500 år gammel nøgle fundet i Helsingør

Arkæolog har gravet en 500 år gammel nøgle ud fra jorden under Rådhustorvet i Helsingør.

En gammel nøgle på 9 gange 17 centimeter er gravet op af jorden i Helsingør.

Det skriver TV 2 Lorry onsdag.

Arkæolog og museumsinspektør i Museum Nordsjælland Liv Appel har udgravet nøglen i forbindelse med et anlægsarbejde på torvet foran Helsingør Rådhus.

Det gamle middelalderkvarter har tidligere budt på en række gode fund, og nøglen her er altså ingen undtagelse, forklarer Liv Appel til tv-stationen.

- Lige det her med nøgler har altid været en speciel ting. Det er nok, fordi nøglen til noget, hvad end det er, giver nogle særlige rettigheder, siger hun til tv-stationen.

Med et halvt årtusind på bagen er nøglen et særligt sjældent fund, siger Liv Appel. Umiddelbart daterer hun nøglen til at være fra et sted mellem det 14. til 16. århundrede.

I den tid - senmiddelalderen og ind i renæssancen - er Helsingør i rivende vækst, når man ser på tiden før Svenskekrigene, der kommer i kølvandet på Kalmarunionens opløsning i 1523.

Befolkningstilvæksten er stor, og der bor omtrent 5000 mennesker i byen. Kongen indkræver Øresundstold fra de handels- og godsskibe, der vil igennem Øresund.

Kongens indtægter fra tolden spreder sig som ringe af velstand i resten af handelsbyen.

- Der kommer rigtig mange mennesker til. Sankt Olai Kirke bliver udvidet voldsomt for at rumme alle de her mennesker, som skal ind i sognekirken, siger Liv Appel til TV 2 Lorry.

Selv om nøglehullet, nøglen passer i, fortsat ikke er fundet, er håbet om at finde låsen ikke ovre.

Selve den arkæologiske undersøgelse forventes nemlig at gå i gang inden for den kommende måneds tid, forklarer Liv Appel til tv-stationen.

- Vi håber at kunne komme tættere på. Hver gang man finder sådan nogle ting, er det nye brikker til puslespillet. Og det er det, arkæologien kan. Den giver nogle brikker til puslespillet, som skriftlige kilder ikke giver, siger hun til TV2 Lorry.

Liv Appel håber, at offentligheden på sigt også kan få glæde af at se nøglen. Muligvis i samarbejde med Museerne Helsingør, som kunne tænkes at udstille den, når den er blevet konserveret.