Peter Østergaard Jacobsen er sognepræst ved Sankt Hans Kirke i Odense. Her afholdes der skriftemål forud for højmessen, hvorunder præsten holder en lille skriftetale. 40 taler fra disse skriftemålsgudstjenester er nu samlet i en udgivelse med titlen ”40 forretter til fasten”. Det lidt specielle ord ”forretter” er hentet fra en ordveksling med en kirkegænger, som en søndag formiddag efter gudstjenesten gav præsten hånden og sagde: ”Tak for både forret og hovedret!”. Hentydningen gik på, at Gud havde opmuntret vedkommende både gennem talen ved skriftemålet og gennem prædikenen ved selve gudstjenesten.
Idéen med at udgive disse korte taler er god. Hvor der udgives mange prædikener og prædikensamlinger i disse år, dér er sådanne små taler, som lægger op til skriftemål, langt mere sjældne. Og idéen med at samle 40 af disse til personlig brug hver eneste dag i fasten er ligeledes god. Så kan man sidde hjemme og læse dem til personlig opbyggelse i fastetiden.
Teksterne vil kalde til anger og bod over for Gud – men målet er Kristus og hans lys. Det hedder i forordet:
”Vi gør bod og angrer med oprejst pande i tillid til Guds nåde i Kristus. Som sådan er fasten kun én lang forret før påsken, hvor Gud bøjede sig dybere ned, end vi nogensinde formår, selvom vi er nok så angrende.”
Man mærker allerede her det traditionelle og indforståede kirkesprog, der går som en rød tråd igennem talerne. Her tales om synd og nåde, om Jesus, som har båret min synd, om Jesus, som ikke for evigt blev gjort til skamme, som løskøbte enhver, der er fanget i syndens og dødens fængsel. Der tales om at kæmpe med synden, at leve i syndens verden, at være et faldent menneske. Men så overrasker præsten pludselig med helt andre udtryk, som når synderne kaldes for ”skæverter”, og Jesus sammenlignes med Lucky Luke: ”Han er hurtigere end dine skyggesider.” Eller når det om forsoningens og retfærdiggørelsens mål siges, at det altid er ”at føre dig frem for Gud som en helt ny Ferrari! Som fuldkommen i Kristus”.
Der bliver også plads til en lille personlig erindring om præstens kærlige og bekymrede far, som – endda i søernes by Silkeborg – ikke ville give børnene lov til at sejle i kano, for ”pas nu på!”. Det fører til denne refleksion:
”Men noget er galt, hvis vores kristne tro allermest bliver en ’pas-nu-på-kristendom’, hvis vi rejser os fra skriftemålet og ordene om Guds tilgivelse alene med frygten for, at det skal ’gå galt igen’!”.
Det er da også velgørende, når præsten siger: ”Smøg ærmerne op, ret ryggen, og hold hovedet oppe, når du beder om tilgivelse. For så snart du rejser dig fra skriftemålet, har Gud igen en opgave til dig.”
Ordene er en refleksion over ordene (Es. 58, 5): ”Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske?”.
Hver tale indledes med et skriftord fra Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente, med et omfang på to-tre minutters varighed. Bogen er illustreret med (lidt for) spinkle stregtegninger. Afslutningsvis bringes Davids salme 51, 1-14 fra Bibelen 2020, en salme, der kan anvendes som en personlig skriftebøn:
”Gud, hold din hånd under mig, visk mine store fejl ud med din godhed. Vask mig ren for skyld, rens mig. Jeg ved, jeg er trådt over stregen, jeg tænker hele tiden på mine fejltrin (…) fra jeg blev født, har jeg gjort fejltrin (...) Rens mig med duftende lægeurter, vask mig hvidere end sne.”
Skriftetalen er – ligesom skriftemålet – et helt særlig område, som nok kunne fortjene større opmærksomhed. Vi hører ikke om, hvordan det i praksis udføres i Sankt Hans Kirke, hvordan det modtages, om det er med eller uden håndspålæggelse, eller hvor mange der deltager i dette ritual. Men nu kan man under alle omstændigheder – midt i en corona- og fastetid – sidde derhjemme og på afstand, uden håndspålæggelse eller håndtryk, blive mindet om, at: ”Helligåndens gerning i os er – ligesom troen – vendt udad. Ikke ud mod Gud, men ud mod vores næste.”