Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

30 år efter Murens fald: Litteraturen prøver stadig at genforene Tyskland

Litteraturen har givet både øst- og vesttyskere indblik i to for hinanden lukkede verdener, oplever den vesttyske forfatter Ulrike Draesner. Arkivfoto. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens det officielle Tyskland fejrer den fredelige revolution og Murens fald, beskæftiger tysk litteratur sig i dag langt mere med de sociale – ofte negative – følger af de historiske begivenheder. Det er i høj grad østtyske forfattere, som skriver til et vesttysk publikum, mener forsker

Den fredelige revolution i det østtyske DDR for tre årtier siden er det stof, drømme er gjort af. De folkelige protester førte til Murens fald, selve symbolet på Europas samling. Den vesttyske genforeningskansler, Helmut Kohl, profeterede optimistisk om ”blomstrende landskaber” for de euforiske østtyskere, og tidligere kansler Willy Brandt proklamerede, at ”nu vokser sammen, hvad der hører sammen”.

Overalt i Berlin og andre tyske byer fejrer man i denne uge de verdenshistoriske begivenheder med koncerter, lysinstallationer og festtaler, og flere hundrede bøger, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med Murens fald, er de seneste år udkommet på tysk. Men mens politikerne holder skåltaler, har den tyske litteratur for længst forladt festen og giver et mere ædrueligt indblik i de historiske begivenheder og især deres følger. For Tyskland blev samlet, men hvor samlet blev Tyskland? Og med hvilke konsekvenser?

”Litteraturen gjorde det tydeligt, hvor mange forskellige historier der var, og hvor svært det måtte blive ’at vokse sammen’,” siger den vesttyske forfatter Ulrike Draesner om genforeningen året efter Murens fald.

”Angiveligt talte vi ét sprog – faktisk taler vi forskellige dialekter. Vi lo af forskellige ting, havde forskellige værdier, forskellige syn på venskaber, forskellige kvindesyn. Selvom begge sider mistede det land, de så længe havde boet i, betød dette noget højst forskelligt i øst og vest. At det ikke bare ville blomstre, var tydeligt. Og litteraturen lagde ikke skjul på dette, tværtimod,” siger Ulrike Draesner, som også er professor ved det tyske litteraturinstitut i Leipzig.

Umiddelbart efter 1989 efterspurgte man den store roman om Die Wende (systemskiftet), som især mange østtyskere kalder Murens fald og genforeningen.

”Men den blev ikke skrevet. God litteratur har brug for tid. Og først med tiden fulgte historierne, herunder ’Helte som os’, som viste folk som mig, folk fra Vesten, en verden, vi ikke vidste ret meget om,” siger Ulrike Draesner med henvisning til den østtyske forfatter Thomas Brussigs kritisk-satiriske gennembrudsroman fra 1995 om livet i DDR, der blev hyldet som en ”spændt ventet Wenderoman”.

Romanen kan ligesom andre af Brussigs bøger læses som en dannelsesroman, idet de historiske begivenheder skildres gennem hovedpersonernes, børn og unge menneskers, blikke.

Litteraturen har dermed givet både øst- og vesttyskere indblik i to for hinanden lukkede verdener, oplever Ulrike Draesner. Afgørende for hende var for eksempel digtningen blandt østtyske lyrikere som Lutz Seiler, der skrev symbolladet om uranminedrift og radioaktivitet i DDR og dermed ”introducerede mig til en hidtil fuldstændig ukendt verden”, fortæller hun.

I dag er det dog snarere følgerne af Murens fald end selve begivenheden, der optager tyske forfattere, påpeger Weertje Willms, professor i nyere tysk litteratur ved Freiburg Universitet.

”Der er selvfølgelig stadig en række romaner, hvor Muren en passant spiller en rolle, fordi teksten finder sted i Berlin,” siger hun og nævner tysk-tyrkiske Yadé Karas prisvindende debutroman ”Selam Berlin”.

”Men det forekommer mig, at Murens fald ikke i sig selv er det store romantema, men snarere den videre samfundsmæssige udvikling. Samlet set har der i nogle år været en tendens til at bearbejde samtidshistorien for eksempel i litterære hybridformer, blandingen af fiktion og faktiske elementer. Forholdet til de europæiske naboer, nazitiden og så videre spiller i den sammenhæng en vigtig rolle og er knyttet til familie- og generationshistorier,” siger hun.

Stephan Pabst er litteraturforsker med speciale i samtidslitteratur ved Martin-Luther-Universitet Halle-Wittenberg. Han påpeger også, at den æra, hvor selve Murens fald blev gjort til et romantema, er forbi. Uwe Tellkamps ”Tårnet” og Sven Regeners ”Herr Lehmann” slutter for eksempel begge med Murens fald, men er begge fra 2000’erne.

”Omtalen af befrielsesøjeblikket er i dag snarere et tema i politiske festtaler. Alt i alt handler det nu meget mere om tiden efter, herunder den vedholdende degradering af østtyskere, de virkninger, dette har på deres adfærd som vælgere og den politisk prekære konstruktion af en østtysk identitet,” siger han.

Efter at Dresden-forfatteren Ingo Schulzes romaner alle har kredset om systemskiftet 1989-1990, er det langt vigtigere tidspunkt i hans seneste roman, ”Peter Holtz”, året 1998, hvor nyliberaliseringen af det tyske samfund med socialdemokraten Gerhard Schröders regering medførte, at den kapitalisme-kritik, man havde troet død, genvandt sin relevans, påpeger Stephan Pabst. Også andre forfattere som Reinhard Jirgel undersøger konsekvenserne af kapitalismens indtog i det tidligere DDR.

Atter andre tager sociale problemer under behandling. Manja Präkels roman ”Als ich mit Hitler Schnapskirschen aß” (Da jeg spiste snapskirsebær med Hitler) beskæftiger sig med højreradikale unge i det østtyske Brandenburg efter kommunismens fald. Og i Clemens Meyers manuskript til den melankolske film ”In den Gängen” konfronteres de stolte DDR-arbejdere med fremkomsten af et nyt pjalteproletariat i ”de nye forbundslande”, det tidligere DDR.

Ifølge Stephan Pabst er der i høj grad tale om østtyske forfattere, som skriver til vesttyske læsere.

”Hvad opnår litteraturen så? Den overvinder intet og har ingen terapeutisk virkning, den beskriver først og fremmest en oplevelse og gør den offentlig. Den skaber klarhed om en situation og om de konsekvenser, den har for den enkelte. Den samler og opbygger en erfaring for et veluddannet publikum. Og frem til i dag er det publikum forblevet et relativt homogent vesttysk kommunikationssamfund. I denne henseende er litteraturen fra østtyske forfattere, i det mindste for disse læsere, stadig en slags ’erstatningsoffentlighed’,” siger han og tilføjer, at den nationale tyske presse i bund og grund er en vesttysk presse, som kun langsomt er begyndt at åbne sig for østtyskere.

Tyske politikere er også først meget sent blevet bevidste om de samfundsmæssige og identitetsmæssige følger af den tyske genforening for især østtyskere, siger Stephan Pabst.

”Mange politikere giver indtryk af, at de først lige har opdaget, at 17 millioner mennesker for netop 30 år siden blev en del af Forbundsrepublikken. For disse politikere er østtyskere stadig nogen, der blev skadet af DDR, og ikke nogen, der for en stor del har tilbragt det meste af deres liv i Forbundsrepublikken. Måske ville det have hjulpet dem lidt, hvis politikerne havde læst en bog af Jirgl, Schoch eller Schalansky,” siger han med henvisning til tre fremtrædende østtyske forfattere.