Mellem 40.000 og 50.000 ezidier blev i sommeren 2014 trængt op på Sinjar-bjerget i det nordvestlige Irak af Islamisk Stat.
Det lokale militær havde trukket sig uden at advare lokalbefolkningen, der overladt til sig ikke havde andet valg end at flygte.
Nogle blev taget til fange og solgt som slaver, andre blev dræbt, og deres eneste forbrydelse var, at de var ezidier, og således skønner man, at næsten 200.000 mennesker, primært ezidier, efter angrebet flygtede til de mere sikre kurdiske dele af Irak.
Islamisk Stat betragter ezidierne som Satan-dyrkere og dermed som helt rimelige mål for forfølgelse og drab. Som der står i det fjerde nummer af Islamisk Stats engelsksprogede månedsmagasin Dabiq: ”Deres (ezidiernes) kvinder kan godt blive slavebundet. (…) Man bør huske på, at det at tage de vantros familier som slaver – og deres kvinder som konkubiner – er et aspekt af islamisk lov, og at benægte dette eller spotte det er at benægte og spotte vers i Koranen og Profetens fortælling, og det er ensbetydende med frafald fra islam.”
Islamisk Stat gav de tilfangetagne ezidier valget mellem at konvertere til islam eller dø – eller som for 27-årige Ghaliya Barkat Ravo og hendes søster: at blive solgt som sexslaver.
I 285 dage blev de holdt fanget hos forskellige IS-krigere, indtil det til sidst lykkedes dem at flygte, og i dag bor de på et asylcenter i Tyskland. Her modtog de i oktober i år beskeden om, at deres ene bror var blevet erklæret død, mens en anden stadig meldes savnet, præcis som omkring 3000 andre af de godt 6000, som man skønner, at Islamisk Stat bortførte.
Ghaliya Barkat Ravos historie bliver fortalt af journalist, forfatter og foredragsholder Deniz Serinci, og det er hans håb, at han med sin bog kan kaste lys over et helt igennem grusomt folkemord. Og også over grunden til, at Danmark efter Islamisk Stats angreb på ezidierne igen gik i krig i Irak.
”Slave i Islamisk Stat” veksler mellem det fortællende og det faktuelle. Stærkest er Deniz Serinci i de forklarende fakta-afsnit, hvor han kort og klart opsummerer Islamisk Stats projekt, giver et historisk rids over konflikten og behændigt sætter den lille og personlige historie ind en større samfundsmæssig og religiøs ramme.
Men i den fortællende del har sproget en tendens til at blive en kende klichéfyldt – der er hjerter, der svulmer i brystet, folk, der bliver lammet af frygt, og mænd, der er stærke som bjørne, og det gør en ellers lødig historie lidt mere kulørt end klædeligt er, hvilket dog ikke ændrer på, at den står som et vigtigt vidnesbyrd om den etniske udrensning, som ezidierne blev offer for.