På den forblæste plads foran Thorvaldsens Museum på Slotsholmen i København står Ursula Andkjær Olsen. Ærmerne på forfatterskolens rektors røde striksweater er trukket ned over hænderne for at skærme for den bidende majkulde.
”Vi bliver nødt til at arbejde for, at der bliver gjort mere, end der gør lige nu. Enkelte mennesker kan gøre meget, men politikerne skal reagere, før det gør en reel forskel,” siger den 50-årige digter og slår ud med armen over mod en pavillon i den ene ende af den brostensbelagte plads. Her sidder syv unge aktivister fra Den grønne studenterbevægelse, som på syvende og sidste døgn sultestrejker for klimaet.
”På deres skilte står der, at politikerne skal genforhandle alle klimaaftaler. Det mener vi også, at de skal,” siger Ursula Andkjær Olsen.
Sammen med 40 andre forfattere besluttede hun i efteråret, at nok måtte være nok og samlede sig under gruppenavnet ”40 forfattere gør oprør”. I dag har protestgruppen indtaget Slotsholmen, og fra scenen midt på pladsen – en lille vogn med to plasticbeklædte højttalere i hver sin side og budskabet om, at ingen mennesker er illegale skrevet i graffiti på forenden – står forfatter Carsten Jensen, der er dagens konferencier, og tester mikrofonens lyd.
”Arterne kan ikke vente længere,” konstaterer han indledningsvist, da klokkebimlen markerer klokkeslættet 10.00. Med et fast blik på de omtrent 12 mennesker, der indtil videre er dukket op, fortæller forfatteren, at dagen i dag handler om at gøre oprør mod politikernes katastrofale svigt af Danmarks vilde natur.
Ved siden af Carsten Jensen står Katrine Marie Guldager, der som den første forfatter læser op ad Rødlisten – en liste over danske plante-, dyre- og svampearter, som er blevet vurderet til at være i risiko for at uddø.
”Abrikos-huesvamp, agerhøne, almindelig skjoldbregne, anløbende tåreblad,” begynder Katrine Marie Guldager, mens hun med jævne mellemrum hen over de runde brilleglas skuer ud over den våde plads. I hjørnet bag hende sidder en mand og slår på en bongotromme. Det er sørgemusik for at akkompagnere listen over truede arter, som der står i pressemeddelelsen for dagens begivenhed.
”Og det var bare A,” afbryder forfatteren sin messende oplæsning. Foran hende og bag ved publikum, der drypvist vokser sig større, vajer Dannebrog fra hvert et vindue i den øverste del af tårnet på Christiansborg. Det er dagen for Folketingets afslutningsdebat, som afslutter det politiske år inden sommerperioden.
En efter en går forfatterne op på den mobile scene og fortsætter, hvor den forrige slap på Rødlisten, eller læser op fra tekster, de har skrevet til dagens lejlighed. På vejen, der snor sig langs pladsen, kører bilerne forbi, og vinden rusker i de sultestrejkendes pavillon og et par andre telte, der har taget midlertidigt bo på Slotsholmen, som i denne uge har været befolket af både klimaaktivister, udviste syrere og bekymrede langelændere.
”Al den lyd og blæst er tegn på den modstand, vi møder,” siger dagens næste taler, forfatter Sheküfe Heiberg.
”Vi vil leve i en verden, hvor azurbillen lever,” indleder hun og løfter hovedet fra sit talepapir for at kigge rundt på tilskuerne. Blandt dem sidder 61-årige Olaf Scheunemann på en skammel og lytter, mens han nikker samtykkende. En stribet elefanthue holder det vejrbidte, skæggede ansigt varmt, og på ryggen af hans grønne trafikvest står der ”Bedsteforældrenes klimaaktion”.
En mørkhåret ung mand med krøller kommer cyklende med to flag – et rødt og et orange, der hver især har påtrykt en timeglaslignende figur – klimaaktivistgruppen Extinction Rebellions logo. Det er sammen med gruppen, at de 40 forfattere har arrangeret dagens litteraturfestival. Olaf Scheunemann får stukket det røde flag i hånden.
Den dunkende sørgetromme blander sig med lyden fra et par skoleklasser, der har slået sig ned for at spise madpakker på trapperne foran Thorvaldsens Museum.
”Det er svært ikke at tro, at artsnavnene er poesi,” konstaterer Carsten Jensen fra scenen, mens en ny forfatter gør sig klar til at læse op fra Rødlisten.