I næste uge er det skolernes efterårsferie, og i den plejer der at være en række film, der har skoleeleverne som målgruppe. Der er der også i den kommende uge. En af dem har den gamle nordiske religion som baggrund for en fortælling om to søskende, der må gennemgå en række dramatiske begivenheder. Det er filmen ”Valhalla”.
I de seneste år er der kommet en del fokus på de gamle nordiske guder Odin, Thor, Tyr, Freja, Frigg, og hvad de ellers hedder. Der er endda nogle, der har genoplivet den gamle tro og kalder sig asatroende. Man mødes på udvalgte dage og holder religiøse ceremonier. Kirkeministeriet har endda godkendt grupperingen Forn Sidr som anerkendt trossamfund.
Gad vide, hvad de nye asatroende så siger til skildringen af deres guder, hvis de ser den nye film. Magen til slatne og slappe guder skal man lede længe efter. Der er ikke meget styrke og festlig bægerklang over Odin og hans gudehird.
De nordiske myter fik for nogle år siden en revival i 1970’erne, da den politiske kamp om EF var i gang. Jeg husker en kunstnergruppe på Langeland med Ebbe Kløvedal Reich i spidsen, der lavede et teaterstykke, hvor man som bagtæppe havde Thors hammer og de fire kristne evangelister. Man søgte i de anti-EF-dage ned i den grundtvigske danske arv for at mobilisere befolkningen til kamp mod EF.
Den nye film ånder hverken af grundtvigsk fascination eller nyreligiøs interesse for en gammel gudeverden. Filmens hovedhistorie er om to søskende, der skal få orden i et univers, der er ved at gå i stykker, og dertil har de i virkeligheden kun sig selv.
Drengen Tjalfe og hans lillesøster Røskva lever med deres forældre i menneskenes verden, Midgård. En dag får de besøg af to guder fra Asgård, Thor og Loke. Besøget ender med, at menneskebørnene kommer med til Valhalla, hvor stemningen og humøret ikke svarer til det, man ellers ville forvente af det sted. Der er bekymring og uforståenhed over, at Fenrisulven er sluppet fri og dermed indvarsler det ragnarok, hvorved alting er forbi, og alt vil ligge i mørke.
Det er ikke det eneste bekymrende. Det næste er, at jætterne er ved at få magten. Ind i dette kaos træder de to børn, hvor kun ”Lysets barn” kan redde guder, mennesker og kosmos. Hvem monstro dette ”Lysets barn” er?
Filmen rummer da spændende action-scener, og vel er Fenrisulven stor og grum, men den bider ikke rigtig, og dens funktion i filmen er for øvrigt ret mærkelig. I ”Vølvens spådom” er den gudernes modstander, men pludselig undervejs i filmen bliver den en art Aslan-løve, der i det afgørende slag tjener lysets kræfter.
Der er noget rod i mytologien, men det gør nok ikke det store for hovedpointen i filmen. Myten er bare bagtæppet for et moderne budskab, som man ikke er meget i tvivl om. ”Mist ikke troen på dig selv,” siger en gud til Røskva flere gange, og til sidst røbes det, at mennesket i virkelighed er en gud. ”I er jo afhængige af os,” siger en af børnene til Odin og hans venner. Guderne er bare staffage og i virkeligheden helt unødvendige.
Der er kun det selvsikre og stærke menneske tilbage. Her sidder man så ganske og savner Hvide Krist.