Det er godt set af Arken, at man netop nu viser en omfattende udstilling med den britisk-mexicanske surrealist Leonora Carrington (1917-2011). Denne fascinerende og originale kunstner, som også var forfatter, har nemlig bud til mange nutidsmennesker, der deler hendes interesse i spiritualitet, drøm, magi og overjordiske kræfter, som de ønsker at hente hjælp og inspiration i for at ændre forholdene på en plaget klode, som gisper efter vejret efter menneskenes århundredelange hærgen.
Samtidig var Carrington en furiøs feminist, der formulerede sit eget surrealistiske formsprog med afsæt i en feminin erfaringsverden. Det fremgår af de frodigt blomstrende motiver, at hun også var en stor naturelsker, hvilket går hånd i hånd med hendes sønderlemmende kritik af det patriarkalske hegemoni, som havde undertrykt ikke kun hende selv, der var født i en tid, hvor kvinderne sjældent fik indflydelse, men også holder mange af nutidens kvinder fast i nogle livshæmmende forhold.
Indenfor samtidskunsten kan man i øvrigt observere en ny-surrealistisk bølge, der bygger videre på den første surrealismes trang til at folde drømmens faner ud og bryde med kvælende normer og i stedet slippe ånden og kroppen fri. De unge kunstnere er optaget af det esoteriske og spirituelle – at der med andre ord findes mere mellem himmel og jord, end hvad det blotte øje kan registrere. Det er kunstnere som Alexander Tovborg, Ida Sønder Thorhauge, Mie Mørkeberg de lidt ældre Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord. De forsøger alle at finde en mening i naturens groende pragt og diversitet, og de vender ofte tingene på hovedet for at skabe alternative billeder hinsides den apokalypse, som de frygter venter forude. Ofte botaniserer de med penslen eller skaber forunderlige skulpturer og installationer af ting, som de finder i naturen og kombinerer på nye og overraskende måder. De er afgjort med på Carringtons hold!
Udstillingen er også aktuel, fordi Leonora Carrington lige nu er i søgelyset internationalt. Ikke blot er hun udstillingsaktuel på årets Venedig Biennale, hvor hendes børnebog ”Drømmenes mælk” har givet titel til hovedudstillingen, men også på Peggy Guggenheim Museets højst seværdige gruppeudstilling ”Surrealisme og magi. Fortryllet modernitet”, som slutter næste weekend.
De kvindelige surrealister
De fleste forbinder surrealismen med den første surrealisme, der opstod i 1924. De surrealistiske kunstnere fra den tid hentede inspiration i blandt andet psykoanalysens opdagelse af det ubevidste. De mest fremtrædende navne er alle mænd: Salvador Dalí, Max Ernst, Juan Miró, René Magritte samt den centrale franske forfatter André Breton – og inden for filmkunsten Luis Buñuel.
Kvinderne spiller – med undtagelse af den berømte mexicanske maler Frida Kahlo (1907-54) – generelt en lidet fremtrædende rolle. Faktisk deltog kvinderne mest i surrealismebevægelsen som muser og erotisk-poetiske væsener, der kunne inspirere de mandlige kunstnere. Men Leonora Carrington var blandt de kvindelige kunstnere, som nød respekt – også blandt sine mandlige kolleger. Hun var stærk og evnede at blive både set, hørt og respekteret. For hun holdt fokus, og gennem sin kunst, der balancerer smukt mellem sort humor og frit fabulerende fantasi, gav hun mændene svar på tiltale.
Carringtons liv var dramatisk og eksotisk, og for mange læsere er hun en ukendt skikkelse. Hun var en seer, spåkone og visionær kunstner, der skabte fascinerende rum, befolket med et figurgalleri af kimærer, troldkvinder, bevingede heste og menneskeliggjorte ting, der syntes at strømme direkte fra hendes drømmende poetiske sind. Hun var en født surrealist i både ånd og temperament.
Hun var rundet af en britisk overklassefamilie i Lancashire i det midt-vestlige England. Hendes irske mor, mormor og barnepige fodrede hende med irske eventyr og sagn, som lejrede sig i hende, og meget tidligt drømte hun sig væk fra virkeligheden ved at tegne, hvilket hun fik lov til. Hun følte sig som en fremmed fugl i familien og havde lyst til at flyve langt væk og prøve kræfter med verden. Familien forsøgte forgæves at opdrage hende til at blive en konventionel overklassekvinde.
Hun debuterede som 18-årig ved Kong Georg den Femtes hof og blev dermed officielt optaget som en del af det britiske aristokrati. Men hun ville noget andet og kunne ikke indordne sig. Hun blev smidt ud af flere katolske skoler, inden familien bøjede sig og lod hende uddanne sig som kunstner. Det bragte hende i første omgang til Firenze, hvor hun blev inspireret af det italienske renæssancemaleri, og senere til Chelsea School of Art i London, hvor hun i 1937 forelskede sig i den 26 år ældre surrealistiske maler Max Ernst (1891-1976).
