Den første, de bedste og de mest magtfulde: Ny bog kortlægger Danmarks 42 regeringsledere

I det spæde demokrati vidste man knapt nok, hvad man skulle kalde en dansk regeringsleder. Siden er statsministeren blevet stadig mere magtfuld. Professor emeritus Tim Knudsen fortæller nu i et kæmpeværk historien om de 42 personer, der har været regeringsledere i Danmark gennem 171 år siden enevældens ophør

I Christiansborgs vandrehal er permanent udstillet malerier af de danske statsministre siden 1943, da Thorvald Stauning (S) som den første fik sit portræt hængt op. Tim Knudsen husker selv socialdemokraten Hans Hedtoft (statsminister 1947-1950 og 1953-1955), der her står med et gult omslag under armen, og venstremanden Erik Eriksen (statsminister 1950-1953). Han sidder med blåt slips og et ark i hånden i stolen til højre. Til venstre er det statsminister H.C. Hansen (S).
I Christiansborgs vandrehal er permanent udstillet malerier af de danske statsministre siden 1943, da Thorvald Stauning (S) som den første fik sit portræt hængt op. Tim Knudsen husker selv socialdemokraten Hans Hedtoft (statsminister 1947-1950 og 1953-1955), der her står med et gult omslag under armen, og venstremanden Erik Eriksen (statsminister 1950-1953). Han sidder med blåt slips og et ark i hånden i stolen til højre. Til venstre er det statsminister H.C. Hansen (S). Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Rød mod blå. Jakob mod Mette. Helle mod Lars.

Danske folketingsvalgkampe er i stigende grad kommet til at ligne præsidentopgør som det, der udspiller sig op til det amerikanske valg om få uger.

Statsministeren er blevet den centrale og altoverskyggende figur i dansk politik. Den nuværende, Mette Frederiksen (S), er ved at ansætte økonomer og rådgivere i Statsministeriet i et hidtil uset omfang for at styrke den politiske ledelse af regeringen.

Det handler om magt. I folkestyrets 171 år lange historie har statsministerens rolle udviklet sig fra at være mødeleder for kongen til at være den uden sammenligning mest indflydelsesrige politiker. Fra at være en post, man helst ville være foruden, til at være det mest eftertragtede politiske job – selvom det paradoksalt nok også er blevet et meget mere slidsomt og vanskeligt job, der har efterladt sig en del tragiske skæbner.

Det har i mange år fascineret historiker og kommentator og professor emeritus i statskundskab, Tim Knudsen.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 rykkede ind i Statsministeriet med en færdig drejebog og nye politiske rådgivere, fulgte han i samme spor som sin britiske kollega, Tony Blair, og begge sendte i 2003 deres lande ud i en angrebskrig i Irak – på amerikansk initiativ og uden selvstændig efterretningsvirksomhed.

Tim Knudsen var allerede da involveret i et internationalt forskningsprojekt om emnet, og med de to regeringschefers magtdemonstration fødtes ideen om at skrive et værk om danske statsministre og deres magt.

Han begyndte på projektet for næsten 13 år siden og troede, at det kunne gøres forholdsvis hurtigt færdigt, men det kom alligevel til at trække ud. På mandag udkommer så de første tre af i alt fem bind om de danske statsministre fra 1848 til 1972. Næste år kommer de to sidste bind om statsministrene frem til i dag. Dog regner Tim Knudsen med, at Mette Frederiksen kommer til at sidde så længe, at hendes regeringsperiode kun vil blive omtalt forholdsvis kortfattet i sidste bind.

Op til udgivelsen har Kristeligt Dagblad talt med forfatteren om hans møde med de i alt 42 statsministre, Danmark har haft, siden enevælden faldt i 1848. De har i øvrigt ikke altid heddet statsministre, men mere om det senere.

Hvor mange statsministre har du selv levet under?

”1,2,3,” begynder Tim Knudsen at tælle og stopper ved 16.

16 statsministre?

”Ja, og jeg kan huske Erik Eriksen (V) og Hans Hedtoft (S). Som niårig hørte jeg i radioen, at Hans Hedtoft var død. Så gik jeg over til min kammerat, som kom fra et meget socialdemokratisk hjem, og overbragte dem nyheden. Tilmed var faderen Hans Hedtofts suppleant, og de var gennemsyrede socialdemokrater, så det var frygteligt for dem. Samtidig var der erkendelsen af, at nu skulle farmand i Folketinget. Det var en kæmpe begivenhed for dem,” siger Tim Knudsen.

Af de statsministre, du kan huske, hvem har gjort størst indtryk på dig?

”Som menneske sætter jeg Anker Jørgensen (S) meget højt, men som politiker vil jeg ikke rangere ham specielt højt. Med hensyn til at klare embedet godt, vil jeg mene, at Poul Schlüter (K) klarede sine første tre et halvt år rigtig godt. Det er de to, jeg vil nævne.”

Hvilke anekdoter om netop dem kan du nævne?

”Knud Heinesen (tidligere finansminister, S, red.) har fortalt mig en om Anker. Hans udenrigspolitik lå i yderkanten af, hvad partiet stod for. Knud Heinesen foreslog ham, at de måske skulle anskaffe sig en anden argumentation for udenrigspolitikken, når den nu var ændret. Dertil skulle Anker have svaret: ’Jeg kan ikke fordrage det der atomlort. Punktum.’ Det var meget Anker.”

”Der er også mange anekdoter om Poul Schlüter. En af de ting, man har overset om hans tid, er, hvor mange konservative partimedlemmer, han tabte. Medlemstallet faldt i hans periode fra cirka 90.000 til 30.000. For mange konservative står han i et nostalgisk lys, men som partileder var han på mange måder problematisk.

