Bevægende roman om at tage ansvar

Der er meget Kierkegaard bag kulisserne i ny norsk roman og en klar og bevægende stemme

Bogomslag. - Foto: bokelskere.no
Bogomslag. - Foto: bokelskere.no.

Et brev fra en elev til en gammel lærer sætter skub i længslen hos Ellinor, hovedperson i norske Vigdis Hjorths nyeste roman, efter at forandre sit liv. Brevet udtrykker taknemmelighed over, at læreren turde gå imod datidens normer og insistere på, at elevernes personlige oplevelser - også dem, der var afslørende for autoriteterne - skulle tages alvorligt.

Brevet kom uåbnet tilbage til postvæsenet, men på grund af et ihærdigt postbud alligevel præsenteret for modtageren. For Ellinor bliver gammeldags breve, uddelt af sådanne samvittighedsfulde postbude landet over, levende vidnesbyrd om, at en ægte og enkel livsførelse er mulig.

Selv er hun meget langt fra idealet. Som selvstændig kommunikationsrådgiver er hun mester i at udforme skrivelser, som er strømlinede i forhold til lærebøger i magt og medier.

Personligt er hun lige så god til at holde mennesker 10 skridt fra livet, men lider under det og er bevidst om sin ensomhed. ”Hvor er de andre?”, spørger hun, selvom hun har både mor, søster og en kæreste, der gerne vil hende og forsigtigt forsøger at komme nærmere. Ellinor har imidlertid mistet interessen for livet og længes, om ikke mod skibskatastrofer, så mod at turde lade sig glide ind i det sammenbrud, hun samtidig frygter.

Tæt på kommer det, da hendes kompagnon Dag begår selvmord.

Hun beundrer hans mod, men fortvivler over, at dette skulle være eneste mulighed. Hun ønsker at dele betydningen af selvmordet med den anden kompagnon, men også her flygter hun. ”Jeg er en automat i bevægelse,” siger hun om sig selv; smerten kan næppe føles, men hun ved, den er der.

Ligesom foragten over for andre menneskers små liv, som hun kalder det. For hende må der være noget større og mere betydningsfuldt.

Kimen til det finder hun i forbindelse med en kommunikationsopgave for Postkom, postbudenes fagforening. Et EU-direktiv, der ville betyde nedskæringer i postomdelingen, er ved at blive indført, og Ellinors lille firma er blevet hyret til at påvirke politikerne i Postkoms interesse.

I begyndelsen tackler Ellinor opgaven som vanligt, upersonligt og med brug af sine færdigheder i moderne kommunikationssprog. Ved et kursus for postbude gribes hun imidlertid af mistillid til sig selv og sine virkemidler. Hun kommer til at læse postbudenes ubehjælpsomme, men også personlige og levende beretninger om deres og deres forgængeres liv med breve, deriblandt fortællingen om den taknemmelige elev, der skrev til sin lærer. Ellinor får et indblik i liv, der får mening, fordi de bygger på medleven og ansvarsbevidsthed over for det nære.

Herefter gør hun kampen imod nedskæringer af postbudenes arbejde til sin personlige sag.

Med engagementet følger langsomt ændringer i hendes forhold til andre, ikke mindst kæresten, og romanen slutter løfterigt med et brev fra kærestens lille søn, som hun hidtil har holdt sig på afstand af. Heri takker han hende for bogen om Postmand Per, som hun har sendt ham.

Det kan lyde sødladent og banalt, men er det langtfra i Vigdis Hjorths udformning. Hun holder en let og finurlig tone, samtidig med at de dybe, eksistentielle konsekvenser af et moderne, ensomt liv bliver afdækket.

”Helvede - det er de andre” formulerer Sartre det i et af sine skuespil. Det er de også for Ellinor, indtil hun indser, at de også er eneste mulighed for det gode liv og et nødvendigt valg, hvis man vil undgå det selvoptagede og fortvivlede.

Der er meget Kierkegaard bag kulisserne i Hjorths roman og en klar og kunstnerisk bevægende stemme.

kultur@k.dk