60 små sider er alt, han behøver for at fremmane de helt store spørgsmål

Jon Fosses “Hvidhed” er en sugende, morfinblød og meget Fossesk fortælling om tro, tvivl og død

Der er noget både klassisk og modernistisk over Jon Fosse, og “Hvidhed” er alt dét, han plejer at være.
Der er noget både klassisk og modernistisk over Jon Fosse, og “Hvidhed” er alt dét, han plejer at være. Foto: Leif Tuxen.

I månederne op til uddelingen af Nobelprisen i litteratur nævner litterater gerne de samme fire-fem forfattere, som de mener bør være seriøse kandidater. En af gengangerne på listen er den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse, der med hvert værk har lagt til favoritværdigheden og ikke mindst med den på alle måder store “Septologien” (2019-2021).

Nu udkommer så den 60 sider korte “Hvidhed”, som såvel stilistisk som tematisk er typisk Fosse og fortælles af en mand, der i ren kedsomhed og rastløshed har sat sig ind i sin bil og er kørt afsted uden noget mål. Han er drejet til højre, han er drejet til venstre, og er endt dybt inde i skoven, hvor bilen har sat sig fast i mudderet: “Ja nu holder jeg så her, sidder jeg så her, tænkte jeg, og jeg følte mig tom, som om kedsomheden var blevet til tomhed. Eller måske nærmere uro, for jeg følte en rædsel i mig mens jeg sad der og så frem for mig, tomt, som ind i et intet. Ind i et intet.”

Det er sent efterår, det begynder at sne, og efter en tid beslutter han sig, omtåget af sine følelser, for at stige ud af bilen og finde nogen, som kan hjælpe ham. Men kulden og mørket trækker sig langsomt sammen, han mærker matheden, trætheden, og da håbet er svundet ind, træder en hvid lysende skikkelse ud af mørket. Manden spørger, hvem det er, og får svaret: “Jeg er den jeg er.”

Siden træder et ældre par også frem mellem stammerne. Det viser sig at være hans mor og far, og da han spørger, hvad de dog laver der, spørger de ham om det samme. Og snart dukker en mand i sort jakkesæt op. Men uden ansigt.

Det er ikke horror, det er ikke uhyggeligt, men snarere som en morfinblød drøm, og fortællerens undren er stilfærdig: “Det her er heller ikke til at forstå, det er noget andet, måske noget man bare oplever, og som ikke sker i virkeligheden. Men er det muligt at man bare oplever noget. Alt hvad man oplever, ja det er vel virkeligt på en måde, ja man forstår det vel også på en måde.”

For læseren står det klart, at det er døden, den forvildede, trætte forfrosne fortæller er på vej ind i. Selv er han mere i tvivl, og hans forståelse af det, der sker, er gerne en smule forsinket.

Det er genkommende tematikker hos katolikken Fosse. Liv, død, tvivl, tro. Og de formidles ikke med store armbevægelser, men via fortællerens lavmælte tanker og via begivenheder, som afdramatiseres af Fosses stilistiske teknikker, hvor myge, rytmiske sætninger ladet med gentagelser og variationer bygger teksten op som et tyst stykke musik.

Der er noget både klassisk og modernistisk over Fosse, og “Hvidhed” er alt dét, han plejer at være. Man kan da også sagtens mene, at stilen, fortællingen og temakredsen er velkendt, at bogen bliver overflødig. At det hele er læst før.

Jeg ser det nu mere som yderligere en tonerække, endnu en nuance, i forfatterskabet og som endnu en gave fra en forfatter, som har fundet et eget, dybt originalt formsprog. Og hvor “Septologien” med sine syv langsomt cirklende bind uden ét eneste punktum indimellem føltes træg, ja, så er “Hvidhed” en nydelse fra første til sidste Fosseske sætning.

Hvidhed. Oversat af Jannie Jensen & Arild Batzer. 60 sider. 200 kroner. Batzer & Co.