Han ofrede sit eget partis interesser, og han udviste heller ikke stor respekt for partimedlemmerne. Engang blev han spurgt efter et landsråd, hvad der havde været det bedste ved det. Hvortil han svarede, at ’Det er, at der er et helt år til det næste’,” fortæller han.

Hverken Anker Jørgensen eller Poul Schlüter er omtalt i de bind, der nu udgives, for de slutter med Anker Jørgensens forgænger, Jens Otto Krag (S). Han gik af umiddelbart efter, at Danmark havde stemt ja til EF (i dag EU) den 2. oktober 1972.

Foto: Johanne Teglgård Olsen

Hvis man ser på hele den periode, du har skrevet om, hvem har så gjort størst indtryk på dig?

”Der vil jeg nævne Carl Th. Zahle (radikal statsminister i 1909-1910 og igen fra 1913-1920, red.). Han er undervurderet, mener jeg.

Hans storhed er paradoksalt nok, at han kunne tåle at være lille. Det skal forstås sådan, at han omkring sig havde nogle meget selvbevidste, radikale politikere som Edvard Brandes, Ove Rode, Peter Munch og Erik Scavenius. De var alle, bortset fra Munch, nogle meget besværlige herrer. Men de var også begavede, og han gav dem plads. Det var en relativt kollektivistisk ledet regering, og den måde at lede en regering på synes jeg fortjener mere anerkendelse.

Den anden statsminister, som jeg mener er fejlvurderet af de fleste, er Vilhelm Buhl (S) (statsminister 1942 og 1945, red.).

Hans egentlige storhedstid er paradoksalt nok den periode under Besættelsen, hvor han ikke var statsminister, nemlig den sidste del af den.

Der var han den helt centrale politiske person under departementschefstyret, som faktisk ikke var et styre. Departementscheferne traf ikke kollektive beslutninger, de talte bare med hinanden, og så sørgede de for at få politisk rygdækning hos de politikere, som stadig fandtes. Buhl var den person, der samlede trådene mellem departementscheferne og de politiske partier, nogle gange i direkte kontakt med besættelsesmagten og nogle gange i kontakt med de allierede via Sverige.

Han er den, der samler det hele og samtidig forbereder krigsafslutningen og genetablerer statsmagten.”

Hvor er Thorvald Stauning (S) henne i din vurdering af danske statsministre?

”Stauning var jo Danmarks fører. Det var en tid, da man både i Europa og USA dyrkede de store førerskikkelser. Det hænger også sammen med medieudviklingen, hvor de kommer frem, mens grammofonpladen bliver udbredt. Staunings første åbningstale i 1925 bliver indspillet på grammofonplade og bliver sendt ud i landet. De politiske ledere bliver forstørret af medieudviklingen. Staunings tale kender vi, vi har den på film, på plader, og de blev ofte sendt i radioen.

Men hvis man ser på, hvordan han var som regeringsleder, var han meget reaktiv. Han var ikke som Anders Fogh Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) fra nutiden meget proaktiv, og de klagede allesammen over, at han aldrig sagde, hvad han ville. Statsministeriet var dengang på fire-fem mennesker, det havde ingen hestekræfter, og det, han beskæftigede sig med, var sådan noget som naturfredning,” siger Tim Knudsen.

Dermed er han tilbage ved det, der er den store historie om Danmarks statsministre. Om udviklingen fra kongelig mødeleder til den centrale politiske magtfaktor. Han peger på især to forhold, som definerer statsministerens magt i dag. Det ene er hans eller hendes ret til at udnævne og afskedige andre ministre, og det andet er retten til at udskrive folketingsvalg. Ingen af de to rettigheder lå selvskrevet hos førsteministeren fra folkestyrets begyndelse og helt frem til besættelsestiden.

I 1848, et år før Grundloven blev vedtaget, skulle der dannes en ny koalitionsregering mellem liberale og konservative, men den nye konge, Frederik den 7., vidste, at han ikke egnede sig til at regere.

Derfor skulle man finde en mødeleder blandt ministrene, og det blev finansministeren, Adam Wilhelm Moltke, udpeget til at være, men i begyndelsen blev han ikke kaldt statsminister.

”Man fik en førsteminister. I de første år kunne man ikke enes om, hvad han skulle hedde. Om det skulle være konseilspræsident, ministerpræsident eller premierminister. Han blev endog kaldt præsident. Pointen er, at man var usikker på, hvad sådan en størrelse var. Kongen var den egentlige regeringsleder i starten, og det står der jo stadig i Grundloven. Det var givet, at selv om enevælden var faldet, skulle den udøvende magt være kongens,” forklarer Tim Knudsen.

”Ud over at være mødeleder har den første førsteminister ikke nogen beføjelser. Han har en halvdagshjælp som sekretær. Først i 1914 får vi noget, der ligner et Statsministerium, og i 1965 bliver det et rigtigt Statsministerium, som bistår statsministeren med regeringsledelsen.”

Overdragelsen af reel politisk magt fra kongen til statsministeren er sket gradvist over en meget lang periode fra 1848 til 1947, da Frederik den 9. bliver konge efter Christian den 10.

”Frederik den 9. var helt på det rene med, at han ikke skulle føre politik. Det var Christian den 10. aldrig. Så der er næsten 100 år, hvor der er uro om magtfordelingen,” siger Tim Knudsen.

Uroen om regentens magtbeføjelser er væk i dag, men til gengæld er man med sikkerhed ikke færdig med kampen om, hvor stor magt en statsminister skal have, og hvordan den skal afbalanceres i forhold til andre magtinstanser, som de øvrige ministre, Folketinget, domstolene og det lokale selvstyre.

Den historie bliver aldrig skrevet færdig.