Kærligheden var gengældt, og faderen rasede og forsøgte at få Max Ernst arresteret. Carrington brød med sit fædrene ophav og gik nu sine egne veje. Gennem Ernst blev hun ført ind i den surrealistiske avantgardebevægelses inderste cirkler. Parret boede først i Paris og senere i Sydfrankrig. Men der stødte komplikationer til deres fortsatte lykke, da Anden Verdenskrig brød ud, og Ernst, der var tysk født, blev jaget vildt af nazisterne. Han endte to gange i koncentrationslejr. Den kun 22-årige Leonora Carrington følte sig nu helt alene i verden. Hun fik et psykisk sammenbrud og blev indlagt på et sindssygehospital. Her lærte hun sine indre dæmoner at kende – meget nyttigt for en surrealistisk kunstner i øvrigt – men hun blev behandlet med præparater, der fremkaldte epileptiske anfald.
Da hun blev udskrevet, flygtede hun til Madrid, hvor hun mødte den mexicanske diplomat Renato Leduc, som ville redde hende ud af Europa. De blev viet i et proforma ægteskab. Parret flyttede nu i sikkerhed i New York, hvor Leonora Carrington fik succes som kunstner og forfatter, og hvor hun fandt sammen med andre eksilerede surrealister fra Europa. Hun var blandt andet med på en gruppeudstilling på MoMA og på udstillinger i Peggy Guggenheims galleri. I 1942 flyttede Leonora og Leduc til Mexico og blev skilt. I 1946 blev hun gift med den ungarskfødte fotograf Emerico Weisz, med hvem hun fik to sønner. I 1968 flyttede hun tilbage til USA, men vendte ”hjem” til Mexico i 1990, hvor hun blev hædret som ”deres” store kunstner.
Lang karriere
Carrington fik syv årtiers virke både som forfatter og som billedkunstner. Arkens omfattende udstilling inddrager også hendes tarotkort, vævede gobeliner med mytiske jagtscener, teaterstykker og ”primitive” og kultiske bronzeskulpturer, der blandt andet er inspireret af mayaernes kunst. Der er 133 værker af Carrington selv foruden et antal værker af hendes kunstnervenner, herunder bemeldte Max Ernst, Leonor Fini, Remedios Varo, Lee Miller, Kati Horna og Roland Penrose.
Disse fine bidrag kompletterer og føjer nye facetter til vores forståelse af Carringtons liv og virke. Især Max Ernsts frit fabulerende maleri af den spanske psykiater Morales, der behandlede Carrington under hendes indlæggelse, står stærkt. Lægen er fremstillet som en tykt behåret, uhyggelig minotaurus-hesteskabning, der forfølger Carrington, som smyger det ene tøjstykke af sig efter det andet. Det er et sjælerystende maleri.
En del af Carringtons motiver er opbygget som teaterscener forstået således, at vi kigger ind i en bygning fra den fjerde, usynlige væg, der ligesom i mange af renæssancens værker er opbygget med blotlagte bjælker og rumdelere, og hvor der sker forskellige ting på de respektive etager. Andre foregår i en potenseret og frodig natur og kan stilmæssigt minde om især Hieronymus Boschs (ca. 1450-1516) naturskildringer, som vi kender fra hans groteske paradisfremstillinger, der primært handler om sjælerenselse.
Man bemærker, at Carrington er en fintmærkende kunstner med en udsøgt koloristisk sans. Derfor virker hendes billeder så magisk-dragende og livagtige i dag. Det er vildt originale visioner, som når hun vender spiseakten om og skildrer en from kvinde, der fodrer et spisebord, hvor den ene side er en fugl, der stikker halsen frem og åbner sit næb for at modtage en ært. Billedets titel er ”At fodre et bord” (1959). I ”Grøn te (den ovale dame)” (1942) ser vi en kvinde, der er svøbt i et stramt dyreskind, så hun ligner et sortbroget totemdyr, der optræder i et lige så forunderligt, amfiteatralsk skrånende havelandskab med hest og en hundelignende hest, der er bundet sammen via to træer, som vokser op fra deres haler. Det er nærmest Salvador Dalí på syre! Værket er en gennemspilning af Carringtons oplevelser fra den traumatiserende indlæggelse, hvor hun blandt andet blev fikseret. Carringtons åndeverden står lyslevende foran beskueren.
Arken fik idéen til udstillingen for fire år siden, længe før hypen omkring kunstneren, der er opstået i kølvandet på blandt andet Venedig Biennalen, hvor efterspørgslen på Carrington er eksploderet. På Louisianas enorme udstilling ”Fantastiske kvinder” (2020) om surrealismens glemte kvindelige ansigt fik vi herhjemme en første smagsprøve på Leonora Carringtons inciterende kunstneriske univers. Nu kan vi på Arken få det helt ind under huden. Anbefalet!
Leonora Carrington. Arken. Til den 15. januar 2023. Udstillingen er organiseret i samarbejde med Fundación MAPFRE i Madrid, hvor den vil blive vist efterfølgende.