Fire ud af seks stjerner
I udlandet taler de om Nordic Noir, når de forsøger at beskrive den skandinaviske krimibølge, der nu ruller på andet årti mindst.
Dén betegnelse tager holdet bag filmatiseringen af den første af Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q alvorligt. Det er lidt ligesom i Broen eller Forbrydelsen: Farveskalaen er tonet ned. I Kvinden i buret er farverne grå og brunlige, det regner, og det er mørkt og klaustrofobisk. Det er ikke for ingenting, hovedpersonen hedder Mørck.
Adler-Olsen har solgt bøger i millionvis, så mange vil være bekendt med, at Afdeling Q hos Københavns Politi bliver oprettet med det formål at lukke gamle, uopklarede sager. Ikke noget med efterforskning. Og hvad er da bedre end at sætte en mand, ingen kan holde ud at samarbejde med, til at stå for afdelingen: Carl Mørck.
LÆS OGSÅ: 4 stjerner: Gamle Molière får nyt liv
Der er bare det problem med ham, at han er opsætsig. Han lader ikke bare sager ligge. Han opklarer dem til bunds med stædighed og uden småligt hensyn til, hvad hans overordnede siger. Som assistent får han Assad, der ser jobbet som en forfremmelse og gerne vil gøre det godt.
Makkerparret sætter sig for at finde en kvindelig politiker, der forsvandt nogle år tidligere. Vi finder hurtigt ud af, at hun sidder indespærret i et trykkammer!
Carl er umeddelsom og kort for hovedet, undtagen når han fortæller folk sin uforbeholdne mening om dem. Assad på sin side finder sig i en del fra starten, men bliver på en måde filmens helt, fordi han hjælper Mørck til at komme et skridt videre på vejen mod at blive et lysere menneske.
Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet, og han har hugget en hæl og klippet et par tæer i forhold til romanen. Der er skrevet nogle personer ud, men især er det gået ud over detaljer i opklarings-arbejdet, der går noget lettere på lærredet end på papiret, ligesom man ikke får meget at vide om, hvor filmens trykkammer kommer fra. Og slutningen er afgørende anderledes.
Dét generer egentlig ikke, men det gør lyden. For det meste er der ingen problemer, men der bliver mumlet en del og jeg plejer ikke at have problemer med folk som Mads Mikkelsen, der ellers bliver beskyldt for at være en af dansk films store mumlere. Det er det ene. Det andet er, at lyden i scenerne fra trykkammeret bliver påtrængende ubehagelig. Jeg kan godt se idéen med, at publikum også skal have det ubehageligt, men det bliver for meget af det gode.
Nikolaj Lie Kaas viser igen, at han er en af sin generations dygtigste mandlige skuespillere, og svenske Fares Fares er godt valg til rollen som den menneskelige del af Afdeling Qs dynamiske duo. Hans rolle bibringer den mørke og ofte meget ubehagelige film lidt lys, liv og humor. Lidt. Sonja Richter spiller titelrollen og er derfor med i filmens mest ubehagelige scener fra trykkammeret.
Personligt er jeg ved at være mæt af krimibølgens knudemænd. Og af psykopatiske forbrydere. Har man det ligesådan, kan man springe Kvinden i buret over. Kan man leve med endnu en knudemand og endnu en psykopat, er Kvinden i buret en veldrejet, mørk og uhyggelig film nordisk sort.