Flygtig leg i mørket - ★★★★★☆
I skarp solskin kører Lana Del Rey i en rød vintage-sportsvogn i videoen til titelsangen på ”Chemtrails Over the Country Club”. Det er summertime, og livet føles let. Men så kommer varulvene. Og tristessen. For Del Rey er kvinden i mørket, i sin biograf, der viser retro-romancer.
Producer Jack Antonoff (Taylor Swift, Lorde) pakker følelserne ind i dobbeltvævet frotté af folk og sadcore-wellness. Den virker især i numre som ”Let Me Love You Like a Woman” og et cover af Joni Mitchells ”For Free”, som virker sært opløftende.
Sæsonerne skifter, vi forbliver de samme, synger hun på sit syvende album. Og jager uhåndgribelige, barok-poppede drømme i ”Dark But Just a Game” og lyder som The Bangles. Måske drømmer man bare bedst i tusmørket. I den leg er diamanter lånte, ikke for altid. Smuk er den flygtige leg, Lana Del Rey leger.
Lydmor stikker af - ★★★★★☆
Engang flygtede hun til Shanghai for at få styr på sig selv. Nu sker helingen indeni. ”If you want capacity, you gotta leave it to the love you breathe,” synger 31-årige Jenny Rossander. Og minder om, at revolutioner bliver sendt i Televisionen. Kapacitet til at ændre eget og andres liv er noget, hun inspirerer til som debattør i kønsdebatter i ”Deadline”, og når hun fylder synthesizerne med elektroniske vuggeviser, man må stå op og danse til. ”Nevada” har besøg af færøske Eivør, ”LSD Heart” har autotune. I begge numre løber hjerterne løbsk, og det er svært at gennemskue, hvordan musikken dramaturgisk står på to ben.
Men den komplekse musik rammer mig, lidt som Nicolas Winding Refns film. Med en uforklarlig kraft. Lige så meget eneren Lydmor omfavner sit publikum og skaber et kollektivt rum i sine koncerter, lige så meget stikker hun nu af og tager teten i dansk electropop med dette fremragende værk af lyd og sensitivitet.
Godt tempereret Carl - ★★★★☆☆
For 120 år siden skrev Carl Nielsen en symfoni med titlen ”De fire temperamenter”. Fragmenter fra fynboens 3. og 5. Symfoni tempereres nu som elektronisk ambient og trut og swing fra DR Big Band.
Komponisten Peter Jensen og produceren Morten Bücherts projekt åbner jazzede døre ind til den klassiske mesters indkapslinger af paradisisk ro. Følg blot Peter Fuglsangs fredfyldte klarinettoner i stykket ”Ripples”! Det blunder ikke i den lyse nat; i stedet for strygere småbuldrer og kradser industrielle beats.
Arkitektur er frossen musik, sagde filosoffen Nietzsche. Den arkitekturglade Jensen klipper i Nielsens musikalske fundamenter og får dem til at vibrere varmt. ”Light Through Leaves” fra det lille danske jazzplademærke ILK er både godt tænkt og godt tempereret.
Tilbagelænede konger - ★★★☆☆☆
Stadionrock føles fjern lige nu. Men 00’ernes store festband og rockfornyere Kings of Leon har ikke forladt arenaen. Hårde guitarriffs og bekendelser om fortidens balladeliv mangler ikke, men Caleb Followill synger det nærmest selv: ”I’m going nowhere, if you got the time.”
På ottende album står præstesønnerne fra Tennessee lidt stille i en voksenrockfest med tilbagelænet rodeo-rock. Den modne rejse starter allerede i åbneren, ”When You See Yourself, Are You Far Away”: ”You have the face of someone new / The pleasures of this life I’m told / will spit you out in the middle of the road.”
Støjende solkonger bliver også magelige og finder sig en god stol at sidde på.
Alt det, Cave kan - ★★★★★☆
”Idiot Prayer”, lockdownoperaen ”L.I.T.A.N.I.E.S” og nu et album med vennen og Bad Seeds-ankeret Warren Ellis. Alt det siden november! Nick Cave synes fyldt med pandemisk kreativitet hjemme i Brighton. Alle numre, fra ”Hand of God” til ”Balcony Man” med albummets konkluderende linjer: ”And what doesn’t kill you just makes you crazier”, har en heftig promille af Nick Cave-vildskab. Selvfølgelig også balladerne. Rableriet topper i ”White Elephant” om en smeltende isskulptur med en elefantpistol og et dystert beat, som pludselig går gospel.
Alt er her: De løbske fantasier og det nervøst støjende rum, Cave har rumsteret i siden starten af karrieren samt den mere sfæriske lyd fra ”Skeleton Tree” (2016). Tankerne renses på en blomstermark i den uendeligt smukke ”Lavender Fields”: ”I’m travelling appallingly alone on a singular road / Into the lavender fields that reach high beyond the sky.”
Ret vildt, at de to mørkemænd har bikset et monstrum af et værk – næsten mesterværk – sammen på 14 dage. Cave må savne så meget at røre ved sit publikum.
Mystafa i forsamlingshuset - ★★★★★☆
”Özgürüm Ben” synger tyrkisk-danske Hilal Kaya på københavnerbandet Kalahas fjerde album ”Mystafa”. Rumpistol (Jens Christiansen), Spejderrobot (Mikael Elkjær) (begge elektronik), Emil de Waal (trommer) og Niclas Knudsen (guitar) smager sig nemlig frem, når de swinger deres instrumenter ud til Anatolien, Brasilien og blueser i alverdens ørkener med de syngende gæster Uffe Lorenzen, Moussa Diallo og Hjalte Ross. Ren fest i det globale forsamlingshus – med polyrytmer, arabisk oud og hvirvlende synthesizere.
Kalaha klamrer sig ikke til nogen musikalske genrer, men kravler over, lige der, hvor gærdet er højest: Dygtige er de, når de formår at bringe vidt forskellige vibrationer og kulturer sammen. Med denne fine sag fra April Records i 2770 Kastrup er vinteren vist forbi.