“I’ve been going through something.”
Det er det første, Kendrick Lamar siger på sit nye dobbeltalbum på hele 74 minutter: "Jeg er gået igennem et eller andet". Og så tikker det ellers ind i en lind strøm: selvtvivl, tanker om skriveblokade, berømmelsens pris, utroskab, depression, maskulinitet. Vi hører også den tyske spirituelle lærer og forfatter Eckhart Tolles stemme:
“Let’s say bad things were done to you when you were a child, and you develop a sense of self that is based on the bad things that happened to you…”
Albummet, som blandt andet gæstes af Pharrell Williams og Portisheads Beth Gibbons, er flosset, lukket om sin egen logik. Det er som at stå i Kendrick Lamars hus: Noget nyt eller noget hengemt dukker hele tiden op bag tapetet i 18 numre, hvor Lamar fortæller om de sidste fem års opture og nedture.
Vi er hjemme hos en kunstner, der åbner sin psyke og viser rodet og de personlige traumer derinde, og som reflekterer over, hvorfor man skal købe endnu en pool, som man ikke kommer til at svømme i, men gør det, bare fordi man kan. Han gennemgår kort sagt sit liv siden albummet “Damn” (2017), som fik Pulitzer-prisen for – som den første rapkunstner nogensinde.
Det er altid spændende, ofte lærerigt, når kunstnere ikke tager den lette vej. Han kunne jo have valgt at fortsætte den jazz-funk-bluesede fusionsrejse fra det succesfulde album “To Pimp a Butterfly” (2015).
Men er det også spændende og lærerigt, når kunst er terapi?
Er det virkelig sandt, at 34-årige Kendrick Lamar fra Compton sætter en ny standard for hiphop, hver evig eneste gang, han udgiver noget nyt?
Ligesom John Coltrane, Miles Davis og Picasso havde noget nyt at sige, hver gang de sagde noget, siger Kendrick Lamar også noget vigtigt og ærligt
Lamar kunne have konsolideret sin status som en tidens vigtigste musikere på så mange andre måder. Radiovenligt er dette album ikke. Det bliver nok også en udfordring at spille numrene på festivaler. Musikken er bevidst underspillet og giver fokus til teksterne.
“Auntie Diaries” handler om onklen, som er trans, og mødet med en præst.
I “Mr. Morale” lyder det: “They raped our mothers, then they raped our sisters / then they made us watch, then made us rape each other.”
Og han selv er bare et menneske; én, der ikke kan alting selv, fordi den kreative impuls ikke kan tages for givet og er umulig at købe for penge:
“Writer’s block for two years, nothing moves me / I asked God to speak through me, that’s what you hear now / Your voice for real.“
Det er et introvert album. Men det er mere end bare (endnu) et bekendelsesalbum. Det er mere end bare et hurtigt rappende ego, der taler.
Der er noget kollektivt på spil. Traumerne deler vi. Lyt bare til “Mother I Sober” om seksuelt misbrug i Black America, fra slavetiden og til en for længst glemt episode i hans egen familie. Lyt også til “We Cry Together”, der er formet som et skænderi.
Derfor er hans forsøg på at bygge bro over uroligt vand nok et personligt projekt, men er muligt for andre at spejle sig i.
Ligesom John Coltrane, Miles Davis og Picasso havde noget nyt at sige, hver gang de sagde noget, siger Kendrick Lamar også noget vigtigt og ærligt, som sprænger rammerne for, hvad man kan skrive i 18 Facebook-opslag i rap. “Mr Morale & the Big Steppers” er et ægte værk.
Det er muligvis terapi, men det er også stor kunst, der fusionerer inspirationer fra mange hylder – albummet vender vrangen ud på ting, vi kender og er rodet og forunderligt, som det levede liv, det er skabt af og om.
“I can’t please everybody,” synger han igen og igen over et simpelt piano-loop i nummeret “Crown”. Det er blandt andet pirrende meddelelser som denne, som gør det interessant at følge med i, hvad mennesket Kendrick Lamar går og roder med i sit liv.
Kendrick Lamar. Mr Morale & the Big Steppers. Interscope/Universal.