Det er med overraskelse at man modtager, og med skepsis at man åbner en 70 år gammel bog om et naturvidenskabeligt emne: Holder Rachel Carsons bog om havet endnu?
Rachel Carson (1907-1964) var en amerikansk havbiolog. Hun er især kendt for bogen ”Silent Spring”, hvor hun påpeger risikoen ved at bruge plantegifte som DDT, og hun fik stor betydning som en af de første, der udvidede naturvidenskabens måde at tænke på.
Hidtil havde naturvidenskab nået store og revolutionerende resultater ved at isolere et problem og så undersøge det.
Men miljøpåvirkninger, klimaforandringer og bæredygtighed kræver, at naturvidenskabelige fænomener sættes ind i en helhed, så man kan se deres samspil og store mønstre. Herved blev hun en af økologiens mødre.
Havet omkring os falder i tre dele: ”Moder hav”, ”Det hvileløse hav” og ”Mennesket og havet”. Havet dækker 70 procent af Jordens overflade. Lyden af hav og bølger har menneskeslægten kendt hele sin historie. Havet har afgørende betydning for livet på land, fordi det styrer klimaet, er en hovedfærdselsåre og leverer mineraler og meget føde, samtidig med at det nogle steder er en konstant risiko for beboere i kystnære områder.
Alligevel ved vi meget lidt om havet. Kun 20 procent af havbunden er kortlagt, og der opdages hver dag året rundt seks nye arter i havet. Dynamikkerne mellem kolde og varme havstrømme, temperaturændringer, isafsmeltning og vejret er virkelig komplicerede og langt fra forstået endnu.
Carson er en begejstret fortæller og søvejsfører bogen igennem. Hun tager os omkring havet som livets begyndelsespunkt, livets udviklingsrum, bølger, havstrømme, tidevand, havets ressourcer og menneskets forsøg på at besejle alle verdenshavene.
Nogle steder er tiden løbet fra bogen. Jordens alder anslås ikke længere til to milliarder, men 4,5 milliarder år. Menneskets alder er anslået tre gange for høj, og Månen er ikke opstået som en løsrevet tidevandsbølge, men efter et voldsomt sammenstød mellem Jorden og en meteor fra rummet. Men dette er faktisk detaljer.
Bogens sigte er nemlig, at læseren skal forstå havet som en sammenhængende organisme, der vekselvirker tæt med Jordens liv, det vil også sige med os. Og det lykkes, fordi Carson finder den rigtige balance mellem nødvendige og interessante detaljer og helhedsblikket på sit emne. Blandt andet var hun helt klar over, at klimaet blev varmere, men hun og andre vidste ikke endnu, at vores aktivitet er en af årsagerne.
Bogen har som opdatering noter fra Carsons senere bearbejdning og et efterskrift af Henrik Oksfeldt Enevoldsen. Samlet set korrigerer de kun sjusket og sporadisk tidsafhængige fejl, og mange læsere vil nok krumme tæer, når Enevoldsen politisk korrekt skriver, at Carson læst med nutidens øjne ”er både eurocentrisk og antropocentrisk i mange af sine beskrivelser og tolkninger af viden og fænomener og ikke mindst i sine referencer til religion og kultur”.
Bogens balance er tværtimod fin, og det er mere træffende, når han skriver, at ”Carsons måde at opfatte og beskrive havet på, med lige dele videnskabelig indsigt og kærlig passion, er enestående og medrivende”.
Herved er bogen en god begyndelse for dem, der vil være alment orienterede her i FN’s årti om havvidenskab for bæredygtig udvikling. Det begynder i år.