For 80 år siden stod sovjetiske soldater overfor Nazityskland. Hvad drev dem gennem deres livs rædsel?

10-12 millioner sovjetiske soldater mistede livet under kampene på Østfronten mod det nazistiske Tyskland, og der går ry af den sovjetiske ”Ivan”, der indædt og modigt kæmpede videre uanset tabene 

Under Anden Verdenskrig skabte Stalin billedet af den heroiske patriotiske soldat. Figuren var langt fra virkeligheden, men hvem var de sovjetiske soldater så?
Under Anden Verdenskrig skabte Stalin billedet af den heroiske patriotiske soldat. Figuren var langt fra virkeligheden, men hvem var de sovjetiske soldater så? . Foto: Alexander Demianchuk/TASS/Getty Images.

En tysk soldat skriver i et brev hjem under slaget om Stalingrad i efteråret og vinteren 1942/43: ”Russerne er ikke mennesker, men en slags væsner af støbejern.” En anden, en tysk pilot, at han ikke fatter, hvordan nogen kan overleve i sådan et helvede. ”Men russerne holder stadig stand i ruinerne og i huller og kældre og i det kaos af stålskeletter, der engang var fabrikker,” beretter han ifølge den britiske historiker og forfatter Catherine Merridale. 
I bogen ”Ivans krig. Den Røde Hær 1939-1945” fra 2005 forsøger hun som en af de første forskere at finde svaret på, hvad det var, der drev de sovjetiske soldater til at kæmpe så uforfærdet, som historien vil vide, at de gjorde på trods af enorme lidelser og millioner af dræbte. Sovjetunionen led de største tab under Anden Verdenskrig af samtlige krigsførende lande, og blandt historikere og andre forskere er der bred enighed om, at det var Sovjetunionen, der udgjorde den vigtigste militære stopklods for Nazityskland.
En præstation, der siden er blevet husket i Sovjetunionen og Rusland, som Den Store Fædrelandskrig. Båret frem og understøttet af myten om den sovjetiske helt, der mod alle odds i en brutal krig, kæmpede videre med dødsforagt og blev selv sindbilledet på den sovjetiske diktator Josef Stalins parole fra sommeren 1942: ”Ikke et skridt tilbage”. Alle skulle slås til sidste blodsdråbe.

Vi ved, at vores hære består af mennesker med forskellige baggrund, som afspejler et helt samfund – især i de lande, hvor der er værnepligt – og Sovjetunionen var ikke spor anderledes.

Catherine Merridale

Historiker og forfatter

Stalin bidrog aktivt til at skabe et billede af soldaterhelten, og han valgte klogeligt at lægge mere vægt på patriotismen end kommunismen som drivkraft. Det var ham, der betonede forsvaret for fædrelandet i sin tale den 3. juli 1941, hvor han første gang henvendte sig til befolkningen efter den tyske invasion.
”Det var dygtigt gjort af Stalin,” siger Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Militærhistorie og Krigsteori ved Forsvarsakademiet med særlig viden om russisk og sovjetisk militærhistorie.
De hundreder af sovjetiske krigsveteraner, Catherine Merridale mødte under arbejdet med bogen, kredsede om patriotisme og forestillingen om en særlig generation af unge, der var vokset op under hårde tider med revolution, borgerkrig og hungersnød. De anså lidelsen som en form for lutring, der skabte en særlig type udholdende og selvopofrende menneske.
Men der var ikke kun en slags soldat, en Ivan. Lige så lidt som der kun fandtes én tysk ”Fritz” eller én britisk ”Tommy”, vurderer Catherine Merridale.
”Vi ved, at vores hære består af mennesker med forskellige baggrund, som afspejler et helt samfund – især i de lande, hvor der er værnepligt – og Sovjetunionen var ikke spor anderledes,” siger hun.
”Alle hære hviler på en høj moral blandt dens soldater – det er afgjort en forudsætning for at vinde – men moralen har mange kilder. Det, der virkelig betød noget i Sovjetunionen, især efter 1942, var den kendsgerning, at den sovjetiske hær i stigende grad var veluddannet og professionel. Det gav soldaterne selvtillid og betød også, at den var bedre anført end i de frygtelige måneder i 1941,” siger Catherine Merridale.
Den tyske historiker Christian Hartmann, der har specialiseret sig i Anden Verdenskrig og nazismen, er enig med Catherine Merridale. Ideen om den heroiske patriotiske soldat var propaganda, men den virkede, siger han.
”Den enkelte soldat havde brug for myten for at kunne forklare rædslerne over for sig selv. Store sejre har brug for storslåede forklaringer.”
Glemt i det storslåede billede af den patriotiske soldat er den terror, som den sovjetiske stat selv anvendte for at få soldaterne til at marchere. Blandt andet udstedet Stalin i august 1941 den berygtede ordre nummer 270, som gav ret til at henrette enhver soldat på stedet, som kunne betragtes som landsforræder. Der blev også slået hårdt ned på civile, der blev mistænkt for at samarbejde med tyskerne. 
”Krigen bliver også vundet på baggrund af et horribelt menneskesyn,” siger Niels Bo Poulsen.
Han peger på, at det ”sovjetiske menneske”, som Stalin og samtiden forsøgte at fremmane, ikke eksisterede. 
”Det angiver et kollektiv, som ikke fandtes. Man må skelne mellem generationer, etniciteter, forskellige sociale lag, religiøsitet. Den enkelte soldat kæmpede af forskellige årsager,” siger han.
Måske det mest udbredte motiv var hævn. Tyskerne førte en grusom krig på Østfronten og over for de lokale befolkninger, hvor millioner af mennesker blev dræbt. De sovjetiske soldater var – om ikke andet – forenet af et brændende ønske om hævn.