30 år efter: Man bør ikke kalde det en ”genforening”

Tyskland blev officielt én stat i 1990. Men at der ikke var tale om en egentlig forening af folket, er stadig tydeligt

Vesten opførte sig, ofte i den bedste mening, som om man havde erobret DDR. Det syntes glemt, at det var den østtyske befolkning selv, som havde væltet regimet i løbet af efteråret 1989. (Arkivfoto).
Vesten opførte sig, ofte i den bedste mening, som om man havde erobret DDR. Det syntes glemt, at det var den østtyske befolkning selv, som havde væltet regimet i løbet af efteråret 1989. (Arkivfoto). Foto: Nf/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

I morgen er det 30 år siden, Tyskland officielt blev til én stat. Man bør ikke kalde det en genforening, for dels har der ikke før eksisteret et Tyskland i de grænser, der gælder nu, dels blev der reelt tale om en indlemmelse af DDR i Forbundsrepublikken. Fra første dag kom alt til at foregå på vesttyske betingelser, og der blev stort set intet andet tilbage af DDR end den lille gående mand på fodgængerlysene.

Vesten opførte sig, ofte i den bedste mening, som om man havde erobret DDR. Det syntes glemt, at det var den østtyske befolkning selv, som havde væltet regimet i løbet af efteråret 1989. Fra vest havde man ikke gjort noget, tværtimod støttede Vesttyskland i 1980’erne DDR økonomisk. Det var fornuftigt nok, for ingen kunne forestille sig, at en omvæltning i DDR kunne foregå så fredeligt, som det blev tilfældet. Tidligere forbundskansler Helmut Schmidt sagde, at man skulle kreditere det østtyske regime for, at det abdicerede i stedet for at udløse en borgerkrig. USA har noget at leve op til, hvis Donald Trump taber valget i november.

Den komplette overtagelse af DDR løste på kort sigt nogle problemer og skabte på langt sigt flere, som Tyskland døjer med i dag. Det såkaldte Treuhandgesellschaft, som skulle privatisere den østtyske industri, blev oplevet som endnu en ekspropriation efter den, kommunisterne allerede havde foretaget.

I dag finder man stort set heller ingen, som forsvarer den proces. I stedet for at udnytte lokal kapacitet og lokalt initiativ gjorde man hele DDR til en bistandsklient. Erfaringer og levet liv var ligegyldige, for nu var man i et nyt og anderledes samfund. East German lives did not matter.

Modsat andre østeuropæiske lande, hvor en hel befolkning skulle finde sig til rette, drejede det sig her om en fjerdedel af en befolkning, som lynhurtigt skulle tilpasse sig de tre fjerdedeles måde at leve på. Det gik i nogle henseender godt, i andre galt.

Følgerne af det sidste ses den dag i dag i den særlige tilslutning, partiet AfD har i de østlige forbundslande. Hvor det i 1990’erne endnu var venstrepartiet PDS, som kunne tale for dem, der følte sig svigtet, er det nu åbenbart AfD, skønt langt de fleste af partiets ledere er vesttyskere. Det har mindre at gøre med flygtninge og indvandrere, end de fleste tror. Det har meget mere at gøre med en fornemmelse af at være ladt i stikken.

Østtyskland affolkes stadigvæk. Det tidligere DDR er et offer for urbaniseringen, fordi der ikke er så mange store byer og virksomheder i den del af landet. Når AfD især i de senere år har haft vind i sejlene, skyldes det, at folk nu har mistet troen på, at det bliver bedre i morgen. Firkantet sagt rejser de kvikke piger, og tilbage er de dumme drenge, som er lette ofre for en delvis nynazistisk propaganda.

Set over hele Tyskland står AfD stadig svagere end de fleste tilsvarende partier i andre europæiske lande, så der er ingen grund til at pege fingre. Og naturligvis findes der også østtyske succeshistorier. Men selve den omstændighed, at man hele tiden fremhæver dem, viser, at de ikke er så almindelige endda. Det minder faktisk lidt om DDR’s propaganda.

Bagklog kan enhver være. Men der var dem, som allerede i 1990 advarede om, hvad der kunne ske. Günter Grass kunne, med en vis bitterhed, i 2009 offentliggøre sin dagbog fra 1990. De, som dengang havde skældt ham huden fuld, hørte man ikke meget til nu.

Naturligvis havde et andet forløb også haft sine problemer. En fuldstændig problemløs forening var umulig, der var intet fortilfælde og ingen færdige planer. Men det vestlige overmod, som i det hele taget hærgede de første 10-20 år efter kommunismens sammenbrud, bestemte også i så høj grad den tyske forening, at meget måtte gå galt. Som en deltager i en tv-udsendelse for et par dage siden citerede fra tiden efter anneksionen:

”Hvis du kender en vesttysker, og han/hun ikke er familie, er det enten din foresatte, din udlejer, eller du står for retten.”

Så dominerende blev vest over for øst. Forening? Ikke det, der lignede.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.