30 nedslag i den tyske kulturhistorie

Stort værk om tysk kultur er let og tilgængelig. En fortræffelig introduktion, uden på nogen måde at være udtømmende i forhold til tysk kultur

30 nedslag i den tyske kulturhistorie

I 1770 rejste den 21-årige Johann Wolfgang Goethe til Strasbourg for at studere. Der skete der to ting. Da han stod foran den imponerende domkirkes facade, blev han med ét klar over, hvad det ville sige at være tysk. Samtidig mødte han der den 26-årige Johann Gottfried Herder, den kreative kraft bag Sturm und Drang-bevægelsen, hvorved oprustningen af tysk kultur for alvor tog fart. Tankevækkende, at det fandt sted i en by, der havde været fransk i 100 år.

I de følgende 100 år var det i mangel på en fælles tysk stat i høj grad kulturen, der, ikke mindst med Goethe som overskrift, skulle være sammenhængskraften i den kollektive tyske identitet. I samme forløb blev tysk Kultur – med stort K, i modsætning til angelsaksisk civilisation med lille c – en dominerende kraft i Europa. Hvis man trak det tyske bidrag ud af den europæiske civilisation, ville det være et meget fattigere sted. Som vi her i landet er i færd med at blive det, efter at tysk er forsvundet ud af vore uddannelser.

Mens det derved måske blev klarere, hvad tysk kultur var, forblev det i det 18. århundrede mindre klart, hvor Tyskland egentlig lå.

”Deutschland, aber wo liegt es? Ich weiss das Land nicht zu finden,” skrev Goethe og Weimar-kollegaen Friedrich Schiller i digtværket ”Die Xenien” fra 1796: ”Tyskland, men hvor ligger det? – Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde landet.” Under Napoleonskrigene skulle landet momentant blive helt væk.

Neil MacGregor er en tidligere leder af British Museum som i forbindelse med en stor udstilling om tysk kultur på sit museum i 2014 skrev bogen ”Tyskland. Erindringer om en nation” – et udstillingsprogram med elefantiasis, kan man måske sige. Nu er bogen blevet udgivet på dansk i forbindelse med, at samme udstilling for tiden kan ses på Nationalmuseet. Tankevækkende, at det er en britisk udstilling om tysk kulturhistorie, der kommer til Danmark, og at det er en skotsk kulturhistoriker, der udlægger teksten. Det er der muligvis en pointe i.

Apropos dette med, hvor Tyskland ligger, er bogen fortjenstligt forsynet med en indledende kortafdeling, hvor man kan se de geografiske forandringer op igennem historien, fra kludetæppet omkring 1500 over det samlede kejserrige efter 1871 og Stortyskland under Anden Verdenskrig, til det moderne Tyskland efter samlingen i 1990.

MacGregors bog rummer 30 nedslag i den tyske kulturhistorie, før og efter 1770, spredt ud over godt 1000 år. Der er et afsnit om Rhinen i kulturhistorisk belysning, et om den fransk-tyske strid om retten til arven efter Karl den Store, symboliseret ved hans krone, afsnit om Luther, brødrene Grimm, Goethe naturligvis, Bismarck, Gutenberg og bogtrykkeriet, Albrecht Dürer, Käthe Kollwitz, Ernst Barlach og hans fænomenale ”svævende engel”, iblandet afsnit om Meissen-porcelæn, smedekunst, møntproduktion, hanseaterne, Bauhaus samt endelig, eftersom Tyskland ikke blot er das Land der Dichter und Denker, men også der Richter und Henker, er der afsnit om nazismens epoke, bogbrændingerne, jøderne, den entartete kunst og om kz-lejren Buchenwald – og så selvfølgelig om Østtyskland og Murens fald.

En imponerende bredde, skrevet i en let og tilgængelig stil med britiske vinklinger – uden på nogen måde at være udtømmende i forhold til tysk kultur. Man kunne skrive 10 af den slags oversigter, uden at resultatet var udtømmende, hvilket siger mere om kulturen end om bogen.

Første Verdenskrig er helt fraværende, tysk litteratur og tænkning til højre for midten: Nietzsche, Heidegger, Jünger ligeså, sammen med Humboldt-brødrene – og en tysk kulturhistorie uden Wilhelm von Humboldt, den tyske Bildungs fader, er sært. Måske er MacGregor blevet mindet om det, efter at han gik af som direktør for British Museum for at blive ledende direktør for Humboldt Forum, som nu har til huse i det genopførte Stadtschloss i Berlin.

I øvrigt er netop historien om det genopførte slot på Unter den Linden en repræsentativ historie under overskriften ”tyske erindringssteder” symptomatisk for den sammensatte tyske historie: Det hohenzollerske kongeslot blev i 1950’erne revet ned af østtyskerne, som i stedet opførte Palast der Republik som parlamentsbygning; den blev revet ned i 2006, angiveligt på grund af asbest, og mod store protester fra østberlinere, som pludselig havde mange gode minder derfra.

Nu har man så genopført kongeslottet i oprindelig skikkelse. Sådan skiller tys-kerne sig gradvis af med mindelserne om de kedelige fortider, den prøjsiske, den nazistiske og den kommunistiske, til fordel for forestillingen om et fredeligt, dialogisk Tyskland: ”Berlin bygger nok engang en drøm: denne gang om en fredsommelig, berigende dialog mellem kulturer – europæiske og mediterrane på Museumsøen, resten af verden på Stadtschloss,” skriver MacGregor afslutningsvis. ”Den komplicerede tyske fortid bliver her atter genformet af sine monumenter og erindringer.”