Prøv avisen

2016 var turbulent, men 2017 bliver værre

Donald Trump har opfanget det politiske potentiale i en del af vælgerbefolkningen, der ser med skepsis på projektet om at skabe ét sammenhængende globalt, frit marked, mener John Gray. Til næste år er der valg i Frankrig, Tyskland, Holland og Italien, og min forudsigelse er, at 2017 bliver endnu mere turbulent og endnu mere omvæltende end 2016, siger han. Foto: AP

Frihed og tolerance er værdier med rødder i den jødisk-kristne tradition, og de er kun sikre, hvis de understøttes og forsvares af en stærk stat. Det mener den bogaktuelle britiske filosof John Gray , som Kristeligt Dagblad har bedt om at se tilbage på et år, hvor vores centrale forestillinger og selvopfattelse blev rystet

Brexit og valget af Donald Trump bekræfter min analyse fra bogen ”False Dawn” fra 1998. Her er den centrale hypotese, at projektet om at skabe ét sammenhængende globalt, frit marked, som den vestlige politiske elite havde arbejdet for siden Murens fald, ikke i længden kunne opnå demokratisk legitimitet.

Måske ville det nok være godt for væksten for verden set som ét stort hele, sådan som forsvarerne for den slags globalisering altid siger. Men problemet er jo, at ingen lever i ”verden som ét stort hele”.

Folk lever i hver deres del af verden, i hver deres samfund, de har hver deres livsform med hver deres fremtidsudsigter, håb og frygt. Det, jeg tænkte dengang, var, at et globalt frit marked – eller forsøget på at skabe det – ville efterlade et stort nok antal mennesker med stagnerede lønninger i arbejds- og udsigtsløshed, som til sidst ville sige fra over for politikerne. Det er helt grundlæggende det, vi har været vidne til i år i Europa og USA.

Jeg har boet i det amerikanske Midtvesten for 20 år siden, og selv dengang var det ret slemt – stofferne, isolationen, udsigtsløsheden, håbløsheden, den faldende levealder. Det er kun blevet værre siden. Ville de folk bare acceptere den skæbne for altid? Nok ikke. Det var det, Donald Trump havde indset, og det benyttede han sig af. Og det hjalp ikke ligefrem Hillary Clinton, at hun kaldte de vælgere ”afskyelige”. Hvad havde hun regnet med? At de ville vende den anden kind til og sige: ”Ja, vi er afskyelige, og det vil vi holde op med”? Det er aldrig sket før i historien. Slet ikke i demokratiske lande. Før eller siden vil de folk sige fra.

I modsætning til, hvad mange andre EU-skeptikere hævder om EU, ser jeg ikke EU som en almægtig kæmpestat, der er på vej til at etablere sig. Jeg ser det som en pseudostat, fordi den ikke kan udføre de helt essentielle funktioner, som skal til, for at en stat kan blive en stat. Ikke mindst sikkerhed. Det er det, vi har set med migrantkrisen – man kan ikke blive en stat, når man ikke kan kontrollere sine egne ydre grænser og holde dem i hævd.

Netop de manglende grænser er en vigtig pointe på et andet niveau. Det europæiske projekt har på en vis måde udviklet sig til et ultraliberalistisk projekt, hvor kapital og arbejdskraft kan flyde helt frit, og hvor den politiske orden ikke hviler på nationale identiteter eller nationale grænser, men overskrider dem. Det er et projekt, der fuldstændig overser, at de fleste mennesker slet ikke ønsker at leve i et enormt kontinentalt rum, hvor der ikke er nogen national identitet.

Det betyder ikke, at de er racister eller xenofober eller etniske nationalister. Det betyder bare, at de ikke vil leve i et rum, som et tømt for historisk og symbolsk mening. Men når man delegitimerer den holdning og vender det døve øre til, sender man de vælgere, især dem, der er fanget i arbejdsløshed og mørke fremtidsudsigter, i armene på det yderste, antiliberale højre. Den bevægelse har vi slet ikke set afslutningen på endnu. Til næste år er der valg i Frankrig, Tyskland, Holland og Italien, og min forudsigelse er, at 2017 bliver endnu mere turbulent og endnu mere omvæltende end 2016.

