Prøv avisen
Kunsten at tænke klart

Hvorfor du ikke må tage nyhedsoplæsere alvorligt

Gennem 52 korte tekster giver forfatteren Rolf Dobelli eksempler på, hvordan vi alle lider af selvovervurdering og vanetænkning. Resultat: Vi handler uhensigtsmæssigt privat og på arbejde.

Du må ikke forveksle firmaets talsmand, showmanden, nyhedsoplæseren, snakkehovedet, ham med de tomme ord, den rejsende i klicheer med en virkelig vidende person. Vi bringer her uddrag af bogen "Kunsten at tænke klart"

Efter at Max Planck havde fået Nobelprisen i fysik i 1918, tog han på turné gennem hele Tyskland. Uanset hvor han blev inviteret hen, holdt han det samme foredrag om den nye kvantemekanik. Efterhånden kunne hans chauffør foredraget udenad.

”Det må være kedeligt for Dem, hr. professor Planck, altid at holde det samme foredrag. Jeg foreslår, at jeg overtager det for Dem i München, og De sidder på forreste række med min chaufførkasket på. Det ville give os begge to en smule afveksling.”

Planck morede sig og var indforstået, og således holdt chaufføren det lange foredrag om kvantemekanik for et fornemt publikum. 

FØRSTE KAPITELHar du styr på dit liv? 

Efter nogen tid bad en fysikprofessor om ordet og stillede et spørgsmål. Chaufføren svarede:

”Jeg havde aldrig troet, at der ville blive stillet et så simpelt spørgsmål i en så progressiv by som München. Jeg vil bede min chauffør om at besvare spørgsmålet.”

Ifølge Charlie Munger, en af de bedste investorer i verden, som har fortalt mig Planck-historien, findes der to slags viden. For det første den ægte viden. Den stammer fra mennesker, som har betalt for deres viden med en stor indsats af tid og tankevirksomhed. Og for det andet altså chaufførkundskaberne.

Chauffører, sådan som Munger bruger ordet i sin historie, er folk, der lader, som om de ved noget. De har lært at optræde. De har måske en dejlig stemme eller ser troværdige ud. Men den viden, som de udspreder, er hul. Veltalende, som de er, slynger de om sig med tomme ord. Det bliver desværre mere og mere vanskeligt at skille den ægte viden fra chaufførkundskaberne. Hos nyhedsoplæserne er det nemt nok. Det er skuespillere. Punktum. Det ved enhver. Og alligevel overraskes man gang på gang over, hvilken respekt man viser disse flosklernes mestre. For mange penge bliver de inviteret til at lede panel- og podiumsdiskussioner med emner, som de næsten ikke ved noget om.

Det er noget vanskeligere med journalisterne. Her er der nogle, som har tilegnet sig en solid viden. Det er ofte de ældre årgange, journalister, som igennem mange år har specialiseret sig i et klart afgrænset emneområde. De bestræber sig oprigtigt på at forstå og gengive kompleksiteten i en sag. De skriver som regel lange artikler, som belyser et stort antal tilfælde og undtagelser.

ANDET KAPITELDerfor burde du skrive dagbog 

Flertallet af journalisterne falder desværre ind under chauffør-kategorien. På rekordtid tryller de artikler op af hatten om ethvert tænkeligt emne, eller rettere sagt: frem fra internettet. Deres tekster er ensidige, korte og – ofte som kompensation for deres chaufførkundskaber – ironiske.

Jo større et foretagende er, des mere forventer man showkvalitet af den administrerende direktør – såkaldt kommunikativ kompetence. En stilfærdig, stædig, men seriøst arbejdende mand, det går ikke, i det mindste ikke i en ledelsesposition.

Aktionærerne og erhvervsjournalisterne tror åbenbart, at en showmand er garant for bedre resultater – og det er naturligvis ikke tilfældet. Warren Buffett – Charlie Mungers partner – benytter et vidunderligt begreb: ”Circle of Competence”. På dansk: kompetenceområde.

Som professionel forstår man det, som ligger inden for området. Det, som ligger udenfor, forstår man ikke eller kun delvist. Buffetts livsmotto:

”Du skal kende dit kompetenceområde og blive inden for det. Det er ikke så frygtelig vigtigt, hvor stort dette område er. Men det er frygtelig vigtigt at vide, hvor præcis grænsen for området går.”

Charlie Munger supplerede:

”Du skal finde ud af, hvor dine talenter ligger. Hvis du prøver lykken uden for dit kompetenceområde, vil du få en elendig karriere. Det kan jeg næsten garantere dig for.”

Facit: Vær mistroisk over for chaufførkundskaberne. Du må ikke forveksle firmaets talsmand, showmanden, nyhedsoplæseren, snakkehovedet, ham med de tomme ord, den rejsende i klicheer med en virkelig vidende person. Hvordan kan du kende ham? Der er et klart signal. Virkelig vidende ved, hvad de ved – og hvad de ikke ved. Hvis nogen af den kaliber befinder sig uden for sit ”kompetenceområde”, siger han enten slet intet eller: ”Det ved jeg ikke.” Han siger denne sætning uden smerte, ja endda med en vis stolthed. Af chauffører hører man alt andet, blot ikke denne sætning.