Han kommer om natten og kaster sand i øjnene på de små børn, som ikke vil sove! Der er intet ”Ole Lukkeøje-hyggeligt” over fortællingen om Sandmanden, som får børnenes øjne til at bløde og springe ud af hovedet på dem.
Karakteren Nathaniel (Lasse Steen) i ”Sandmanden” gyser og væmmes, når han tænker tilbage på fortællingen, som han hørte i barndommen – men som nu bliver ved med at forfølge ham. For hvad nu hvis Sandmanden rent faktisk eksisterer og er tættere på, end vi tror?
Forestillingen på Aarhus Teater er en gendigtning af E.T.A Hoffmanns fortælling ”Sandmanden” fra 1817, og den er dramatiseret af Christian Lollike fra teatret Sort/Hvid samt iscenesat af Jonas Corell Petersen.
Selvom forlægget er tekstligt, er det især de fem dansere fra Holstebro Dansekompagni, der får forestillingen til at leve. Deres bevægelser er intense, dragende og uhyggelige, når de manifesterer sig på scenen som en art forlængelse af Nathaniels indre uro og splittelse.
Marie Brolin-Tani har skabt en interessant og uhyggelig undergangs-koreografi til forestillingen, hvor danserne springer højt og bogstaveligt talt falder endnu dybere. I det ene øjeblik får danserne deres kroppe til at se deforme ud i overdimensionerede hættetrøjer, mens de i andre scener virker uvirkelige og næsten robotagtige, når de vrider sig over scenen med et ekstra, kunstigt ben eller arm.
I forestillingen ”Romeo og Julie”, som for nyligt havde premiere på teatret, så vi også et mindre samarbejde mellem Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni. Hvor dansekoreografien i Romeo og Julies kærlighedshistorie virkede som en fin lille indsat krølle, bliver danserne her et af de vigtigste elementer i forestillingen.
David Gehrts scenografi er et stor gråt rum fyldt med gipsstøv og røg. I den ene side af scenen ligger et kæmpe, hvidt skulpturansigt med et ødelagt øje, mens der i den anden side står et lyserødt køleskab fyldt med colaer, som alle drikker af under hele forestillingen. Hvad er du selv herre over, og hvad manipuleres du til at gøre, synes spørgsmålet at være.
I virkelighedens verden er det måske cookies på vores mobiltelefon, som peger os i retningen af næste køb eller cola, mens det i forestillingen er en særlig brille, der kan gøre din virkelighed ekstra skarp samt hjælpe dig med at forudse dit næste behov, inden du selv kender det.
Forestillingens lyddesign er skabt af Den Sorte Skole. Bag navnet står sample- og komponistduo Martin Højland og Simon Dokkedal, som er kendt for at skabe imponerende og nytænkende musikstykker, mens de også har optrådt med konceter i kirkens rum.
På Aarhus Teater bliver lyddesignet en dragende og næsten ubehagelig puls, der placerer sig fysisk i kroppen på tilskuerne. Musikken er med til at understrege en urovækkende følelse, som går igen i både dansernes bevægelser og skuespillernes dialog om, hvad man skal tro på her i livet.
Som Nathaniels forlovede Clara ser vi Andrea Øst Birkkjær, der prøver at kæmpe for at få kærligheden til at holde, mens Frederik Mansø spiller Claras teknologipositive bror Lothar. Lasse Steen (Nathaniel) er relativ ny i Aarhus Teaters ensemble. På teatret har vi tidligere set ham i ”A Clockwork Orange” og ”Man vokser op”, men det er første gang, at han står i en stor bærende rolle.
I ”Sandmanden” får vi således vished om noget, man havde på fornemmelsen: Lasse Steen er én af de skuespillere, vi godt kan holde øje med på Aarhus Teater. Ud over at levere stærkt spil som den paranoide, vrede, bange og hallucinerende Nathaniel, afslører han også en stor evne som danser, da han i stykkets slutning falder ind i dansetruppen, så gipsstøvet fyger og gnistrer på den ellers grå scene.
Christian Lollike har indføjet et par afbrydende og overraskende meta-lag undervejs, hvor publikum inddrages og pludselig skal forholde sig til, hvilke data de har afgivet i forbindelse med billetkøb til netop forestillingen ”Sandmanden”. På den ene side bliver det komiske optrin en underlig afstikker, men på den anden side understreger det netop forestillingens fokus på, hvem der overvåger os lige nu.
”Sandmanden” på Aarhus Teater er en kompleks, vild og uregerlig forestilling. Den peger som en drøm i flere forståelige og uforståelige retninger, mens den til slut bundfælder sig som et iskoldt gys i maven.