5 stjerner til uhyre skarp film om tiden efter en skilsmisse

Den iransk-fødte instruktør Asghar Farhadis nye film er en uhyre skarp analyse af tiden efter en skilsmisse

Filmen, der vandt den kirkelige pris på Cannes-festivalen sidste år, gør stort indtryk med dens skildring af et af det moderne livs mest komplicerede felter. –Foto fra filmen.
Filmen, der vandt den kirkelige pris på Cannes-festivalen sidste år, gør stort indtryk med dens skildring af et af det moderne livs mest komplicerede felter. –Foto fra filmen.

5 ud af 6 stjerner

For to år siden fik den iranske filminstruktør Asghar Farhadi både en Guldbjørn og en Oscar for filmen Nader og Simin, der handlede om et ægteskabs opløsning. Hans nye film Fortiden handler om tiden efter en skilsmisse. Og sagt med det samme, så er det ikke så let at begynde forfra.

Filmen foregår i Paris, hvortil Ahmad ankommer med fly fra Teheran, hvor han har boet de seneste fire år. Hans franske eks-kone Marie-Anne kommer og henter ham i lufthavnen. Hun ser ham gennem en glasvæg. De prøver at kommunikere, men de kan ikke høre og forstå hinanden. Det er en symbolsk scene. Sådan er det mellem dem. Hele tiden lurer vreden, uforståeligheden og døvheden imellem dem.

LÆS OGSÅ: Mary Poppins set med Disneys øjne

Hun har bedt ham komme til Paris og skrive skilsmissepapirerne under. Hun har fundet en ny mand, Samir, der har den femårige søn Fouad. Selv har hun to piger fra første ægteskab, Lucie og Lea, hvor den ældste er teenager. De er altså ikke Ahmads børn, men han var papfar for dem, da de var små. Børnene er som satellitter i de voksnes univers. På et tidspunkt gør de mindre børn noget, de ikke må. De bliver derefter tvunget til at sige undskyld. Den mindste, Fouad, kan næsten ikke få ordet undskyld over sine læber, men han tvinges til det. Man får ondt helt ind i sjælen af at se hans forkrampede sjæl. Hvad de voksne tvinger børnene til, kan de ikke selv. Ordet undskyld har ingen valør i deres vokabularium. Her er det bag den pæne facade helt andre ord, der bruges.

Det er den moderne ægteskabskombination dine, mine og vores børn mikset op med eks-koner og eks-mænd, der på spil i dette inciterende hverdagsdrama. Det er en hudløs ærlig skildring. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så har Samirs kone, som han ikke er skilt fra, prøvet at begå selvmord ved at drikke rensevæske foran Samirs renseri. Hun ligger på ottende måned i koma. Det gør ikke livet lettere for nogen. Hvorfor mon hun har gjort, som hun har gjort? Desuden er Marie-Anne gravid med Samir. Hele denne hvepserede træder Ahmad ind i, og snart hvirvles alle personerne ind i en spiral af skænderier, opgør og løgne.

Filmen stiller spørgsmålet: Kan man bare begynde forfra? Kan man bare leve i nuet? Vi kender alle klichéen om, at det gælder om at efterleve carpe diem og kaste sig ud i livet i nuet. Samir siger på et tidspunkt til Marie-Anne: Her er du, og her er jeg. Du venter vores barn. Kan vi ikke bare leve i det?

Nej, det kan vi ikke, siger filmen. Fortiden er vores, og den ligger og laver ulykker, hvis dens spændingsfelter ikke bliver afmonteret. Filmen er en blændende analyse af et af det moderne livs mest komplicerede felter: skilsmissen. Filmen vandt den kirkelige pris på Cannes-festivalen sidste år.