Selvom alle siger, at Marine Le Pen ikke bliver fransk præsident, og Angela Merkel umuligt kan tabe det tyske kansler-valg. Det er langtfra sikkert. Og hvis Le Pen vinder og trækker Frankrig ud af euroen, bryder EU sammen. Samtidig er jeg langtfra overbevist om, at Front National er blevet så afgiftet for antisemitisme og racisme, sådan som Le Pen ellers hævder. Det kan blive meget farligt.

Lige nu er den gældende visdom, at Vesten oversvømmes af en populistisk bølge. Jeg synes, det begreb burde forbydes i et stykke tid. Som det bliver brugt i dag, er populisme et ord, de vestlige politisk-økonomiske eliter bruger til at skjule deres ansvar for konsekvenserne af deres egne vildfarelser de seneste 20 og 30 år.

I stedet har de opfundet et spøgelse eller en dæmon, de kalder populisme, og hævder, at det er den, der skaber ravage. De udelukker det som en reaktion på deres egen politik. I mine øjne handler det om, at vor tids generation af det, vi i USA og Storbritannien kalder liberale politikere og meningsdannere, har overskåret enhver forbindelse til historien.

Ikke bare deres verdensanskuelse, men hele den måde, de tænker på, er præget af en eller anden version af Francis Fukuyamas tese om, at det 20. århundredes konflikter og opbrud simpelthen ikke vil ske igen. At historien var slut. De tager den seneste 20-30 års institutionelle og geopolitiske ramme som givet for al evighed.

Prøv at forestille dig, hvis et eller flere af de centrale europæiske socialdemokratier eller centrum-højrepartier for fire eller fem år siden havde sagt, at det europæiske projekt ikke var levedygtigt længere i sin nuværende form og krævede en grundlæggende ombygning og nedskalering af EU. Og hvis ikke, at de ville træde ud af samarbejdet.

Det ville have bremset det yderste højres fremmarch, tror jeg, og liberale værdier ville være meget mere sikre, end de er nu. Så selvom det yderste højre vil være fuldt ud ansvarlige for de forbrydelser, de måtte begå i fremtiden, hvis de kommer til magten i et eller flere af de europæiske lande, så ligger det dybere ansvar hos de europæiske midterpartier.

En anden grund til, at jeg ikke bryder mig om populisme-tesen, er idéen om, at man kunne få en politisk orden uden eliter. Eliter forsvinder aldrig fra politik. Når én elite bliver stædig og stiv i sin tænkning, bliver de bare stødt væk fra tronen og erstattet af en anden elite. Det, der sker lige nu, er, at de liberale eliter tjekker ud af historien, og de nye antiliberale eliter, der vil erstatte dem, kan let vise sig at være meget værre. Det er faren nu.

En Marine Le Pen-sejr i Frankrig kan let blive det første alvorlige skridt i en bevægelse, hvor liberale værdier kommer under heftigt pres i et Europa, hvor de gamle dæmoner slipper ud af kælderen. Det ser vi allerede nu i Ungarn, hvor jøder, romaer og homoseksuelle bliver forfulgt.

Det er derfor, jeg taler for en position, jeg kalder post-liberalisme. I mine øjne er det nogle særlige praksisser – tolerance og individuel frihed til at leve, som man vil, og indgå i de fællesskaber, man har lyst til – som er kernen i liberalismen, og som det er helt afgørende at holde fast i. Den post-liberale er ikke en antiliberal, der forkaster de liberale værdier. Men han indser, at det at praktisere tolerance og frihed ikke bare er noget, der sker af sig selv, og ikke er universelle værdier, der stammer fra menneskets inderste natur.

Det er værdier med en specifik historie og rødder i vores jødisk-kristne traditioner, og de er kun sikre, hvis de er understøttet og forsvaret af en stærk stat, der kan slå ned på det, der truer de værdier. Eksempelvis religiøs ekstremisme. Post-liberalisme er et forsøg på at se virkeligheden gennem briller, der er mindre duggede til af urealistiske drømme og fantastiske filosofier.

Det er en tankegang, der vil beskytte det bedste af civilisationen, og der, hvor det ikke længere kan lade sig gøre, så undgå de værste onder. Det er min definition af politik: Det konstante forsøg på at finde tidsbegrænsede midler til at afværge evigt tilbagevendende, menneskelige onder.