og dansede, spillede kort og billard.” Og om deres fruer hedder det, lige så indforstået, at de ”levede et andet liv, deres eget liv. Og udholdende var de.”

Hvorfor bogen kaldes en roman, når den ikke er det, kan man kun gisne om. Men i øvrigt behøver den leverede sammenvævning af frodigt erindringsstof ikke at give sig ud for andet end, hvad den er. Det er fuldt tilstrækkeligt.

I første kapitel samles onklerne og deres fruer for at fejre fødselsdag hos forfatterens far, direktøren. Han fyldte ikke nødvendigvis ”rundt, for han markerede alle sine fødselsdag i den store stil, år efter år. Forberedelserne begyndte flere uger i forvejen, da det gjaldt om at sikre sig den bedste kogekone samt den omsværmede serveringdame, fru Møller.”

Jane Aamund erklærer sig forvisset om, at bortset fra Christian X festligholdt ingen sine fødselsdage i samme grad som hendes far.

Alt kunne tilsyneladende blive til en fest. For eksempel ”bare” at have onkel Johan og tante Valborg som ”barnepiger”. Så spillede man ”Et folkesagn”. Børnene - Jane Aamund og hendes bror - skreg og hylede af begejstring, mens deres onkel løb rundt om bordet efter dem og lavede troldeansigter og endda trods sin høje alder slog vejrmøller. Husassistenterne låste sig forskrækket inde på deres værelser, da al denne tummel - og mere til - skilte sig for meget ud fra den mere forsigtige norm i deres jyske hjemstavn.

Sommetider var onkel Johan henne ved vinduet for at kontrollere, om hr. og fru Aamunds hjemkomst var truende nær. Hvis den var, lød råbet ”de kommer!”. Og et øjeblik efter lå børnene i deres senge og så artige og sovende ud.

Ganske anderledes er tonen i historien om den vestjyske onkel Chresten. En historie om en skilsmisse, hvor den giftige blanding af had og kærlighed, der var på spil, rummede potentiale til en endeløs slægtsfejde. Men først og fremmest er det en smuk historie om forsoning, på initiativ af sønnen og fortalt via korrespondancen mellen ham og hans far.

Da Jane Aamund mange år senere flyttede til Vestjylland, sluttede hun et nært venskab med denne søn og hans kone. De gjorde hende angiveligt i stand til at skrive om og forstå egenarten i det Vestjylland, ”som nogle kalder Udkantsdanmark, selvom det i virkeligheden er det inderste land”.